street justice - ikke helt
4.0
Som skuespiller er Edward Burns en sympatisk herre, måske ikke videre mindeværdig, men altid seværdig. Hans sande filmiske talent kommer dog til udtryk, når han selv er bagmand. Debuten med den minimalistiske Brødrene McCullen var lovende, mens den følgende She’s the One var en hjertevarmende og underfundig perle, ja et regulært mesterværk, hvor filmen blevet drevet af personerne, og ikke bare handlingen. Derefter har han haft svært ved at leve op til fordums succes, selvom hans film altid er solide og pålidelige. Der er flere gengangene elementer i hans film; den dramaturgiske struktur er simpel, plottet karakterdreven, musikken er stille og nedtonet og det visuelle udtryk er uglamourøst og naturalistisk. Hvis man leder efter stereotype Hollywood-film, så skal Edward Burns ikke være bag roret, og det er præcis hans egne stil og nærmest kompromisløse (ikke fordi hans film er kontroversielle) måde at lave film på, der gør, at jeg virkelig elsker dem.
Ash Wedneysday er en stærk familiefortælling, hvis seriøse stil og tragiske undertoner kommer som lidt af en overraskelse. En kærkommen en af slagsen dog, da det viser, at Burns modnes som instruktør og ligeså besidder et alsidigt talent og flair for diverse genre. Burns’ katolske opdragelse fornægter sig ikke, især ikke i denne film, der hovedsagligt omhandler syndsforladelse og frelse. Burns spiller selv (han medvirker altid i sine egne film) storebroderen, der reddes af sin lillebror (fornuftigt spillet af Elijah Wood), både fysisk og psykisk. Hans nærdødsoplevelse, der kun forhindres af Woods tilfældige samtaleoverhørelse, redder ham fra sit selvdestruerende liv, som han har opfanget fra faderen. Burns angrer sine gerninger og opdriver et mere stilfærdigt og værdigt liv, men efterlader ikke fortidens synder så nemt. Da lillebroderen dukker op efter tre år i skjul, må Burns ’gengælde’ tjenesten ved at få Woods og hustruen sikkert væk. På trods af, at Burns derved falder tilbage i sin fortids morderiske natur, så er det i netop disse handlinger, at han finder den syndsforladelse, som han har ledt efter. Dette illustrerer Burns på fornemste vis med det tegn i panden, som præsten har videregivet til påmindelse om fasten (et bevis på, at man fortryder ens synder). Titlen Ash Wedneysday henviser til menneskets påmindelse om fortidens gerninger og forhåbentlige anger. Korset i Burns’ pande slides ikke væk eller bliver udtværet, som mange af de andre personers kors i filmen gør. Hans fortrydelse er oprigtig, da han ved, at det er hans sidste chance. Derved bliver mordet på Burns i slutningen af filmen heller ikke sørgeligt eller et forsøg på at understøtte filmens mørke stemning, men nærmest et betryggende (i mangel på bedre ord) bevis på en mand, der har fundet frelse. Burns vasker korset (og synderne) væk fra panden, han har godtgjort sine ondskabsfulde gerninger og har ikke brug for en påmindelse. Han dør med viden om egen forløsning.
Det er ingen tilfældighed, at Wood ikke bærer korsmærket. Ash Wedneysday er ikke en pro-selvtægtsfilm, da Burns indikerer tydeligt, at selvtægt medfører uanede og uendelige komplikationer. Uden korsmærket skal Woods ikke påmindes sine synder, da han ikke har begået nogle. Han er renheden og uskyldigheden, manden med drengeansigtet, selvom han har myrdet fire mennesker. Burns tager miljøpåvirkningen (opvækst i Hell’s Kitchen) og nødvendigheden i handlingen i betragtning, hvorved han i dette tilfælde bifalder Woods’ handlinger, der udføres for at beskytte familien (indledningssekvensen med de opdelte rektangler understøtter også Burns’ sympativalg).
