Den finske blues
4.0
"Denne film fortæller en historie, som ikke er svær at forstå, især hvis man har set filmen. Hovedpersonerne (ialt to) er et par. I begyndelsen er de lykkelige. Så får de vanskeligheder. Til slut er de lykkelige igen." Sådan lyder den finske instruktør Aki Kaurismäkis eget referat af sin film "Drifting Clouds" - endnu en herligt lakonisk tragikomedie om kuldsejlede eksistenser i det høje nord.
Som Kaurismäki så ordknapt antyder, er historien i "Drifting Clouds" såre enkel, men desværre alt for aktuel i vestens opløste velfærdssamfund: Hovedpersonerne Ilona og hendes mand Lauri bliver begge med kort tids mellemrum verfet ud af det arbejdsmarked, der indtil da sikrede dem et livsindhold. Da de ikke længere er helt så unge som ønskeligt (læs : omkring 40) må de gang på gang stå model til ydmygelser i deres utrættelige, men udsigtsløse jobjagt, og langsomt æder ulykken sig ind i deres forhold. Men en skønne dag tilsmiler lykkens gud-inde, inkarneret i en smuk og rig ældre kvinde, dem alligevel. Meget mere er der ikke at sige om handlingen, der som altid hos Kaurismäki højst kan have fyldt et par A4-sider.
Fuldblods Kaurismäki
"Drifting Clouds" er, som man sikkert allerede fornemmer, umiskendeligt et Kaurismäki værk. Den føjer sig tematisk og stilmæssigt naturligt ind efter senfirsernes såkaldte "taber-trilogi" ("Skygger i Paradis", "Ariel", og "Pigen fra tændstikfabrikken"). Vi befinder os i det samme skæve univers befolket af mutte stenansigter, som hvirvles rundt af skæbnens kastevinde uden at kny. Vi genkender Kaurismäkis vartegn, bl.a. i den fåmælte finske tristesse skildret med nøgternt registrerende, blåfrossen ironi, ligesom "Drifting Clouds" er typisk i det særlige blandingsforhold mellem hverdagsgrå tragedie og tilbageholdt komedie, som ingen idag kan gøre Kaurismäki efter. Igen er det lykkedes Kaurismäki at dosere sin deadpan, og komplet u-melodramatiske, tragedie til en knastør bedemandsagtig komik i det helt rigtige forhold.
"Drifting Clouds" er med andre ord endnu en vellykket minimalistisk film bygget af de små hændelsers dramaturgi og de særdeles uglamourøse skuespilleres absurde tilbageholdenhed i udtryk.
De få ords mester
En historie om arbejdsløshed og generel mismod, der ovenikøbet er iscenesat af en filmfortællende asket. Tristesse, forarmelse,umeddelsomme stenansigter.
Hvorfor overhovedet give det en chance?
Selv når man ser bort fra de andre kort omtalte kvaliteter er "Drifting Clouds" et biografbesøg værd alene for sin fantastisk skarpe dialog. Og med skarp menes ikke skarp som i verbalt tunede amerikanske komedier, men skarp som den ekstremt hvæssede, nødtørftige sætning på omkring 4-5 ord Kaurismäki er en mester i at skabe ordvekslinger med.
Faktisk har kun Jim Jarmusch og til dels Hal Hartley i det sidste årti været i nærheden af Kaurismäkis suverænt turnerede minimums-dialog. Han formår at fremelske et sprog så nøgternt, så strengt konstaterende (næsten som er det madopskrifter skuespillerne læser op), at det er på højde med den bedste absurde dialogkunst. Lægger man dertil hans usædvanligt asketiske billedbehandling forstår man hvorfor luften i "Drifting Clouds" indimellem synes at dirre af det ikke-sagtes komik.
The Blues
Selv om der da helt givet rumsterer sociale pointer i "Drifting Clouds" så læner den sig egentlig mere op ad filmisk blues end ad traditionel polemisk social-realisme. Kaurismäkis stil er nemlig tættere beslægtet med den type af sørg-munter blues, hvor alskens ulykker og skæbnens ubønhørlige angreb beskrives. Sådanne bluesnumre ender i deres opremsning af katastrofens katalog ofte i en sammenbidt ironi, en trodsig humor, og det netop i kraft af ulykkernes uhyrlige antal. Det samme gør sig gældende i "Drifting Clouds". En ulykke kommer som bekendt sjældendt alene. Hos Kaurismäki kommer de i klumper - og det er faktisk sjovt. Og så ender det hele jo iøvrigt lykkeligt.
