en sand fornøjelse
4.0
Jeg har aldrig været en indædt fan af de notoriske Coen-brødrenes værker. Dermed ikke sagt, at jeg ikke nyder deres arbejde, for det gør jeg skam, og jeg kan også sagtens se, hvorfor de to brødre betragtes som nogle af de mest originale filmskabere i historien, men jeg har aldrig rigtig dyrket dem og fuldt ud værdsat deres excentriske, men yderst sofistikerede univers. Deres forrige film, den meget mainstreamprægede (men naturligvis med en skarp Coen kant) Intolerable Cruelty med en fantastisk veloplagt George Clooney, overvurderede jeg ved gensyn, mens jeg har skamløst undervurderet deres sande mesterværker som eksempelvis O Brother, Where Art Thou, The Big Lebowski og ikke mindst Fargo. Coen-fans viser tegn på bekymring for instruktørernes originalitet, da Intolerable Cruelty var baseret på andres manuskript, og The Ladykillers er en (til dels, da det eneste gengangerpunkt er rammehistorien) genindspilning af en film af samme navn fra 1955 med Alec Guiness. Om bekymringen er berettiget, ville jeg nu ikke mene, da Coen-brødrene tilsyneladende bare har brug for en pause fra de originale og nyskabende film. Men sikke et frikvarter, de har taget sig med The Ladykillers!
I fare for at bevæge mig ud på overdrevet, så er denne film en eksistentialistisk komedie med religiøse over- og undertoner. Det er jo nærmest talt bare en naturlig videreudvikling for brødrene, der her udforsker de fundamentalistiske aspekter i kristendommen. Efter 10 minutter sad jeg med en kæphøj følelse af at have gættet hele filmens bagvedliggende handlingsforløb. Kristendommen handler om fortrydelse (måske affødt af omvendelse) og tilgivelse. Da Tom Hanks’ karakter første gang præsenteres, tvinges han til at kravle op i et træ efter en kat. Undervejs ytrer han ord om ensomhed, noget som den dybt religiøse husejer præges af. På en lidt uortodoks måde redder han katten fra ’den ensomme gren’, og jeg var sikker på, at den scene repræsenterede store dele af handlingen. Hanks ville redde Irma P. Halls karakter fra ensomheden, og hun ville til gengæld få ham til at revurdere hans forbrydermorale. Men jeg glemte jo at tage i betragtning, at dette er en Coen-film, og uforudsigeligheden er i førersædet.
En samlet verdensopfattelse sker ikke for personerne, hellere ej tilgivelse for deres synder, hvoraf man flygtigt kan nævne tilbedelsen af materialismen (historien om Moses citeres), selve forbryderakten, mord (delvist ufrivillige), kvindenedværdigelse, osv. Tanker henledes bevidst fra instruktørernes side til kristendommen og renæssancen, men de er misledende, og derfor bliver The Ladykillers også meget mere pikant, seværdig og underholdende, når overraskelserne træder ind.
Coen-brødrenes kendte (og elskede) misantropiske touch kommer til syne, da alle forbryderne på den ene eller anden måde dør. Mest morsom er det nok med Hanks’ karakter (med det meget sigende navn Goldthwait) der igennem egen intellektuelle selvophøjelse mister livet på grund af en kraves opholdssted. Uventet, decideret brutalt, men også uundgåeligt i Coens univers. Affaldsøen symboliserer (ret smukt, faktisk) det synlige, om end uopnåelige, her i form af de 1.6 millioner dollars. Alle de indblandede i røveriet ender derude, bare ikke med livet i behold. Sort humor i verdensklasse.
Tom Hanks vender tilbage til en decideret komedierolle, og hvor er han dog velspillende! Velartikuleret med en nærmest symbolsk dialog (hvorved associationer til Clooneys karakter i O Brother er uundgåeligt), leflende, manipulerende og gennemgående usympatisk med moralsk forkastelige, om end oprigtige motiver. De mange ticks og enkelte gestus portrætterer Hanks mesterligt og han er fantastisk i den altdominerende hovedrolle. Han bakkes dog også rigtig godt op af de velskrevne og gennemførte biroller, hvor Coen-brødrene har begået små genistreger med karakterintroduktionen. Især den tumpede og uintelligente football-spillers introduktion er skideskæg, virtuost optaget fra point of view, der nok skal få filmfans til at savle. Marlon Wayans får de bedste og mest respektløse replikker, og han serverer dem med perfekt komisk timing, mens J.K. Simmons endnu engang er ubetalelig morsom i en fremtræden birolle. Irma P. Hall skal også have ros for hendes præstation som den farvede, retskafne dame, der ender som misforstået, men sand donerer (til et universitet, der ikke ville blande racer på skolen før 1990. Coens humor er uovertruffen).
