human touch
4.0
Skuespilleren, manuskriptforfatteren og instruktøren Edward Burns fortsætter med sine indfølte menneskeportrætter, der har en meget Woody Allen’sk følelse, dog uden at være nær så misantropisk. I takt med Burns’ lidt mere bredtfavnende ambitioner er persongalleriet også blevet udvidet betydeligt, hvor de enkelte karikaturer desværre også har sneget sig med ind. Burns er dog alligevel så fremragende en personinstruktør, at troværdigheden konstant er til stede.
Sidewalks of New York er indspillet på forbavsende lidt tid (kun 17 dage), hvorved intensiteten og skuespillernes energi er bibeholdt under hele filmen. Titlen hentyder til det almene menneske i New York, altså hverdagsmennesket uden glamourøse problemer eller store dramatiske vendepunkter. Filmen omhandler syv forskellige mennesker, hvis syn og teorier om kærlighed og sex krydser hinanden igennem en periode. Alle er uløseligt hægtet sammen, men man mister aldrig overblikket over personerne, da Burns indleder filmen med en ganske mesterlig introduktion, hvor karaktererne bliver skarpt og mindeværdigt optegnet. Det er virkelig en morsom karakterintroduktion, der ligeledes er en subtil sympatiopbygning. Den semi-dokumentariske stil, hvor personerne betror sig til kameraet, er velfungerende, for det lykkedes for Burns at få publikum til rimelig hurtigt at distingvere mellem de individuelles holdninger. Hvorfor de udspiler deres indre følelser og intime detaljer foran det snurrende kamera forbliver ubesvaret. Det kunne naturligvis have noget at gøre med de berømte 15 minutter, men det ville næsten være for åbenlyst. En del er charmen er vel netop også det uforklarlige ved det. Selvom det ikke ligefrem er innovativt, så er det et smart fortællervirkemiddel.
Persongalleriet er alsidig og næsten alle sympatiske. Nogle af fortællingerne er naturligvis bedre end andre, men Burns holder interessen kørende. To karakterer skiller sig ud. Stanley Tucci er den gemene og selvcentrerede utro ægtemand, der på virkelighedsbenægtende vis retfærdiggøre sine handlinger. Han er filmens mest usympatiske person, og ender da også med den mest ynkelige slutning, men han får fyret en morsom bemærkning af til den prostituerede (you can do the dishes), som tydeligvis reflekterer den katolske Burns’ syn på den arbejdsform.
Heather Graham (mand hvor er hun dejlig!) er Burns’ personlige talerør i filmen, hvor man tydeligvis kan mærke, at han har brændt for at få nævnt nogle ting om det modernes menneskes syn på kærligheden. Hendes kommentarer sætter hverdagslivet i perspektiv, og nærmer sig nogle steder endda det samfundskritiske (uden dog at filmen nogensinde bliver provokerende). Men det er jo netop også filmens omdrejningspunkt; kærlighedslivet i det moderne samfund.
Det tiltrækkende ved Burns’ film er, at man ikke rigtig ved, om den er en komedie med dramatiske undertoner, eller en drama med komiske undertoner. Lige meget hvad, så er også Sidewalks of New York (ligesom Brødrene McMullen og She’s the One) en hjertevarmende film med velskrevet og naturalistisk dialog, gode skuespillere og ikke mindst en hverdagshistorie, der er let at relatere til. Følelsesmæssig udfordring finder man dog intet af, da slutningen er forløsende, retfærdig og nærmest også lykkelig. Kærlighedskonklusionen (leveret af Burns selv) er sukkersød, men også behagelig. Man griner ikke højlydt under filmen, men humoren er underfundig og man sidder med et konstant smil på læben. Desuden hjælper den virkningsfulde montage (overlapningsklip) på realismen. Efter denne film var det vist alligevel godt, at alsidige Burns fuldstændig skiftede genre (med Ash Wednesday), så han ikke begyndte at gå lidt i tomgang. She’s the One er dog alligevel hans absolut bedste film.
Sidewalks of New York er indspillet på forbavsende lidt tid (kun 17 dage), hvorved intensiteten og skuespillernes energi er bibeholdt under hele filmen. Titlen hentyder til det almene menneske i New York, altså hverdagsmennesket uden glamourøse problemer eller store dramatiske vendepunkter. Filmen omhandler syv forskellige mennesker, hvis syn og teorier om kærlighed og sex krydser hinanden igennem en periode. Alle er uløseligt hægtet sammen, men man mister aldrig overblikket over personerne, da Burns indleder filmen med en ganske mesterlig introduktion, hvor karaktererne bliver skarpt og mindeværdigt optegnet. Det er virkelig en morsom karakterintroduktion, der ligeledes er en subtil sympatiopbygning. Den semi-dokumentariske stil, hvor personerne betror sig til kameraet, er velfungerende, for det lykkedes for Burns at få publikum til rimelig hurtigt at distingvere mellem de individuelles holdninger. Hvorfor de udspiler deres indre følelser og intime detaljer foran det snurrende kamera forbliver ubesvaret. Det kunne naturligvis have noget at gøre med de berømte 15 minutter, men det ville næsten være for åbenlyst. En del er charmen er vel netop også det uforklarlige ved det. Selvom det ikke ligefrem er innovativt, så er det et smart fortællervirkemiddel.
Persongalleriet er alsidig og næsten alle sympatiske. Nogle af fortællingerne er naturligvis bedre end andre, men Burns holder interessen kørende. To karakterer skiller sig ud. Stanley Tucci er den gemene og selvcentrerede utro ægtemand, der på virkelighedsbenægtende vis retfærdiggøre sine handlinger. Han er filmens mest usympatiske person, og ender da også med den mest ynkelige slutning, men han får fyret en morsom bemærkning af til den prostituerede (you can do the dishes), som tydeligvis reflekterer den katolske Burns’ syn på den arbejdsform.
Heather Graham (mand hvor er hun dejlig!) er Burns’ personlige talerør i filmen, hvor man tydeligvis kan mærke, at han har brændt for at få nævnt nogle ting om det modernes menneskes syn på kærligheden. Hendes kommentarer sætter hverdagslivet i perspektiv, og nærmer sig nogle steder endda det samfundskritiske (uden dog at filmen nogensinde bliver provokerende). Men det er jo netop også filmens omdrejningspunkt; kærlighedslivet i det moderne samfund.
Det tiltrækkende ved Burns’ film er, at man ikke rigtig ved, om den er en komedie med dramatiske undertoner, eller en drama med komiske undertoner. Lige meget hvad, så er også Sidewalks of New York (ligesom Brødrene McMullen og She’s the One) en hjertevarmende film med velskrevet og naturalistisk dialog, gode skuespillere og ikke mindst en hverdagshistorie, der er let at relatere til. Følelsesmæssig udfordring finder man dog intet af, da slutningen er forløsende, retfærdig og nærmest også lykkelig. Kærlighedskonklusionen (leveret af Burns selv) er sukkersød, men også behagelig. Man griner ikke højlydt under filmen, men humoren er underfundig og man sidder med et konstant smil på læben. Desuden hjælper den virkningsfulde montage (overlapningsklip) på realismen. Efter denne film var det vist alligevel godt, at alsidige Burns fuldstændig skiftede genre (med Ash Wednesday), så han ikke begyndte at gå lidt i tomgang. She’s the One er dog alligevel hans absolut bedste film.
03/11-2004
