alvorlig og rammende
4.0
Den ikke synderlig produktive instruktør Mike Hodges’ seneste film minder tematisk set uhyggeligt meget om hans debutfilm (Get Carter med Michael Caine fra ’71), hvor personlig hævn også var hovedpersonens agenda. I’ll Sleep When I’m Dead er en afdæmpet og psykologisk troværdig, men også hårdkogt og kompromisløs britisk film, der med sin naturalistiske visuelle stil øger følelsen af deprimerende realisme.
Indledningen er virkelig sublim og fængende, hvor der filosoferes stille over tab og værdsættelse. Slutsekvensen, som er den samme, viser dog, at monologen langtfra er så ’romantisk’ som først antaget. Efter den kapitalistiske broders død har hovedpersonen fortrængt nogle af de dårlige sider, som den indirekte gerningsmand har pointeret (dog på dybt menneskefjendsk og barbarisk vis), hvorved hovedpersonen alligevel bevidst blander sig i mængden af idealiserende efterladte. Enhver håb om befrielse fra fortidens synder er forsvundet, og han forsvinder i det samme selvdestruktive spor, som fortiden bød på. Alle der hadede Clive Owens dilettantiske spil i Fuquas semi-flop af en storfilm King Arthur (hvor jeg var iblandt dem), kommer virkelig til at værdsætte hans præstation i I’ll Sleep When I’m Dead, hvor han spiller rollen som den plagede og selvindbildte barmhjertige helt med tilpas nedtonet følelsesmæssigt styrke. På trods af, at Owen er gået i ’voldscølibat’, så nyder han hemmeligt at vende tilbage. Han kan ikke føle retfærdig ved tanken om, at gerningsmanden vil komme til at se sig over skulderen resten af sit liv, hvorved han utvivlsomt vil blive til et paranoidt nervevrag. Owen finder kun midlertidig forløsning igennem hans egen selvtægt, hvor det handler om øje for øje. Hodges bifalder tydeligvis ikke Owens handlinger, og det er netop pointen med hans film. Publikum har dog ingen mulighed for stillingtagen, da Owens psykiske straf i filmen præsenteres så åbenlyst.
På trods af enkelte tabubelagte og kontroversielle elementer, så er I’ll Sleep When I’m Dead en ganske konventionel (om end konstant plausibel) film om den selverklærede hævner (der dog må revurdere hans opfattelse af broderen). Forskellen fra mange af de andre (samlebånds) selvtægtsfilm ligger i den subtile og gennemførte personbeskrivelse og den indre dramatik, der medfører en ydre spænding. Det er en stille, men stærk film, hvor den atypiske slutning på superb vis vender hele filmens omdrejningspunkt. Ikke en fornøjelse at se, men alligevel (lettere deprimerende) udbytterig.
Indledningen er virkelig sublim og fængende, hvor der filosoferes stille over tab og værdsættelse. Slutsekvensen, som er den samme, viser dog, at monologen langtfra er så ’romantisk’ som først antaget. Efter den kapitalistiske broders død har hovedpersonen fortrængt nogle af de dårlige sider, som den indirekte gerningsmand har pointeret (dog på dybt menneskefjendsk og barbarisk vis), hvorved hovedpersonen alligevel bevidst blander sig i mængden af idealiserende efterladte. Enhver håb om befrielse fra fortidens synder er forsvundet, og han forsvinder i det samme selvdestruktive spor, som fortiden bød på. Alle der hadede Clive Owens dilettantiske spil i Fuquas semi-flop af en storfilm King Arthur (hvor jeg var iblandt dem), kommer virkelig til at værdsætte hans præstation i I’ll Sleep When I’m Dead, hvor han spiller rollen som den plagede og selvindbildte barmhjertige helt med tilpas nedtonet følelsesmæssigt styrke. På trods af, at Owen er gået i ’voldscølibat’, så nyder han hemmeligt at vende tilbage. Han kan ikke føle retfærdig ved tanken om, at gerningsmanden vil komme til at se sig over skulderen resten af sit liv, hvorved han utvivlsomt vil blive til et paranoidt nervevrag. Owen finder kun midlertidig forløsning igennem hans egen selvtægt, hvor det handler om øje for øje. Hodges bifalder tydeligvis ikke Owens handlinger, og det er netop pointen med hans film. Publikum har dog ingen mulighed for stillingtagen, da Owens psykiske straf i filmen præsenteres så åbenlyst.
På trods af enkelte tabubelagte og kontroversielle elementer, så er I’ll Sleep When I’m Dead en ganske konventionel (om end konstant plausibel) film om den selverklærede hævner (der dog må revurdere hans opfattelse af broderen). Forskellen fra mange af de andre (samlebånds) selvtægtsfilm ligger i den subtile og gennemførte personbeskrivelse og den indre dramatik, der medfører en ydre spænding. Det er en stille, men stærk film, hvor den atypiske slutning på superb vis vender hele filmens omdrejningspunkt. Ikke en fornøjelse at se, men alligevel (lettere deprimerende) udbytterig.
09/11-2004