Roger Deakins brillerer endnu engang med et nærmest perfektibel øje for detaljerne, og The Ladykillers er en visuel nydelse af de sjældne, hvor Deakins’ tvetydige fotografering både forbløffer og fornøjer en. Endnu engang er musikken fra Carter Burwell også utrolig velvalgt, hvor de mange overlapninger er seriøs gåsehudsfremkaldende. The Ladykillers vil ikke stå blandt Coen-brødrenes bedste, til det er ambitionerne for lave og grebet om historien for løst. Som uforpligtende underholdning er den dog absolut fremragende, hylende morsom og atypisk makaber. Meget tæt på de 5 stjerner.
I fare for at bevæge mig ud på overdrevet, så er denne film en eksistentialistisk komedie med religiøse over- og undertoner. Det er jo nærmest talt bare en naturlig videreudvikling for brødrene, der her udforsker de fundamentalistiske aspekter i kristendommen. Efter 10 minutter sad jeg med en kæphøj følelse af at have gættet hele filmens bagvedliggende handlingsforløb. Kristendommen handler om fortrydelse (måske affødt af omvendelse) og tilgivelse. Da Tom Hanks’ karakter første gang præsenteres, tvinges han til at kravle op i et træ efter en kat. Undervejs ytrer han ord om ensomhed, noget som den dybt religiøse husejer præges af. På en lidt uortodoks måde redder han katten fra ’den ensomme gren’, og jeg var sikker på, at den scene repræsenterede store dele af handlingen. Hanks ville redde Irma P. Halls karakter fra ensomheden, og hun ville til gengæld få ham til at revurdere hans forbrydermorale. Men jeg glemte jo at tage i betragtning, at dette er en Coen-film, og uforudsigeligheden er i førersædet.
En samlet verdensopfattelse sker ikke for personerne, hellere ej tilgivelse for deres synder, hvoraf man flygtigt kan nævne tilbedelsen af materialismen (historien om Moses citeres), selve forbryderakten, mord (delvist ufrivillige), kvindenedværdigelse, osv. Tanker henledes bevidst fra instruktørernes side til kristendommen og renæssancen, men de er misledende, og derfor bliver The Ladykillers også meget mere pikant, seværdig og underholdende, når overraskelserne træder ind.
Coen-brødrenes kendte (og elskede) misantropiske touch kommer til syne, da alle forbryderne på den ene eller anden måde dør. Mest morsom er det nok med Hanks’ karakter (med det meget sigende navn Goldthwait) der igennem egen intellektuelle selvophøjelse mister livet på grund af en kraves opholdssted. Uventet, decideret brutalt, men også uundgåeligt i Coens univers. Affaldsøen symboliserer (ret smukt, faktisk) det synlige, om end uopnåelige, her i form af de 1.6 millioner dollars. Alle de indblandede i røveriet ender derude, bare ikke med livet i behold. Sort humor i verdensklasse.
Tom Hanks vender tilbage til en decideret komedierolle, og hvor er han dog velspillende! Velartikuleret med en nærmest symbolsk dialog (hvorved associationer til Clooneys karakter i O Brother er uundgåeligt), leflende, manipulerende og gennemgående usympatisk med moralsk forkastelige, om end oprigtige motiver. De mange ticks og enkelte gestus portrætterer Hanks mesterligt og han er fantastisk i den altdominerende hovedrolle. Han bakkes dog også rigtig godt op af de velskrevne og gennemførte biroller, hvor Coen-brødrene har begået små genistreger med karakterintroduktionen. Især den tumpede og uintelligente football-spillers introduktion er skideskæg, virtuost optaget fra point of view, der nok skal få filmfans til at savle. Marlon Wayans får de bedste og mest respektløse replikker, og han serverer dem med perfekt komisk timing, mens J.K. Simmons endnu engang er ubetalelig morsom i en fremtræden birolle. Irma P. Hall skal også have ros for hendes præstation som den farvede, retskafne dame, der ender som misforstået, men sand donerer (til et universitet, der ikke ville blande racer på skolen før 1990. Coens humor er uovertruffen).
Roger Deakins brillerer endnu engang med et nærmest perfektibel øje for detaljerne, og The Ladykillers er en visuel nydelse af de sjældne, hvor Deakins’ tvetydige fotografering både forbløffer og fornøjer en. Endnu engang er musikken fra Carter Burwell også utrolig velvalgt, hvor de mange overlapninger er seriøs gåsehudsfremkaldende. The Ladykillers vil ikke stå blandt Coen-brødrenes bedste, til det er ambitionerne for lave og grebet om historien for løst. Som uforpligtende underholdning er den dog absolut fremragende, hylende morsom og atypisk makaber. Meget tæt på de 5 stjerner.
12/11-2004