Som Kaurismäki så ordknapt antyder, er historien i "Drifting Clouds" såre enkel, men desværre alt for aktuel i vestens opløste velfærdssamfund: Hovedpersonerne Ilona og hendes mand Lauri bliver begge med kort tids mellemrum verfet ud af det arbejdsmarked, der indtil da sikrede dem et livsindhold. Da de ikke længere er helt så unge som ønskeligt (læs : omkring 40) må de gang på gang stå model til ydmygelser i deres utrættelige, men udsigtsløse jobjagt, og langsomt æder ulykken sig ind i deres forhold. Men en skønne dag tilsmiler lykkens gud-inde, inkarneret i en smuk og rig ældre kvinde, dem alligevel. Meget mere er der ikke at sige om handlingen, der som altid hos Kaurismäki højst kan have fyldt et par A4-sider.
Fuldblods Kaurismäki
"Drifting Clouds" er, som man sikkert allerede fornemmer, umiskendeligt et Kaurismäki værk. Den føjer sig tematisk og stilmæssigt naturligt ind efter senfirsernes såkaldte "taber-trilogi" ("Skygger i Paradis", "Ariel", og "Pigen fra tændstikfabrikken"). Vi befinder os i det samme skæve univers befolket af mutte stenansigter, som hvirvles rundt af skæbnens kastevinde uden at kny. Vi genkender Kaurismäkis vartegn, bl.a. i den fåmælte finske tristesse skildret med nøgternt registrerende, blåfrossen ironi, ligesom "Drifting Clouds" er typisk i det særlige blandingsforhold mellem hverdagsgrå tragedie og tilbageholdt komedie, som ingen idag kan gøre Kaurismäki efter. Igen er det lykkedes Kaurismäki at dosere sin deadpan, og komplet u-melodramatiske, tragedie til en knastør bedemandsagtig komik i det helt rigtige forhold.
"Drifting Clouds" er med andre ord endnu en vellykket minimalistisk film bygget af de små hændelsers dramaturgi og de særdeles uglamourøse skuespilleres absurde tilbageholdenhed i udtryk.
De få ords mester
En historie om arbejdsløshed og generel mismod, der ovenikøbet er iscenesat af en filmfortællende asket. Tristesse, forarmelse,umeddelsomme stenansigter.
Hvorfor overhovedet give det en chance?
Selv når man ser bort fra de andre kort omtalte kvaliteter er "Drifting Clouds" et biografbesøg værd alene for sin fantastisk skarpe dialog. Og med skarp menes ikke skarp som i verbalt tunede amerikanske komedier, men skarp som den ekstremt hvæssede, nødtørftige sætning på omkring 4-5 ord Kaurismäki er en mester i at skabe ordvekslinger med.
Faktisk har kun Jim Jarmusch og til dels Hal Hartley i det sidste årti været i nærheden af Kaurismäkis suverænt turnerede minimums-dialog. Han formår at fremelske et sprog så nøgternt, så strengt konstaterende (næsten som er det madopskrifter skuespillerne læser op), at det er på højde med den bedste absurde dialogkunst. Lægger man dertil hans usædvanligt asketiske billedbehandling forstår man hvorfor luften i "Drifting Clouds" indimellem synes at dirre af det ikke-sagtes komik.
The Blues
Selv om der da helt givet rumsterer sociale pointer i "Drifting Clouds" så læner den sig egentlig mere op ad filmisk blues end ad traditionel polemisk social-realisme. Kaurismäkis stil er nemlig tættere beslægtet med den type af sørg-munter blues, hvor alskens ulykker og skæbnens ubønhørlige angreb beskrives. Sådanne bluesnumre ender i deres opremsning af katastrofens katalog ofte i en sammenbidt ironi, en trodsig humor, og det netop i kraft af ulykkernes uhyrlige antal. Det samme gør sig gældende i "Drifting Clouds". En ulykke kommer som bekendt sjældendt alene. Hos Kaurismäki kommer de i klumper - og det er faktisk sjovt. Og så ender det hele jo iøvrigt lykkeligt.
19/11-2018