School Of Boredom
2.0
Den ansvarsløse Dewey (Black) lever kun for at blive rockmusiker, men fordi han er i pengenød, udgiver han sig for en anden og tager job som lærervikar på en fornem privatskole.
Typisk klichéfyldt og forudsigelig amerikansk komedie, der er bygget efter en skabelon der efterhånden er brugt for mange gange. Hovedperson der inderst inde har et stort hjerte, laver et svindelnummer. Først er folk kritiske, men så bliver han populær og får succes, for siden at blive afsløret, der opstår krise, men det hele ender i fryd og gammen.
Det er så fortærsket at jeg personligt finder det kedeligt, men jeg må alligevel beundrer Black for, uanset hvor pinlig og latterlig en scene han skal udføre, at gøre det uden at virke blameret og bare give den fuld tryk og gå planken ud, uden at virke pinagtig, det er flot. Han redder en stor del af helhedsindtrykket og gør at filmen ikke ender som direkte dårlig, men blot mindre god. Man må tillige må respektere hans karakter, der slår et slag for hvad Rock ’N’ Roll går ud på, selv om dette budskab havde fungeret bedre, hvis dette ikke havde været en amerikansk mainstream-film, der åbenbart bare skal indeholde en hvis kvantum moralprædiken af diverse slags.
Det bedste jeg kan sige om hele produktionen er dog, at jeg efter filmen fik en kæmpe lyst til at smække mine Led Zeppelin albums på anlægget og fyre op, fordi man har brugt det geniale nummer "Immigrant Song", fra denne legendariske gruppe. Så noget godt kom der så alligevel ud af denne spinkle komedie.
Typisk klichéfyldt og forudsigelig amerikansk komedie, der er bygget efter en skabelon der efterhånden er brugt for mange gange. Hovedperson der inderst inde har et stort hjerte, laver et svindelnummer. Først er folk kritiske, men så bliver han populær og får succes, for siden at blive afsløret, der opstår krise, men det hele ender i fryd og gammen.
Det er så fortærsket at jeg personligt finder det kedeligt, men jeg må alligevel beundrer Black for, uanset hvor pinlig og latterlig en scene han skal udføre, at gøre det uden at virke blameret og bare give den fuld tryk og gå planken ud, uden at virke pinagtig, det er flot. Han redder en stor del af helhedsindtrykket og gør at filmen ikke ender som direkte dårlig, men blot mindre god. Man må tillige må respektere hans karakter, der slår et slag for hvad Rock ’N’ Roll går ud på, selv om dette budskab havde fungeret bedre, hvis dette ikke havde været en amerikansk mainstream-film, der åbenbart bare skal indeholde en hvis kvantum moralprædiken af diverse slags.
Det bedste jeg kan sige om hele produktionen er dog, at jeg efter filmen fik en kæmpe lyst til at smække mine Led Zeppelin albums på anlægget og fyre op, fordi man har brugt det geniale nummer "Immigrant Song", fra denne legendariske gruppe. Så noget godt kom der så alligevel ud af denne spinkle komedie.
01/11-2004
