forbandet godt trekløver!

Den opsigtsvækkende instruktør Richard Linklaters konvertering af Stephen Belbers teaterstykke kan være diskutabel i dens filmiske relevans, da man i overgangen ikke har begået radikale ændringer, da scenen stadig er sat i et hotelværelse, som man aldrig forlader. Tape er dog alligevel betydningsfuld i filmiske sammenhænge, da den byder på 3 afdæmpede, men dybt troværdige og mindeværdige præstationer fra Robert Sean Leonard, Uma Thurman og Ethan Hawke, samt en perfekt udført historiefremdrift.

Tape har været en minimalistisk produktion, hvor Linklater fornuftigt har valgt at optage filmen med digital video, der kræver minimum forberedelse. Æstetisk set er Tape simpel, tangerende til det uambitiøse, hvor den visuelle symbolik er begrænset til personindramning gennem kropspositurer, der viser de to herres konstante forsøg på at sætte hinanden i unuanceret bås. Det er påtrængende og insisterende filmet, og det understøtter hovedpersonernes forvirring og giver filmen en tiltrængt intensitet. Dette godtgør ikke helt en filmatisering, hvor historien til gengæld brænder helt igennem og serveres med indsigt og kvalitetsinstruktion.

Hawke kan forekomme ret anstrengende og barnlig, men yderst velspillende, da dette netop er en del af rollen. Allerede fra starten ved man, at han har en bagvedliggende agenda, da han hælder øl ud og smider dåsen et synligt sted. Hawke vil overbevise Leonard om, som indtræder lidt senere, at den nærstående samtale er en tilfældighed, og ikke nøje gennemtænkt. Karaktererne er nærmest uhørt skarpt opdelte, hvor man gradvist opdager Hawke og Leonards skyggesider. På overfladen er intet nærstuderet, spillet er hamrende naturalistisk, men Leonard og Hawke har tydeligvis været med til at gennemarbejde deres karakterer. Hawke er narkosælgeren, der uden moralske skrupler sælger stoffer til en jobmæssigt ansvarsfuld brandmand. Leonard er filminstruktøren, selv(iscenesættende), forsøger stedvis at være kontrollerende, men også manipulerende, uden held. Skaberen kontra den destruerende. Rollerne er skiftet og fokus er sat på Leonards tilsyneladende voldtægt 10 år tilbage.

Filmens stærkeste force er den komplekse sympatiopdeling. Leonard er tydeligvis ’den gode’, der har indset hans fejl (efter at have blevet påmindet om dem), men også erklæret hans psykiske forandring. Hawke sidder fast i fortidens rutiner og har ikke bedrevet noget i mange år. Når anklagerne mod Leonard serveres af Hawke, kommer vi naturligvis til at holde med sidstnævnte. Langsommeligt går det dog op for publikum, at Hawke projekterer sørgmodigheden over egne manglende bedrifter over på den succesrige og egentlig retskafne Leonard, som skal udsættes for dårlig samvittighed over noget, der egentlig ikke skete. Slutteligt ser man Hawkes manipulerende ydre krakelere og hans indre tragiske sind blottes. Hans jalousi over vennens succes har taget overhånd. Leonards eneste problem er, at han har behagesyge og er evig forløsningssøgende, som da han også finder ved at tage konsekvenserne af sine handlinger, eller i hvert fald teoretisk. Uma Thurman er omdrejningspunktet for alle beskyldningerne, beklagelser, jalousi og fortrydelsesudtalelser. Hun er statsanklageren med den korrekte moralske retfærdighedssans (lyshåret viser renheden i hende), der leder til Leonards selvransagelse og positive udfald, samt fremvisningen af Hawkes tragiske og promiskuøse selvoptagethed. Som førnævnt er karaktererne sublim gennemførte, og Tape er da også en af de bedste udviklingshistorier, jeg længe har set.

På trods af at den realistiske historie er stramt fortalt og forholdsvis hurtigt afviklet, så kan filmen ikke undsige sig at have enkelte kritikpunkter. Den subtile dramatik opblusser lidt for meget i den lidt overdramatiske, men uundgåelige slutning, hvorved dele af troværdigheden forsvinder.

Som eksperimentalfilm er Tape ikke innovativ, men som et psykologisk studie i menneskets kompleksitet er den absolut fremragende og seværdig. Desuden er brugen af Brenda Lees melankolske I’m Sorry som afslutningssang mesterligt.