Prøv Igen
3.0
"Jeg prøver lige igen, uden de forstyrrende elementer" *G* :o)
Den unge inuit Kenai (Phoenix) forvandles til en bjørn, efter selv at have dræbt en, for at hævne at den indirekte var skyld i hans brors død. For at blive menneske igen, må han drage ud på en farefuld rejse til et mytisk sted, som kun en lille bjørneunge (Suarez) ved hvor ligger.
Vi har fået mange gode tegnefilm fra Disney igennem tiderne. Det har indimellem været en blandet landhandlen hvis man kigger fra de bedste til de værste, men de fleste af dem, også dem der ikke kan tælles til mesterværkerne, har næsten hver gang borget for en vis kvalitet eller i det mindste haft en forholdsvis god underholdningsværdi.
”Brother Bear” skiller sig på den måde ikke så meget ud, selv om den hører til i den mere svage ende. Handlingen, der efter sigende skulle være bygget løst på Shakespeare’s ”King Lear”, er en lidt typisk erkendelsesrejse og eventyr i bedste Disney-ånd, hvor en person/dyr må igennem en række farefulde begivenheder, for at prøve at komme ud i den anden ende og dermed blive en bedre skabning eller dø hvis det ikke lykkes.
Den er desværre fortalt uden den store glød, hovedsagligt på grund af at de to hovedpersoner ikke er vanvittig interessante at følge. De virker jævne og overfladiske, rent indholdsmæssigt. Da historiens bipersonerne samtidig fylder meget lidt og mest er objekter der skal drive historien fremad, har filmen heller ikke meget at byde på der.
Kun de to komiske elge, der skal jo altid være nogen til at levere morskaben, løfter lidt i persongalleriet. Men selv om de er skægge, så er de slet ikke skægge nok og man ser heller ikke nok til dem, til at de i det mindste kan redde filmen som morsom underholdning.
Der er et par dramatiske begivenheder, der er medrivende nok til at man aldrig helt begynder at kede sig, de er med til at gøre ”Brother Bear” lige akkurat seværdig nok for tegnefilm-fans. Slutningen er også rørende nok, som kun en tegnefilm kan tillade sig at være det og den overrasker trods alt lidt. Historien har også nogle udmærkede moraler om tolerance, tilgivelse og empati som børn kan få lidt ud af. Den er habilt tegnet, men målt i forhold til de bedste af Disney’s egne film, kun middelmådigt.
”Brother Bear” må siges at være en skuffelse, trods enkelte gode elementer, men så alligevel ikke, man havde det på fornemmelsen i hvad ende af skalaen den ville ligge. Som jævn tegnefilm af den bløde mellemvare, kan man godt få lidt tid til at gå med den, her er den okay, men så desværre heller ikke mere.
Den unge inuit Kenai (Phoenix) forvandles til en bjørn, efter selv at have dræbt en, for at hævne at den indirekte var skyld i hans brors død. For at blive menneske igen, må han drage ud på en farefuld rejse til et mytisk sted, som kun en lille bjørneunge (Suarez) ved hvor ligger.
Vi har fået mange gode tegnefilm fra Disney igennem tiderne. Det har indimellem været en blandet landhandlen hvis man kigger fra de bedste til de værste, men de fleste af dem, også dem der ikke kan tælles til mesterværkerne, har næsten hver gang borget for en vis kvalitet eller i det mindste haft en forholdsvis god underholdningsværdi.
”Brother Bear” skiller sig på den måde ikke så meget ud, selv om den hører til i den mere svage ende. Handlingen, der efter sigende skulle være bygget løst på Shakespeare’s ”King Lear”, er en lidt typisk erkendelsesrejse og eventyr i bedste Disney-ånd, hvor en person/dyr må igennem en række farefulde begivenheder, for at prøve at komme ud i den anden ende og dermed blive en bedre skabning eller dø hvis det ikke lykkes.
Den er desværre fortalt uden den store glød, hovedsagligt på grund af at de to hovedpersoner ikke er vanvittig interessante at følge. De virker jævne og overfladiske, rent indholdsmæssigt. Da historiens bipersonerne samtidig fylder meget lidt og mest er objekter der skal drive historien fremad, har filmen heller ikke meget at byde på der.
Kun de to komiske elge, der skal jo altid være nogen til at levere morskaben, løfter lidt i persongalleriet. Men selv om de er skægge, så er de slet ikke skægge nok og man ser heller ikke nok til dem, til at de i det mindste kan redde filmen som morsom underholdning.
Der er et par dramatiske begivenheder, der er medrivende nok til at man aldrig helt begynder at kede sig, de er med til at gøre ”Brother Bear” lige akkurat seværdig nok for tegnefilm-fans. Slutningen er også rørende nok, som kun en tegnefilm kan tillade sig at være det og den overrasker trods alt lidt. Historien har også nogle udmærkede moraler om tolerance, tilgivelse og empati som børn kan få lidt ud af. Den er habilt tegnet, men målt i forhold til de bedste af Disney’s egne film, kun middelmådigt.
”Brother Bear” må siges at være en skuffelse, trods enkelte gode elementer, men så alligevel ikke, man havde det på fornemmelsen i hvad ende af skalaen den ville ligge. Som jævn tegnefilm af den bløde mellemvare, kan man godt få lidt tid til at gå med den, her er den okay, men så desværre heller ikke mere.
14/11-2004
