den bitre smag af skuffelse
1.0
[Indeholder spoilers, der dog ikke ødelægger ’oplevelsen’, da man på intet tidspunkt gider engagere sig i filmen.]
Hvad sker der dog i Hollywood?!? Har man fundet et destrueringsmiddel, der ødelægger alt talent for før så prominente navne som John McTiernan, John Woo og Renny Harlin, der hver og en har stået bag op til flere uforglemmelige actionfilm? Jep, og midlet er UORIGINALITET! Præmissen til Mindhunters (en titel, der misvisende henleder tankerne på intelligens, noget som skaberne tydeligvis har efterladt derhjemme under filmens produktion) er et rip off af Jim Gillespies ligeledes forfærdelige D-Tox med en i særdeleshed uoplagt Sylvester Stallone i hovedrollen. Allerede her var der nogen, der burde have stoppet og sagt ”Hey, hvad er det egentlig vi har gang i? At stjæle fra en lortefilm er måske ikke verdens bedste idé…”. Isolation og indbyrdes beskyldninger og konflikter (heriblandt opklaringsarbejdet af morderen) er langtfra et original udgangspunkt for gys, men kan alligevel fungere ganske effektivt i de rette hænder. Den forholdsvis uprøvede manuskriptforfatter Wayne Kramer formår bare ikke at indføre facetter i historieafviklingen eller troværdighed i karaktererne. Manuskriptet tyder virkelig på talentløshed. Det er derfor lidt af en gåde, at den selv samme Kramer før på året begik den atypiske og ganske seværdige The Cooler, da Mindhunters manuskriptmæssigt ikke er andet en et uendelig søgen på bestialske mordklimakser.
En erfaren og rutineret herre som Renny Harlin burde dog i princippet kunne rette lidt op på manuskriptets mangler og fejler ved hjælp af hans sans for fængende underholdning. Men var det ikke også den samme Harlin, der begik Stallone-floppet Driven, en af alle tiders værste film? Jo, minsandten. Væk er minderne om superbe actionfilm som Cliffhanger, Die Hard 2, The Long Kiss Goodnight og Deep Blue Sea (der dog mere fungerede igennem dens subtile og paranoide uhygge). Tilbage står makværket Driven, og nu Mindhunters. Ifølge anmeldelserne (og ens fornemmelse) kan man heller ikke forvente noget kvalitativt af den dybt unødvendige efterfølger til Excorsisten med den originale titel Excorsisten: Begyndelsen. For at citere Samuel L. Jacksons veltalende ord fra Jackie Brown:”What the fuck happened to you, man?”
Okay, filmen har et par enkelte gode sider. Karakterintroduktionen er tilpas virkningsfuld og underholdende. Den hurtige samtale omkring skydedukkerne på øvelsesbanen indikerer, at Harlin måske selv har vist, hvor dette førte hen, da filmens levende personer er total overfladiske med dertilhørende umotiveret og ekstrem ulogisk opførsel. Når de midtvejs i filmen bedøves, sidder man som publikum tilbage med en befriende følelse, da vi derved slipper for at overvære deres stupide konspirationsteorier og manglende sans for rationel tankegang. Morderens fokusering på tid kunne have medført interessante elementer, som LL Cool J så svigende sikkert formulerer i Deep Blue Sea, omkring tidens relativitet. Men nej, det omhandler kun kontrol og arrogance. Sikken overraskelse. Og lad nu nedsablingen begynde.
Indledningen er hamrende forudsigelig, filmen mangler den altafgørende rytme, der sørger for, at man som publikum bibeholder en interesse. Historiens fremdrift er komplet latterligt og nærmest nedværdigende, og filmen kører alt for hurtigt derudaf uden sans for spænding eller bare snerten af troværdighed. Harlin har altid haft øje for det visuelle, men her overeksponeres alle filmiske virkemidler i underholdningens navn, og selv Harlin stedviser faktisk rammer plet (slutopgøret under vand er faktisk ganske lækkert), så er Mindhunters rodet i dens udtryk, uoriginalt og direkte grimt sammenklippet. Alt akkompagneret af udtryksløs og irriterende musik.
Hvordan (eks)stjerner som Christian Slater (hans præstation i True Romance kan stadig give mig åndenød), Val Kilmer (som jeg troede var på vej tilbage til toppen, men Mindhunters er et stort skridt tilbage for ham) og LL Cool J (som jeg af en eller anden grund altid har fundet seværdig) er blevet overtalt til at medvirke her, går ud over min forstand. Den britiske Johnny Lee Miller (der var fantastisk i Danny Boyles mesterværk/kulthit Trainspotting) er simpelthen også for åbenlys som morderen, da hans amerikanske accent er forfærdelig (ligeledes hans præstation). Derved den påtagede facade.
Mindhunters er et debilt mainstreamprodukt, der irriterer en grænseløst med de spildte kræfter (og penge! Både fra publikums, men så sandelig også producenternes side). Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at den var let forglemmelig, men sådan et makværk huskes desværre for Harlins inkompetence. Intet lykkedes i filmen, og min respekt for Harlin er nærmest ude af syne.
