den vigtige Moore
4.0
Dokumentaristen Michael Moore ligger ikke skjul på intentionen med hans seneste film, Fahrenheit 9/11; George W. Bush skal ikke genvælges til præsident, og man ikke bebrejde Moores opfattelse. Desværre, tangerende til det tragiske, valgte over halvdelen af den amerikanske befolkning at genindføre Bush de næste fire år. De valgte den sympatiske mand, der forstod sig på overdramatiske talepauser og ydmygende appeal til gennemsnitsborgeren, og ikke en skid om næstekærlig politik, i stedet for den åbenlyst intelligente og politisk bevidste, men også lidt for formelle John Kerry, der ikke råbte himmelhøjt på krig. Moores dokumentarfilm om Bush’s inkompetence og selvcentrering havde derfor ikke den signifikante indflydelse på vælgernes stemmevalg, som mange havde forudsagt, men derved ikke sagt, at Moores anstrengelser og engagement ikke har affødt andre positive resultater, for det er en fremragende og rystende virkelighedsfortælling om menneskets umenneskelige ligegyldighed overfor andre.
Moores forrige Bowling for Columbine, der var en chokerende oplevelse med dens sprængfarlige kombination af satirisk humor og menneskers dobbeltmoralske opførsel, var med til at sætte fokus på dokumentarfilmene, der i det sidste lange stykke tid ellers ikke har fået den retsmæssige opmærksomhed. Fahrenheit 9/11 er med dens uventede kæmpesucces med til at cementere dokumentarfilmene som en seriøs og betydningsfuld genre, dermed sagt, at masserne ikke kun kan kapere de eskapistiske fiktionsfilm, men også en sandfærdig fremstilling af virkeligheden. Så sandfærdig, som det nu kan blive, da objektivitet er en umulighed, især ved medierne.
Fahrenheit 9/11 er en kontroversiel film, som de store studier ikke ville røre med en ildtang. Dens kritik af en (yderst) højtstående person er ucensureret, højlydt og ekstrem, ja, kritisk. Efter at have læst Moores seneste to bøger, mener jeg, at han langsomt glider væk fra de faktuelle facts og sammensætter virkeligheden efter behov for at ytre hans korrekte mening. Derved frygtede jeg også, at denne film ville indeholde disse manipulerende ingredienser (som kun meget få steder sås i Bowling…), som Fahrenheit 9/11 da også flere steder er blevet kritiseret for. Jeg blev dog positiv overrasket, da Moore ikke behøver bruge disse filmiske virkemidler, for at få Bush til at fremstå som ueffektivt og decideret infantil. Det klarer Bush fint selv. Moore er trådt mere i baggrunden og høres nærmest kun igennem den (må man sige) fængende voice-over. Derved er hans respektløse fremtoning ikke til stede, hvorved præsentationerne ikke bliver nær så menneskelige og rammende, som før set i hans film. Moore er dog stadig hverdagspersonen, bare langt mere intelligent og handlekraftig end alle os andre passive brikker.
Især i filmens første halvdel er der for mange spekulationer over Moores film, til at det bliver uforglemmeligt rystende. Scener, som når Bush sidder og modtager oplysningen om 9/11, og han sidder tilbage med et tomt blik og læser videre med børnene, står stærkt nok uden Moores sammensværgelsesteorier konstant hængende over publikums hoved. Det bliver for postulerende. Bush’s virkelighedsfjerne og handlingslammede opførsel er nok til, at Moores budskab om inkompetence rammer tilskueren.
I takt med Moores ambitiøse mål, er humoren også helt forsvundet. Den ses kun en gang, hvor Moore kører rundt i en isbil og oplyser kongresmedlemmer om indholdet af en lov, som de godtog uden at have læst den. Selvfølgelig ville humor være malplaceret når det omhandler så vigtige ting som krig og død, men det skulle den jo så også have været i Bowling… så. Der blev den dog anvendt som understøttelse af Moores argumenter og budskab og ikke som befriende pauser. Fahrenheit 9/11 besidder dog op til flere gennemførte genialiteter, som ryster publikum. Det er den sarkastiske, som når Britney Spears, ungdomsforbillede og skandaleombrust, sidder og videresender hendes mening om, at Amerika burde stole på den præsident, som de selv har valgt ind. Mesterligt, Moore. Genialt! Ubehageligt og direkte kvalmefrembringende bliver det dog, når Moore akkompagnerer udpenslede krigsbilleder med Bloodhound Gangs Fire Water Burn, som soldaterne bruger til at klargøre sig mentalt til kamp. Det er i filmens sidste halvdel, at Moore rammer plet. Hvor hans sammensværgelsesteorier og beskyldninger træder tilbage og billederne kommer til at tale deres eget sprog. Det er virkeligheden, tragisk, nærmest umenneskeligt, men vigtigt at blive oplyst om. Specielt rystende er ’sidehistorien’ om den idealistiske mor, der ’opvækkes’ efter hendes søns død. Som publikum forfærdes man over tabets følelsesmæssige slagkraft mod moderen og resten af familien. Og det er bare en død ud af utallige.
