Un-happy day...
2.0
Hella Joof's nyeste film om lykken ved et gospel-kor får mig ikke ligefrem til at bryde ud i
lovprisninger.
Bevares, så skidt som DR's Filmland antyder er den nu slet ikke, men ved siden af "Brødre" og især "Kongekabale", så ser den håbløst overfladisk og lalle-glad ud. Den vil vist gerne fortælle noget om, at man skal gribe chancen og ikke flygte fra mulighederne, men den har godt nok svært ved at nå frem til sin pointe.
Det skyldes måske at tiden jo trods alt skal gå i biografen, når vi nu har købt billetten, og så må man jo finde på noget. Derfor får vi en masse scener, hvor der ikke sker ret meget, og som intet formål tjener.
Der er både scener der skal være sjove, men ikke er det, og scener der skal være alvorlige, men som bare fuser ud eller bliver ufriviligt komiske.
Potentialet er der ellers, men det er svært at se hvad sjove Lars Hjortshøj f.eks. laver i den her film (måske leder han stadig efter Matas' striber...), for de tjener ikke meget formål for plottet. Det er også irriterende som filmen ind imellem saboterer stemningen netop som noget begynder at flytte. Jeg kan skam godt se, at oplevelsen af gospel åbenbart skal være en åbenbaring for Hannah (Lotte Andersen), men Hella Joof lader mig sgu ikke få lov til også at føle det. Jeg kan ikke klandre Lotte Andersen for det, for hun gør aldrig chancen, og det er faktisk utilgiveligt. Det er som om følelserne er blevet fjernet i klippe-rummet her, og det er godt nok for dårligt i en af filmens mest centrale scener.
Hvis vi skal lede efter lyspunkterne, så er filmen lejlighedsvis morsom. For mig er det et problem, at Peter Aude medvirker som et morsomt indslag, mens jeg finder manden komplet umorsom. Beklager Peter Aude, det er ikke personligt, men jeg synes altså bare ikke det er morsomt, når du braldrer derudaf som en morsom stand-up-komiker på speed...
Ditte Gråbøl er også meget anstrengende at opleve i rollen som Grethe, der skal forsøge at være morsom med sit påtaget dårlige engelsk. Tja, dårligt er det i hvert fald, men ikke på en god måde... Det er også skidt at Mikael Birkkjær overhovedet ikke for en eneste chance for at komme til orde i hele filmen. Han skal vist nok forestille at være Hannahs uforstående mand, der ikke lytter til hende, men det er også alt hvad vi får at vide, og vi har bare værsgo at acceptere ham som sådan. Punktum! Mikael Birkkjær forsøger ellers, men får ikke en chance - måske fordi han så bare havde været for sympatisk... Det er altså ikke godt nok. Nu gider jeg godt nok ikke at se på en timelang gennemgang af hvor dum og uforstående Hannahs mand er, og hvor lidt han gider lytte til hvad hun siger eller ignorer hendes følelser, men man kunne godt have ofret 10 minutter på det, når man nu tænker på hvor mange unødvendige scener, der er i denne film. Ja, faktisk er det helt nødvendigt for at vi dramatisk kan nærme os Hannah, at vi også forstår hendes mand og hvad han gør galt. Men det gør vi ikke, for det gider man ikke spilde tid på. Ak...
Mere interessant er Ditte Hansen i birollen som den forsømte og snerpede kirkemus Kirsten. Hun tjener faktisk heller ikke meget formål i filmen, men hun lyser nu alligevel lidt op i det kolde kirkemiljø på en helt særegen om morsom måde. Hende kommer vi vist til at se meget mere til. Malik Yoba leverer en sober og god præstation som den anden hovedperson, Jackson, men får nu ikke meget at arbejde med eller lyse op med af plottet.
Filmen vil heller ikke rigtigt komme igang. Den kravler bare nærmest videre, mens den væver frem og tilbage mellem komedie og drama. Men den er ikke morsom nok til at holde som komedie, og den vil ikke blive dyb, alvorlig eller vedkommende nok til at være drama. Den kunne måske godt have været lidt af begge dele, men det vil den heller ikke.
Nu er det her ikke noget fuldstændigt makværk totalt blottet for underholdning, men godt er det så afgjort heller ikke. Selv "Brødre" er en langt bedre film end det her, og der er mere dybde og engagement at hente i "Sky Captain and the World of Tomorrow". Gå hellere ind og se "Kongekabale" igen i stedet for denne meget jævne film, der slet ikke formår at give dig en "Oh Happy Day", men hvor det hele bare er halv-kedeligt og usammenhængende.
lovprisninger.
