Det Stille og Krybende Gys

Kvindelig journalist (Matsushima) har en uge til at løse en gåde om hvorfor folk dør, netop en uge efter de har set en bizart videobånd. Ellers dør hun selv.

I 80’erne advarede skolelærere, pædagoger og andre fodformede godtfolk om at videofilm var skadelige. Her er filmen der beviser de fik ret, for folkene bag har i hvert fald taget det til efterretning og skabt en historie over det (ironi).

På et tidspunkt hvor de amerikanske gyserfilm var gået hen og blevet parodier på deres egen genre, både tilsigtet og utilsigtet, og hvor det vigtige var blevet effektjageri blottet for ægte gys og uden de psykologiske virkemidler der virkelig får en film til at virke skræmmende, søgte de japanske gysere tilbage til hvad det drejede sig om.

En af dem er ”The Ring”, der fortjent blev en stor succes (og blev genindspillet i Hollywood, så amerikanerne kunne se den uden undertekster og industrien kunne tjene på fænomenet). ”The Ring” bragte faktisk minderne frem om de store gysere fra 70’erne som ”The Omen” og den slags (selv om ”The Omen” faktisk var en anelse mere visuelt voldelig).

Her er ingen storbarmede teenagere, ingen unødig humor eller humor i det hele taget. Ja der er sågar stort set ingen blod og den visuelle fysiske vold er minimal, tæt på ingenting.

Alligevel eller faktisk netop derfor er ”The Ring” så vellykket uhyggelig. Den spiller ganske simpelt på antydningens kraft, en telefon der ringer på det rigtige (forkerte!) tidspunkt, et nærbilleder når vi tror der vil ske noget, så vi ikke kan orientere os ordentligt om, hvad der gemmer sig rundt om os og den slags, hvor den sætter gang i vores egen syge fantasier og får os til at tro vi har set en masse, som vi slet ikke har set. Vi skræmmes så det driver, men uhyggen ligger i os og ikke meget i et visuelt vulgært udtryk, der prøver at vælte det ene chok i hovedet på os efter det andet. Det er angsten for det ukendte og det virker. På mange måder er ”The Ring” lidt frækt sagt, slet ikke ret uhyggelig hvis man "tænker" konsistent over den, men den kryber alligevel ind under huden på en mens den kører og man opdager pludselig at man er skræmt.

Stilen er ofte dunkel og almindeligvis holdt i hverdagsagtige billeder, der får os til at føle det som noget der kunne ske hos en selv, hvad der er med til at forstærke gyset. Desværre kan jeg så godt føle at der indimellem er en anelse langt imellem uhyggen. At instruktøren giver sig tid til at fortælle historien er okay, men en anelse flere af filmens i øvrigt meget uhyggelige scener havde intet gjort.

Historien kan virke grotesk når man læser eller hører om den, men den fungerer ualmindeligt godt, i en på en gang simpel og kompliceret struktur. Simpel fordi historien i bund og grund egentlig slet ikke er særlig kompliceret. Men kompliceret og kringlet fordi det lykkes for instruktøren (selvfølgelig sammen med manuskriptforfatter og andre) at føre os igennem en fortælling blottet for klicheer der gør at vi kan gætte os til for meget, og til slut også alt for lange forklaringer og udredninger, for at give os en (unødig) opfattelse af hvorfor og hvordan alt dette kan lade sig gøre eller ske.

Historien er bygget på en roman af den japanske forfatter Kôji Suzuki (jeg kender ham indrømmet ikke), og har været filmatiseret før tilbage i 1995 som en Tv-film. Den skulle angiveligt også være indspillet i en Sydkoreansk version i 1999 (har jeg læst).

Efterfølges af ””Rasen”, der ikke blev en succes, men fik en ny efterfølger i ”The Ring 2”.