Jeg forstår stadig ikke, at den amerikanske befolkning har valgt Bush som præsident. Igen!?! Den sunde fornuft viger for ønsket om en god, men hamrende overfladisk taler. Moore har tabt slaget, men han vil utvivlsomt komme tilbage, og vi vil stå ved hans side. Ja ja, ved godt det lyder hamrende prætentiøst, but that’s the way I feel.
Moores forrige Bowling for Columbine, der var en chokerende oplevelse med dens sprængfarlige kombination af satirisk humor og menneskers dobbeltmoralske opførsel, var med til at sætte fokus på dokumentarfilmene, der i det sidste lange stykke tid ellers ikke har fået den retsmæssige opmærksomhed. Fahrenheit 9/11 er med dens uventede kæmpesucces med til at cementere dokumentarfilmene som en seriøs og betydningsfuld genre, dermed sagt, at masserne ikke kun kan kapere de eskapistiske fiktionsfilm, men også en sandfærdig fremstilling af virkeligheden. Så sandfærdig, som det nu kan blive, da objektivitet er en umulighed, især ved medierne.
Fahrenheit 9/11 er en kontroversiel film, som de store studier ikke ville røre med en ildtang. Dens kritik af en (yderst) højtstående person er ucensureret, højlydt og ekstrem, ja, kritisk. Efter at have læst Moores seneste to bøger, mener jeg, at han langsomt glider væk fra de faktuelle facts og sammensætter virkeligheden efter behov for at ytre hans korrekte mening. Derved frygtede jeg også, at denne film ville indeholde disse manipulerende ingredienser (som kun meget få steder sås i Bowling…), som Fahrenheit 9/11 da også flere steder er blevet kritiseret for. Jeg blev dog positiv overrasket, da Moore ikke behøver bruge disse filmiske virkemidler, for at få Bush til at fremstå som ueffektivt og decideret infantil. Det klarer Bush fint selv. Moore er trådt mere i baggrunden og høres nærmest kun igennem den (må man sige) fængende voice-over. Derved er hans respektløse fremtoning ikke til stede, hvorved præsentationerne ikke bliver nær så menneskelige og rammende, som før set i hans film. Moore er dog stadig hverdagspersonen, bare langt mere intelligent og handlekraftig end alle os andre passive brikker.
Især i filmens første halvdel er der for mange spekulationer over Moores film, til at det bliver uforglemmeligt rystende. Scener, som når Bush sidder og modtager oplysningen om 9/11, og han sidder tilbage med et tomt blik og læser videre med børnene, står stærkt nok uden Moores sammensværgelsesteorier konstant hængende over publikums hoved. Det bliver for postulerende. Bush’s virkelighedsfjerne og handlingslammede opførsel er nok til, at Moores budskab om inkompetence rammer tilskueren.
I takt med Moores ambitiøse mål, er humoren også helt forsvundet. Den ses kun en gang, hvor Moore kører rundt i en isbil og oplyser kongresmedlemmer om indholdet af en lov, som de godtog uden at have læst den. Selvfølgelig ville humor være malplaceret når det omhandler så vigtige ting som krig og død, men det skulle den jo så også have været i Bowling… så. Der blev den dog anvendt som understøttelse af Moores argumenter og budskab og ikke som befriende pauser. Fahrenheit 9/11 besidder dog op til flere gennemførte genialiteter, som ryster publikum. Det er den sarkastiske, som når Britney Spears, ungdomsforbillede og skandaleombrust, sidder og videresender hendes mening om, at Amerika burde stole på den præsident, som de selv har valgt ind. Mesterligt, Moore. Genialt! Ubehageligt og direkte kvalmefrembringende bliver det dog, når Moore akkompagnerer udpenslede krigsbilleder med Bloodhound Gangs Fire Water Burn, som soldaterne bruger til at klargøre sig mentalt til kamp. Det er i filmens sidste halvdel, at Moore rammer plet. Hvor hans sammensværgelsesteorier og beskyldninger træder tilbage og billederne kommer til at tale deres eget sprog. Det er virkeligheden, tragisk, nærmest umenneskeligt, men vigtigt at blive oplyst om. Specielt rystende er ’sidehistorien’ om den idealistiske mor, der ’opvækkes’ efter hendes søns død. Som publikum forfærdes man over tabets følelsesmæssige slagkraft mod moderen og resten af familien. Og det er bare en død ud af utallige.
Jeg forstår stadig ikke, at den amerikanske befolkning har valgt Bush som præsident. Igen!?! Den sunde fornuft viger for ønsket om en god, men hamrende overfladisk taler. Moore har tabt slaget, men han vil utvivlsomt komme tilbage, og vi vil stå ved hans side. Ja ja, ved godt det lyder hamrende prætentiøst, but that’s the way I feel.
11/11-2004
