Utroligt dækker det ikke

Endnu engang er en ny film fra Pixar dukket op. Endnu engang har vi ventet med spænding på, hvad de nu kunne finde på, mens vi til stadighed har sat forventningerne op, og endnu engang sad jeg i sekunderne før filmen begyndte og frygtede, at denne gang ville det blive en slem skuffelse, for det er snart sagt umulight for Pixar at skulle leve op til forventningerne til deres film.

Men ganske som figurer-galleriet i denne film, så har Pixar sin helt egen styrke, der nok ligger i, at de aldrig stiller sig tilfredse med at dvæle på tidligere triumfers laurbær - hver gang fortælles der en helt ny historie med helt nye figurer og helt nye ideer. Bevares, jeg ved godt at Toy Story 2 var en undtagelse, men her mener jeg faktisk, at der var tale om omtrent den bedste fortsættlese nogensinde, for den var efter min mening bedre end sin forgænger.

Men bortset fra det, så er historierne og personerne i Pixars film altid nye, og på den måde kan de åbenbart helt naturligt forandre deres stil med enhver ny film de kaster i hovedet på os. Og jeg mener hovedet, for det er der de bliver!

I "The Incredibles" følger vi et par superhelte efter de har slået sig ned oven på den klassiske "happy end". Helten og heltinden har fået hinanden, er blevet gift, og har lagt alt superhelte-pjattet bag sig... sådan da. For at være superhelt er jo et kald, og det er åbenbart ikke let at lade være med at besvare det.

Det lykkes nu udemærket her, fordi superheltene slet og ret er blevet forbudt ved lov. For hvad bilder heltene sig ind med at redde selvmordere fra døden bare for at høste ære og berømmelse? Disse selvglade personer tænker jo slet ikke på, hvilket frygtligt liv de dermed tvinger selvmorderen til, når hans selvværd nu helt er ødelagt, da han jo end ikke kunne gøre en ende på sig selv... Og hvor vover de at redde folk fra at dø i togulykker, når disse kun opstår fordi superskurkene forårsagede dem, mens de skulle lege med de såkaldte "helte"? Tænker disse personer slet ikke på konsekvenserne af deres handlinger for andre mennesker, der skal lide under deres uhæmmede jagt på berømmelse og beundring, som de forventer vi andre almindelige mennnesker forguder dem med? Næ, det kan vi skam ikke have, så superheltene må gemme sig i et program, der ligner vidnebeskyttelse, mens de undertrykker deres kræfter i ligeværdighedens hellige navn - for hvis vi ikke alle kan være helte, så kan vi alle være almindelige (læs: skavt), og hvorfor skulle superheltene ikke kunne stille sig tilfredse med tilværelser som dem, alle vi andre lever? Hvis de ikke kan det, så er det da dem, der er noget galt med!

Så væk med superheltene. Superman kan rejse hjem til Krypton (det er jo ikke vores fejl, den sprang i luften, hvilket forresten ikke siger noget godt om Superman - en helt der kommer fra et folk, der sprang deres egen planet i luften? Ja, det er sandelig en helt vi med sindsro kan lægge vores liv i hænderne på...), Spider-Man har spundet sidste net og kan smide masken helt væk (han var faktisk på rette spor i den seneste film), og Batman kan hænge kappen på knagerækken og nyde rigmandslivet. Slut med superheltene!

Det er dog ikke helt så let for dem alle, at lægge superheltelivet på hylden. Mr. Incredible har det i hvert fald svært i rollen som almindelig familiefar og lønslave. Han elsker sin kone (superheltinden Elastigirl - nå nej, det er hun jo ikke mere, bare glem det...), men han føler sig yderst begrænset i sin tilværelse, mens han slås med et utilfredsstillende job, overvægten, og det svære samliv kaldet ægteskabet og familien... Som det ikke var slemt nok, så har parrets børn også fået superkræfter, som skal undertrykkes og underkues for enhver pris, og livet som forudsigelig dødelig er som en tikkende bombe...

Det eneste afløb Mr. Incredible har, er når han "spiller bowling" med en gammel kammerat, der bestemt ikke er superhelten Frozone (mere). Sammen tager afsted hver onsdag for hygge sig, mens de slet ikke aflytter politiradioen eller redder folk fra brande og ulykker - for det ville jo være ulovligt...

Ironien er tyk i "The Incredibles". Filmen har ikke helt lige så mange skøre og sjove sekvenser som flere af Pixars tidligere film, men den er morsom nok, og det er en langt bedre film med en langt dybere mening. Undertrykkelsen af superheltene rettes som et sigtekorn mod småborgerlighedens selvtilfredshed, hvor det at være "anderledes" opfattes som suspekt og mistænkeligt. Filmen moraliserer ikke, men den utrykker uden tvetydighed sin afsky overfor forudsigeligheden og den "almindelighed", hvor alle mennesker med djævelens vold og magt skal være perfekt lige helt ned til den mindste detalje i millimeterdemokratiets hellige navn. For dem der gider kigge efter er der også et par bredsider til den laveste fællesnævner blandt Amerikanerne, hvor det åbenbart altid er nogle andre der er ansvarlige for ens egne handlinger og den slags.

