ret vellykket

For at følge Sandmands gode eksempel, vil jeg indlede med at skrive, at dette indlæg indeholder MASSIVE PLOTSPOILERS. Dette finder jeg dog overflødigt, da alle skrevne indlæg herinde på Scope indeholder dette til en vis omfang, men vil ikke indlede en lang diskussion omkring det.

Antallet af vellykkede Stephen King-filmatiseringer er ikke ligefrem overvældende. Frank Darabont har naturligvis overført Kings historier til filmmediet med stor indlevelse og succes, hele to gange med Den Grønne Mil og det ubestridte mesterværk The Shawshank Redemption. Rob Reiner fik også størstedelen af den kompakte spænding med i Misery, mens hans adaption af Stand By Me er en følelsesmæssig oplevelse af de uforglemmelige. Kings måske bedste bog, Dolores Claiborne, blev også til en fremragende film, hvor Kathy Bates ramte personens stædighed og følsomhed perfekt i Taylor Hackfords version. Den kompetente manuskriptforfatter David Koepp har nogle enkelte, umindeværdige film bag sig (blandt andet den kedelige The Trigger Effect og den mere habile The Secret Sense med Kevin Bacon), men hans fortolkning og videregengivelse af Kings novelle fortjener helt klart en plads hos de førnævnte King-film, da Secret Window er en eksemplarisk gyserthriller af den rigtig gåsehudsfremkaldende slags.

Filmen indledes med en ret så eminent opvisning omkring menneskets tanker kontra handlinger. Dette har relevans for den psykologiske opbygning af hovedpersonen, som er langt mere kompliceret, end man aner. Slutningens betydelige afsløring kommer ikke abrupt og forstyrrende, da Koepp har været ivrig med, at lægge de suggestive og subtile ledetråde frem for publikum. Man føler en stærk betydning, når kameraet efterlades væk fra bilen efter Depps beslutning er taget og han gør det til handling. Ligeså ses det i den virkelig superbe kameratur under de obligatoriske credits, hvor man stimuleres visuelt. Der er ikke anvendt åbenlyse computereffekter til sekvensen, kun når kameraet panorerer igennem spejlet, og det gør det desto mere imponerende. Spejlingseffekten har jeg kun set i en tidligere film, Cuaróns Harry Potter og Fangen Fra Azkaban, hvor det blev anvendt som rent visuelt lir, mens den symbolske kameratur er langt mere essentiel i historieafviklingen i Koepps film. Refleksionen er den sandfærdige selvopfattelse (spejle lyver ikke), hvorved Koepp tager os som publikum med ind i Depps forkvaklede sjæl. Man opfanger signalerne, har en anelse om twistet, men brikkerne falder alligevel først korrekt på plads i slutningen, hvor afsløringen måske ikke er så overraskende og overrumplende, som forventet. Blandt andet på grund af enkeltstående sekvenser, som når Depp helt umotiveret vasker hænder efter det første møde med den underlige fremmede (vaske synden bort), samt hans tanketomme forsøg på at smadre fjenden, der viser sig at være sit spejlbillede.

Man føler sig unægtelig en smule røvrendt, da rammehistorien omkring den fremmede, ved navn Shooter (indledningsvis latterligt navn, men ganske signifikant), der anklager Depps karakter for plagiat, ikke har anden funktion i filmen end at forklare Depps egen virkelighedsfornægtelse i filmens slutning. Det lyder måske forvirrende, men giver mening, hvis man ser filmen (og det vil jeg klart anbefale!). Dette klagepunkt gør, at Secret Window ikke løftes op til noget virkelig mindeværdigt.

Johnny Depp spiller den altdominerende hovedrolle med energisk overskud, psykologisk dybde og uovertruffen sikkerhed. Hans infantile kommentarer er evig morsomme (den skrevne dialog nærmer sig stedvis det geniale), mens han som publikums holdepunkt naturligvis er sympatisk, i takt med hans charmerende skuespil. Derved udfører Koepp et modigt træk i slutningen, hvor det viser sig, at Depp er skizofren og selv er morderen (plottwistet tydeligvis inspireret af Finchers Fight Club), hvorved der forekommer et fuldstændigt sympatiskifte. De sidste klip er decideret ondskabsfulde, tangerende til det misantropiske, da Depp, uden skyggen af anger, ikke kommer til at stå til ansvar for sine handlinger. Praktisk set er han blevet et mere handlekraftigt og iværksættende menneske, der mæsker sig i fortidens synder, så man ikke kan håbe på forbedring. Som førnævnt, ondskabsfuldt, deprimerende, men modigt og nærmest prisværdigt i denne slags mainstreamfilm.

Det er detaljerne, der gør Secret Window rigtig god. Om end det er ledetrådene (teksten i filmens sidespejl, der hentyder til Depps sindssyge) eller det humoristiske (samtalen om bogudgiveren, hvorefter der krydsklippes til en hund kravlende ved Depps fødder), så er det velovervejet og gennemført. Fotograferingen er i topklasse, hvor billede er atmosfærefyldte og mættede. Alt i alt må man sige, at Secret Window er en rigtig god film, der tilfredsstiller overlegent ved at levere det forventede og lidt til. Ros til Koepp, som dog også skal være taknemlig for, at have den ubeskrivelig talentfulde Johnny Depp med ombord.

Nu håber jeg bare på, at Peter Care (perlen The Dangerous Live of Altar Boys) får begået en ligeså vellykket filmatisering af Kings Bag of Bones, der må siges at være en af hans mest personlige og bedste bøger til dato. Med Cares talent skal det dog nok lykkes.