Bevares, så skidt som DR's Filmland antyder er den nu slet ikke, men ved siden af "Brødre" og især "Kongekabale", så ser den håbløst overfladisk og lalle-glad ud. Den vil vist gerne fortælle noget om, at man skal gribe chancen og ikke flygte fra mulighederne, men den har godt nok svært ved at nå frem til sin pointe.
Det skyldes måske at tiden jo trods alt skal gå i biografen, når vi nu har købt billetten, og så må man jo finde på noget. Derfor får vi en masse scener, hvor der ikke sker ret meget, og som intet formål tjener.
Der er både scener der skal være sjove, men ikke er det, og scener der skal være alvorlige, men som bare fuser ud eller bliver ufriviligt komiske.
Potentialet er der ellers, men det er svært at se hvad sjove Lars Hjortshøj f.eks. laver i den her film (måske leder han stadig efter Matas' striber...), for de tjener ikke meget formål for plottet. Det er også irriterende som filmen ind imellem saboterer stemningen netop som noget begynder at flytte. Jeg kan skam godt se, at oplevelsen af gospel åbenbart skal være en åbenbaring for Hannah (Lotte Andersen), men Hella Joof lader mig sgu ikke få lov til også at føle det. Jeg kan ikke klandre Lotte Andersen for det, for hun gør aldrig chancen, og det er faktisk utilgiveligt. Det er som om følelserne er blevet fjernet i klippe-rummet her, og det er godt nok for dårligt i en af filmens mest centrale scener.
Hvis vi skal lede efter lyspunkterne, så er filmen lejlighedsvis morsom. For mig er det et problem, at Peter Aude medvirker som et morsomt indslag, mens jeg finder manden komplet umorsom. Beklager Peter Aude, det er ikke personligt, men jeg synes altså bare ikke det er morsomt, når du braldrer derudaf som en morsom stand-up-komiker på speed...
Ditte Gråbøl er også meget anstrengende at opleve i rollen som Grethe, der skal forsøge at være morsom med sit påtaget dårlige engelsk. Tja, dårligt er det i hvert fald, men ikke på en god måde... Det er også skidt at Mikael Birkkjær overhovedet ikke for en eneste chance for at komme til orde i hele filmen. Han skal vist nok forestille at være Hannahs uforstående mand, der ikke lytter til hende, men det er også alt hvad vi får at vide, og vi har bare værsgo at acceptere ham som sådan. Punktum! Mikael Birkkjær forsøger ellers, men får ikke en chance - måske fordi han så bare havde været for sympatisk... Det er altså ikke godt nok. Nu gider jeg godt nok ikke at se på en timelang gennemgang af hvor dum og uforstående Hannahs mand er, og hvor lidt han gider lytte til hvad hun siger eller ignorer hendes følelser, men man kunne godt have ofret 10 minutter på det, når man nu tænker på hvor mange unødvendige scener, der er i denne film. Ja, faktisk er det helt nødvendigt for at vi dramatisk kan nærme os Hannah, at vi også forstår hendes mand og hvad han gør galt. Men det gør vi ikke, for det gider man ikke spilde tid på. Ak...
Mere interessant er Ditte Hansen i birollen som den forsømte og snerpede kirkemus Kirsten. Hun tjener faktisk heller ikke meget formål i filmen, men hun lyser nu alligevel lidt op i det kolde kirkemiljø på en helt særegen om morsom måde. Hende kommer vi vist til at se meget mere til. Malik Yoba leverer en sober og god præstation som den anden hovedperson, Jackson, men får nu ikke meget at arbejde med eller lyse op med af plottet.
Filmen vil heller ikke rigtigt komme igang. Den kravler bare nærmest videre, mens den væver frem og tilbage mellem komedie og drama. Men den er ikke morsom nok til at holde som komedie, og den vil ikke blive dyb, alvorlig eller vedkommende nok til at være drama. Den kunne måske godt have været lidt af begge dele, men det vil den heller ikke.
Nu er det her ikke noget fuldstændigt makværk totalt blottet for underholdning, men godt er det så afgjort heller ikke. Selv "Brødre" er en langt bedre film end det her, og der er mere dybde og engagement at hente i "Sky Captain and the World of Tomorrow". Gå hellere ind og se "Kongekabale" igen i stedet for denne meget jævne film, der slet ikke formår at give dig en "Oh Happy Day", men hvor det hele bare er halv-kedeligt og usammenhængende.
15/11-2004