Hvad sker der dog i Hollywood?!? Har man fundet et destrueringsmiddel, der ødelægger alt talent for før så prominente navne som John McTiernan, John Woo og Renny Harlin, der hver og en har stået bag op til flere uforglemmelige actionfilm? Jep, og midlet er UORIGINALITET! Præmissen til Mindhunters (en titel, der misvisende henleder tankerne på intelligens, noget som skaberne tydeligvis har efterladt derhjemme under filmens produktion) er et rip off af Jim Gillespies ligeledes forfærdelige D-Tox med en i særdeleshed uoplagt Sylvester Stallone i hovedrollen. Allerede her var der nogen, der burde have stoppet og sagt ”Hey, hvad er det egentlig vi har gang i? At stjæle fra en lortefilm er måske ikke verdens bedste idé…”. Isolation og indbyrdes beskyldninger og konflikter (heriblandt opklaringsarbejdet af morderen) er langtfra et original udgangspunkt for gys, men kan alligevel fungere ganske effektivt i de rette hænder. Den forholdsvis uprøvede manuskriptforfatter Wayne Kramer formår bare ikke at indføre facetter i historieafviklingen eller troværdighed i karaktererne. Manuskriptet tyder virkelig på talentløshed. Det er derfor lidt af en gåde, at den selv samme Kramer før på året begik den atypiske og ganske seværdige The Cooler, da Mindhunters manuskriptmæssigt ikke er andet en et uendelig søgen på bestialske mordklimakser.
En erfaren og rutineret herre som Renny Harlin burde dog i princippet kunne rette lidt op på manuskriptets mangler og fejler ved hjælp af hans sans for fængende underholdning. Men var det ikke også den samme Harlin, der begik Stallone-floppet Driven, en af alle tiders værste film? Jo, minsandten. Væk er minderne om superbe actionfilm som Cliffhanger, Die Hard 2, The Long Kiss Goodnight og Deep Blue Sea (der dog mere fungerede igennem dens subtile og paranoide uhygge). Tilbage står makværket Driven, og nu Mindhunters. Ifølge anmeldelserne (og ens fornemmelse) kan man heller ikke forvente noget kvalitativt af den dybt unødvendige efterfølger til Excorsisten med den originale titel Excorsisten: Begyndelsen. For at citere Samuel L. Jacksons veltalende ord fra Jackie Brown:”What the fuck happened to you, man?”
Okay, filmen har et par enkelte gode sider. Karakterintroduktionen er tilpas virkningsfuld og underholdende. Den hurtige samtale omkring skydedukkerne på øvelsesbanen indikerer, at Harlin måske selv har vist, hvor dette førte hen, da filmens levende personer er total overfladiske med dertilhørende umotiveret og ekstrem ulogisk opførsel. Når de midtvejs i filmen bedøves, sidder man som publikum tilbage med en befriende følelse, da vi derved slipper for at overvære deres stupide konspirationsteorier og manglende sans for rationel tankegang. Morderens fokusering på tid kunne have medført interessante elementer, som LL Cool J så svigende sikkert formulerer i Deep Blue Sea, omkring tidens relativitet. Men nej, det omhandler kun kontrol og arrogance. Sikken overraskelse. Og lad nu nedsablingen begynde.
Indledningen er hamrende forudsigelig, filmen mangler den altafgørende rytme, der sørger for, at man som publikum bibeholder en interesse. Historiens fremdrift er komplet latterligt og nærmest nedværdigende, og filmen kører alt for hurtigt derudaf uden sans for spænding eller bare snerten af troværdighed. Harlin har altid haft øje for det visuelle, men her overeksponeres alle filmiske virkemidler i underholdningens navn, og selv Harlin stedviser faktisk rammer plet (slutopgøret under vand er faktisk ganske lækkert), så er Mindhunters rodet i dens udtryk, uoriginalt og direkte grimt sammenklippet. Alt akkompagneret af udtryksløs og irriterende musik.
Hvordan (eks)stjerner som Christian Slater (hans præstation i True Romance kan stadig give mig åndenød), Val Kilmer (som jeg troede var på vej tilbage til toppen, men Mindhunters er et stort skridt tilbage for ham) og LL Cool J (som jeg af en eller anden grund altid har fundet seværdig) er blevet overtalt til at medvirke her, går ud over min forstand. Den britiske Johnny Lee Miller (der var fantastisk i Danny Boyles mesterværk/kulthit Trainspotting) er simpelthen også for åbenlys som morderen, da hans amerikanske accent er forfærdelig (ligeledes hans præstation). Derved den påtagede facade.
Mindhunters er et debilt mainstreamprodukt, der irriterer en grænseløst med de spildte kræfter (og penge! Både fra publikums, men så sandelig også producenternes side). Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at den var let forglemmelig, men sådan et makværk huskes desværre for Harlins inkompetence. Intet lykkedes i filmen, og min respekt for Harlin er nærmest ude af syne.
18/11-2004
