Totalt Hysterisk
2.0
To børn (Fanning, Breslin) er alene hjemme og har fået strenge ordrer på at opføre sig ordentligt. Ind kommer katten i hatten (Myers) og så er fanden løs.
Denne filmatisering af Dr. Seuss i USA berømte børnebog, der blev skrevet for at lære børn at læse, er nok så larmende hysterisk og kunstig som de kommer. Filmen er ganske enkelt hovedpinefremkaldende så det vil noget, men er også et typisk eksempel på den amerikanske børnefilm, hvor det ofte går ud på at skrige, ødelægge og larme mest muligt og så pådutte en morale til slut.
Den slår sågar den forrige filmatisering af en bog af Dr. Suess, ”How The Grinch Stole Christmas” med Jim Carrey i hovedrollen, i overeksponeret indfald og pinligt overspil.
Scenografisk er den med sit forlorne univers gennemført, det må man lade den, men kønt er det absolut ikke, det er så smagsløst som sjældent set. Det skal sandsynligt forstille at være hyggeligt at se på, men det er nærmere uhyggeligt, særligt de to meget irriterende og efter min mening skræmmende ”Thing one” og ”Thing two” ligner noget man kunne forestille sig at se i en rigtig klam gyser (hvis jeg var barn, ville de sku give mig mareridt :o).
Filmen er fra starten sådan lidt overspændt, man fornemmer hurtigt hvor det bærer hen. Når så først Myers kommer på banen som katten i hatten, så går filmen fuldkommen amok, indfaldene træder hinanden over tæerne for at komme til, tempoet er ofte hæsblæsende og spektaklet når uanede højder.
Desværre kan intet af det siges at være særligt morsomt, hverken for børn eller voksne (ja jeg vil næsten fraråde folk der lider af epilepsi at se den, for jeg ville godt nok være bange for at den kunne udløse et anfald).
Denne filmatisering af Dr. Seuss i USA berømte børnebog, der blev skrevet for at lære børn at læse, er nok så larmende hysterisk og kunstig som de kommer. Filmen er ganske enkelt hovedpinefremkaldende så det vil noget, men er også et typisk eksempel på den amerikanske børnefilm, hvor det ofte går ud på at skrige, ødelægge og larme mest muligt og så pådutte en morale til slut.
Den slår sågar den forrige filmatisering af en bog af Dr. Suess, ”How The Grinch Stole Christmas” med Jim Carrey i hovedrollen, i overeksponeret indfald og pinligt overspil.
Scenografisk er den med sit forlorne univers gennemført, det må man lade den, men kønt er det absolut ikke, det er så smagsløst som sjældent set. Det skal sandsynligt forstille at være hyggeligt at se på, men det er nærmere uhyggeligt, særligt de to meget irriterende og efter min mening skræmmende ”Thing one” og ”Thing two” ligner noget man kunne forestille sig at se i en rigtig klam gyser (hvis jeg var barn, ville de sku give mig mareridt :o).
Filmen er fra starten sådan lidt overspændt, man fornemmer hurtigt hvor det bærer hen. Når så først Myers kommer på banen som katten i hatten, så går filmen fuldkommen amok, indfaldene træder hinanden over tæerne for at komme til, tempoet er ofte hæsblæsende og spektaklet når uanede højder.
Desværre kan intet af det siges at være særligt morsomt, hverken for børn eller voksne (ja jeg vil næsten fraråde folk der lider af epilepsi at se den, for jeg ville godt nok være bange for at den kunne udløse et anfald).
10/11-2004