Man fornøjes også over instruktørens kærlighed til detaljerne. Superkræfterne blandt familien Incredible er som stålet fra tegneserien "Fantastic Four" (som vi også snart får at se på film) - Mr. Incredible er stærk som The Thing (men dog heldigvis uden det samme udseende), Fru Incredible strække sig som Reed Richards (Mr. Fantatic fra "Fantastic Four"...), og deres datter kan blive usynlig og lave kræftfelter (fuldstændig som "The Invisible Girl" fra "Fantasic Four"... Deres ældste søn kan dog først og fremmest løbe hurtigt (som "The Flash", som vi for tiden kan se på DR i "Justice League"). Familien har et tredje barn, der dog endnu er spæd, og som åbenbart ikke har superkræfter...

Men detaljerne er nu sjove i filmen. Bemærk f.eks. hvordan sekretæren Mirage under tiden imiterer Ms. Moneypenny fra Bond-filmene. Faktisk leder filmens musik i høj grad tankerne hen på John Barry's temaer i de gamle Bond-film med Sean Connery, og i filmens teaser-trailer brugte man da også hans tema fra "On Her Majesty's Secret Service" som baggrund (den eneste Bond film men George Lazenby som Bond, og nok noget af det bedste og mest spændende Bond-musik forresten).

Der er også skelet heftigt til andre film. Superskurkens hemmelige base leder også kraftigt tankerne hen på klassiske Bond film (især "You Only Live Twice" og "Moonraker"), mens man i sekvensen, hvor Mr. Incredible sniger sig tæt på skurkens private hus tænker tilbage til de klassiske scener i Hitchcock's "North By Northwest". Bemærk også scenen, hvor Elastigirl sniger sig ind i basen. Her kommer hun forbi tre af de runde køretøjer fra skurkens "mono-rail", der i deres opstilling er som tyvstjålet fra Discovery's pod-bay i Kubrick's "2001" - jeg forventede næsten at høre HAL sige, "I'm afraid I can't do that, Dave..."

Nu kan man måske nok regne ud, at jeg har set (eller rettere hørt) original-udgaven af "The Incredibles", som man jo altid bør gøre. Her kan man høre Craig T. Nelson som Mr. Incredible (ham kender vi nok bedst som faderen i "Poltergeist" eller som politidirektør Mannion "Mannions Distrikt", der nu igen vises på TV2). Holly Hunter giver den som Elastigirl, mens selveste Samuel L. Jackson lægger stemme til kammeraten Frozone. Filmen lever dog i høj grad på sin handling, så stemme-arbejdet er måske mindre vigtigt end det arbejde Mike Myers og Eddie Murphy f.eks. leverer som Shrek og Donkey...

I figurgalleriet gør især designeren Edna, der laver superdragterne, stor lykke med sin minimale størrelse og nogle ordentlige hinkesten af nogle brilleglas så store som... Hun slår engang for alle fast med syvtommersøm, hvorfor kapper er en dårlig ide (så skal vi bare have forklaret Superman, at underbukserne ikke skal sidde udenpå - Batman har vist opdaget det...). Ednas småfilosoferen og underlige kommentarer er herlige - jeg grinte meget over hendes surmulen over, at der slet ikke var noget super over supermodeller, bortset måske lige fra deres ego... Men sådan er "The Incredibles" hele vejen igennem.

Instruktøren Brad Bird har måske superhelte og deres idealer på hjernen (det var også ham der lavede den sørgeligt oversete "Drengen og jernkæmpen"), men med den slags stikpiller til os andre undervejs, så gør det ingenting - det er underholdende og morsomt, og så er der endda en dybere mening under det hele, hvis man gider se efter. "The Incredibles" er den næstsidste film, som Pixar laver for Disney, eftersom Disney ikke ville forlænge kontrakten, da Pixar ville have en lidt større bid af kagen. Disney's direktører burde få deres hoveder undersøgt!

Mens "The Incredibles" på overfladen måske bare ligner en gang underholdning med superhelte-sjov, så er indholdet et ordentlig bredside til minimalismen og småborgerligheden, hvor ingen må være mere end andre, og hvor janteloven er statsreligion, og Pixar forstår at drive deres pointe hjem med en styrke, der er superhelte værdige. Der er ikke helt så mange åbenlyse morsomheder her, men der er rigeligt arbejde, især for the voksne lattermuskler, som når Frozone forsøger, at få konen til at fortælle, hvad hun har gjort ved hans superheltekostume, mens hun fortæller ham, at han burde finde spænding nok i hende, mens byen omkring dem er ved at blive forvandlet til en ruin af en løbsk kæmperobot (damn, I hate it when that happens...).

Så selv børnene godt kan være med, så ville det være forkert, at kalde "The Incredibles" en børnefilm, eftersom der er lige så fantastiske replikker om samlivets konflikter her som i Cameron's "True Lies". Hvor, ja, utroligt det end lyder, så er det her med andre ord både morsomt, underholdende, medrivende og vedkommende på samme tid. Utroligt? At kalde denne film utrolig ville være utilstrækkeligt - det dækker det ganske enkelt ikke. Utroligt er dog, at man ingen må sige, at Pixar har overgået sig selv og lavet deres hidtil bedste film. Det lyder både som en skrøne og som et kliché, men sådan er det altså, for denne film er tæt på at være et mesterværk, og den er i hvert fald en født klassiker.