Det visuelle er en smule mere udtryksfuld (blandt andet en effektiv fokusopdeling og grynede flashback-billeder) end normalt fra Burns’ side, mens musiktemaet desværre er for ensformigt at lytte til. Slutsangen er dog helt eminent anvendt. Historien er ikke synderlig sindsoprivende eller original, men den indre spænding fungerer optimalt. Sammen med de sikre skuespillerpræstationer er Ash Wedneysday blevet en helstøbt og velfortalt film, der hverken griber en inderligt eller er specielt mindeværdig, men alligevel fungerer fremragende på dens egen stilfærdige præmis.
Ash Wedneysday er en stærk familiefortælling, hvis seriøse stil og tragiske undertoner kommer som lidt af en overraskelse. En kærkommen en af slagsen dog, da det viser, at Burns modnes som instruktør og ligeså besidder et alsidigt talent og flair for diverse genre. Burns’ katolske opdragelse fornægter sig ikke, især ikke i denne film, der hovedsagligt omhandler syndsforladelse og frelse. Burns spiller selv (han medvirker altid i sine egne film) storebroderen, der reddes af sin lillebror (fornuftigt spillet af Elijah Wood), både fysisk og psykisk. Hans nærdødsoplevelse, der kun forhindres af Woods tilfældige samtaleoverhørelse, redder ham fra sit selvdestruerende liv, som han har opfanget fra faderen. Burns angrer sine gerninger og opdriver et mere stilfærdigt og værdigt liv, men efterlader ikke fortidens synder så nemt. Da lillebroderen dukker op efter tre år i skjul, må Burns ’gengælde’ tjenesten ved at få Woods og hustruen sikkert væk. På trods af, at Burns derved falder tilbage i sin fortids morderiske natur, så er det i netop disse handlinger, at han finder den syndsforladelse, som han har ledt efter. Dette illustrerer Burns på fornemste vis med det tegn i panden, som præsten har videregivet til påmindelse om fasten (et bevis på, at man fortryder ens synder). Titlen Ash Wedneysday henviser til menneskets påmindelse om fortidens gerninger og forhåbentlige anger. Korset i Burns’ pande slides ikke væk eller bliver udtværet, som mange af de andre personers kors i filmen gør. Hans fortrydelse er oprigtig, da han ved, at det er hans sidste chance. Derved bliver mordet på Burns i slutningen af filmen heller ikke sørgeligt eller et forsøg på at understøtte filmens mørke stemning, men nærmest et betryggende (i mangel på bedre ord) bevis på en mand, der har fundet frelse. Burns vasker korset (og synderne) væk fra panden, han har godtgjort sine ondskabsfulde gerninger og har ikke brug for en påmindelse. Han dør med viden om egen forløsning.
Det er ingen tilfældighed, at Wood ikke bærer korsmærket. Ash Wedneysday er ikke en pro-selvtægtsfilm, da Burns indikerer tydeligt, at selvtægt medfører uanede og uendelige komplikationer. Uden korsmærket skal Woods ikke påmindes sine synder, da han ikke har begået nogle. Han er renheden og uskyldigheden, manden med drengeansigtet, selvom han har myrdet fire mennesker. Burns tager miljøpåvirkningen (opvækst i Hell’s Kitchen) og nødvendigheden i handlingen i betragtning, hvorved han i dette tilfælde bifalder Woods’ handlinger, der udføres for at beskytte familien (indledningssekvensen med de opdelte rektangler understøtter også Burns’ sympativalg).
Det visuelle er en smule mere udtryksfuld (blandt andet en effektiv fokusopdeling og grynede flashback-billeder) end normalt fra Burns’ side, mens musiktemaet desværre er for ensformigt at lytte til. Slutsangen er dog helt eminent anvendt. Historien er ikke synderlig sindsoprivende eller original, men den indre spænding fungerer optimalt. Sammen med de sikre skuespillerpræstationer er Ash Wedneysday blevet en helstøbt og velfortalt film, der hverken griber en inderligt eller er specielt mindeværdig, men alligevel fungerer fremragende på dens egen stilfærdige præmis.
02/11-2004
