til mtv-generationen

Jeg må med skam i sindet indrømme, at jeg ikke har set George A. Romeros gyserklassiker fra 1978, hvorved mit eneste kendskab til den originale Dawn of the Dead er udsprunget fra diverse filmhjemmesider og blade. Derved er velsagtens 90 % af troværdigheden i mit indlæg til den nye udgave forsvundet, da jeg kan komme til at rose filmen for noget, som den har tyvstjålet fra originalen, og uden det sammenligningsgrundlag kan jeg kun bedømme denne film ud fra dens egne kriterier.

Det utaknemmelige instruktørjob er gået til debutanten Zack Snyder, der dog udviser forbavsende sikkerhed i denne nogenlunde stramt fortalte film, der kun momentvis træder ved siden af. Snyder har skelet lige lovlig meget til Danny Boyles 28 Days Later, der efter sigende var inspireret stærkt af Romeros film. 28 Days Later er ifølge mig et undervurderet mesterværk, der med subtil samfundskritik, men alligevel med en filantropisk følelse, vævede dybsindige lag i en usandsynlig spændende (og flot!) film. Snyder når hverken Boyles flerlagede historiefortælling eller usandsynlig smukke æstetik til sokkeholderne, men hans version/vision af Dawn of the Dead er nu ikke helt ueffen.

Det første kvarters tid (som der allerede før er blevet nævnt her på siden) er helt fantastisk! De enkelte indledende tilfælde til det nyligt indtrædende kaos præsenteres tilpas afdæmpet til, at man som publikum chokeres ved det første syn med en zombie. Indledningen akkompagneres stedvis med blød og iørefaldende popmusik og musikken er her en vigtig medfortæller. Sarah Polley (der ellers mest har dedikeret sit arbejde til independent-filmene, nok bedst i Limans Go) er rigtig god som den hårdtarbejdende sygeplejerske, der på et øjeblik mister hele hendes trygge og stabile tilværelse. Da hun arbejder side om side med døden, bliver hun publikums holdepunkt og bliver da også hurtig den handlekraftige heltinde. Filmens personer er ikke synderlig gennemførte, og de nærmest obligatoriske stereotyper og klicheer (eksempelvis det dumme svin, der omvendes, og det dumme svin, der betaler prisen for ikke at omvendes) trækker ned i helhedsbedømmelsen. Den psykologiske troværdighed er ikke altid til stede, men det forhindrer ikke filmen i at være rørende op til flere steder. Åbenlyst er der farvelscenen mellem far og datter, mens en velspillende Mekhi Pfifers forsøg på at godtgøre fortidens gerninger er en lidt mere tragisk sidehistorie. Hans virkelighedsfornægtelse, manifesteret af hans ønske om en kærlig familie, er indledningsvis sørgmodig, mens Snyder desværre kører scenen for langt ud og det bevægende bliver banalt.

Som førnævnt er indledningen fænomenal effektiv og atypisk nedtonet, hvor historiens moralske kerne præsenteres. Desværre er Snyder ikke konsekvent med de menneske- og samfundskritiske undertoner, der fuldstændig udelades i den sidste halve times action-bombardement. Desværre, men det var nu godt, så længe det varede. Under de overraskende sene credits anvender Snyder hårrejsende genial kontrapunktisk musik, der fortæller om den ankomne dommedag, hvor mennesket må betale for deres synd. De religiøse undertoner er derfor ret åbenlyse, og Snyder bruger dem som lidt letkøbt, om end virkningsfuld baggrundsramme for zombiernes indtog.

Personernes tilflugtssted er en selvdestruktiv og uundgåelig tragedie, da storcenteret repræsenterer det moderne menneskes egoistiske og selvindbildte dyder. Den materialistiske besættelse, jagten på tidskomprimerende effektivitet, upersonlige forhold, osv. Letvægterversionen af Fight Club i zombiegenren. En fiks detalje er en lille hilsen til menneskets uansvarlige udnyttelse af naturens råstoffer. En af personerne fralægger sig et koben og samler et stykke træ (det naturlige ressourcemiddel) op i stedet. Da træet lidt senere knækker i en kamp mod en zombie bliver dette hans redning, da han derved kan spidde zombien.

Vagternes forsøg på at opretholde de menneskelige love i storcenteret er direkte latterlige, men symboliserer vores evne, eller trang om du vil, til at relatere til det genkendelige i pressede situationer. Forsøget på en samfundsorden er ligeledes med den tidligere sociale agtelse ligegyldigt. Personerne vender tilbage til det dyriske overlevelsesinstinkt. Dette viser Snyder som nærmest en opvækkelse fra samfundets diffuse og urimelige rangorden og selvophøjede individer. Det er ikke tilfældigt, at en af storcenterets afdelinger hedder Metropolis, der henleder tankernes til Fritz Langs klassiske film af samme navn, hvor indbyggerne var som kontrollerede og undertrykte zombier. Ved at kalde en anden afdeling for Crossroads giver Snyder dog publikum falske forhåbninger for de sympatiske hovedpersoner, der tilsyneladende har handlet rigtigt. Filmens sande slutning kommer først under rulleteksterne, ret mesterligt filmet igennem et hjemmevideokamera (måske en hilsen til Boyles film). Slutningen er ond og pessimistisk, og passer derfor ret godt ind i filmens stemning.

Chokeffekterne står ikke ligefrem i kø, og Dawn of the Dead bliver derved ikke rigtig uhyggelig, selvom der hele tiden er en trykkende stemning. Underholdningen er dog i top, på trods af de stedvis forudsigelige og direkte trivielle sekvenser, der sagtens kunne have været håndteret mere originalt. Hvor Snyder til tider ikke er optimal i historiefremdriften (filmen føles længere, end den egentlig er), sejrer han på det visuelle plan. De mange close-up er lækre, mens filmen er virtuost og virkningsfuldt sammenklippet. Scenerne hvor kameraet er fastspændt bag bilen, der kører igennem den opståede kaos, er uforglemmelige. Som førnævnt er musikken særdeles velvalgt og gennemført.

Zack Snyder kan utvivlsomt være stolt af sin debutfilm, hvor de prætentiøse spidsfindigheder, der præger mange debutanters film, nærmest er total fraværende. Et modigt valg, både fra studiet og Snyders side, der resulterer i en ret vellykket film. Respektløs plagiat og pengesøgende griskhed? Muligvis, men underholdende, effektivt og seværdigt er det.