Ondeste film nogensinde?

*** Advarsel - Spoilers! ***

Selv i de uendelige oceaner af mange main-stream og happy-ending film vi konstant oversvømmes af, dukker der ind imellem film op, der slår benene væk under en, fordi de ikke nydeligt løser det hele til sidst og faktisk ender rigtigt, rigtigt galt for de medvirkende.

Det er ikke tit vi ser dem, og da slet ikke når amerikanerne står bag, men her er en af slagsen, der virkelig er så hjerteskærende ond i sin udvikling, at det virkeligt efterlader ar på sjælen. Ikke at det her er voldsomt som sådan, for det hele er faktisk ikke ret voldeligt i forhold til så meget andet, men her er det skræmmende nærværende og overbevisende, når tingene går galt, og man føler i sandhed, at det hele kunne ske lige henne om hjørnet.

Umiddelbart skulle man ikke tro det, når man husker på at instruktøren er Sam Raimi, der står bag så fantasifulde film som Spiderman 1 og 2 og alle Evil Dead filmene, men Sam Raimi kan mere end blot at lave virkelighedsflugt - se f.eks. The Gift - og det får man en grusom smagsprøve på her. Det ligner måske ikke en Sam Raimi film så meget som hans gamle kammerater Coen brødrene laver det, og A Simple Plan leder da også bestemt mere hen på film som Fargo og lignende. Det der gør denne film anderledes er måden hvorpå den er nærmest kemisk renset for enhver form for humor - alt er blodig alvorlig med voldsomme konsekvenser. Det lyder måske kedeligt, men det er faktisk på samme tid spændende og gruopvækkende at se på, hvordan hovedpersonernes liv langsomt bliver revet fuldstændigt itu lag for lag, efterhånden som de træffer deres valg.

Historien er så pinligt enkel, at den kunne ske for stort set enhver. Hank, hans lettere retarderede bror Jacob, og dennes ven Lou finder ved et tilfælde 4.4 millioner dollars i et nedstyrtet privatfly i en skov ude bag ved Lars Tyndskids marker, hvor kraverne vender (eller i dette tilfælde venter...). Og hvad skal de så gøre med pengene? Se, det er et helt enkelt dilemma, som enhver kan forholde sig til - skal man rapportere det til politiet eller beholde dem selv? Jacob og Lou, der begge er arbejdsløse, vil straks beholde pengene. Hank, der har et lille og rart men ikke særligt vellønnet job som bogholder, er dog mere skeptisk, fordi de kan ryge i fængsel for det, hvis politiet finder ud af det. Men da de hurtigt regner ud at der må være tale om narko-penge, som politiet intet ved om, lykkes det hurtigt for Jacob og Lou at bringe Hank i tvivl. Han venter barn og er ikke ligefrem rig, så tanken om ca. halvanden million dollars er naturligvis fristende... Og derfor bliver han selvfølgelig fanget af fristelsen til at beholde pengene.

Eftersom nogen kunne lede efter pengene, beslutter de sig til at gemme dem og se, om der er nogen der savner dem. Imens de venter vil de ikke tale med nogen om det. Det er så afgjort en simpel plan, der dog naturligvis begynder at falde fra hinanden næsten med det samme, og langsomt bliver de dejlige penge til en ond forbandelse de involverede.

For en hemmelighed om så mange penge ville tære på de fleste, og de tre er i forvejen ikke ligefrem de bedste venner. Hank er en middel-uddannet og ordinært intelligent mand, der er ved at stifte familie med konen Sarah i en lille provinsby, og han bryder sig ikke meget om Lou, der er en slesk, egocentrisk, vulgær og uintelligent fyr, der efter Hanks mening kun er venner med Jacob, fordi de begge er arbejdsløse, og fordi Lou kan udnytte ham. Lou kan til gengæld ikke lide Hank, som han synes er en snobbet, hoven og bedrevidende vigtigper, der skal spille smart overfor alle andre, og som opfører sig arrogant overfor alle andre, herunder broderen. Jacob er fanget mellem de to, da han er bundet til Hank gennem familie, men socialt falder bedre i sving med Lou i hverdagen, som han har langt mere til fælles med, såsom grovkornet humor og heftigt øldrikkeri.

Dermed er udgangspunktet for planerne ikke ligefrem perfekte, da Hank og Lou helt fra starten ikke kan lide hinanden og absolut ikke stoler på hinanden, hvilket hurtigt bringer masser af konflikter med Jacob med sig. Hank forlanger nemlig, at han skal opbevare pengene, indtil de ved om de kan beholde dem. Hvis ikke vil han brænde dem. Det falder ikke i god jord, men de andre accepterer det, da han ellers truer med at anmelde det.

Herfra udvikler det hele sig så langsomt men sikkert til en ond cirkel, hvor den ene onde konsekvens følger den anden i en handling, hvor selv familiebåndene og venskaberne går i opløsning.

Desværre er filmen ret overset, og derfor går de fleste nok også glip af, hvad der formodentligt er Bill Paxtons bedste præstation i rolle som Hank. Billy Bob Thornton er intet mindre end forrygende i rollen som den retarderede bror, Jacob, mens Bridget Fonda også er yderst overbevisende som Hanks velmenende men manipulerende kone, Sarah.

Sam Raimi har ubehageligt godt styr over begivenhederne, mens han langsomt piller de involverende personers liv fra hinanden. De indbyrdes forhold går helt itu, når sandheden om pengene skal holdes hemmelig, for de fire begynder selvfølgelig hurtigt at mistænke hinanden, og som tiden går tærer deres paranoia i ubeskriveligt pinefuld grad. På den måde falder verden langsomt sammen for hovedpersonerne, mens de langsomt knuses under vægten af at bære på deres hemmelighed og deres mistanke overfor hinanden. Og værst af det hele, så er det alsammen skildret ubehageligt overbevisende og realistisk.

Det hele foregår i et roligt og kvælende tempo, der i sandhed bliver dræbende, når konsekvenserne melder sig med blodig alvor. Det giver anledning til scener, der i næsten enhver anden film blot ville blive anset for blot at være ret typisk vold i film, men som her uudholdeligt at bevidne. Det hele er faktisk relativt ublodigt i forhold til virkeligt bloddryppende film som Texas Chainsaw Massacre eller The Passion of the Christ, men fordi det hele er så nærværende, virker det langt stærkere.

Det hele er flot filmet med smukke vinterlandskaber, der tjener som baggrund og gør sig godt her. At det hele foregår om vinteren er næppe et tilfælde, da det ret ubemærket omend tydeligt understreger filmens kølige stemning. Det havde næppe været en lige så effektiv film, hvis den var foregået om sommeren, for dertil er de snefyldte marker en alt for vigtig birolle.

Danny Elfmans musik underbygger det hele på en måde der forlænger pinen fremfor at fylde filmen med tillokkende toner. Vi ved Danny Elfman kan lave fantastisk musik (bare tænk på hans musik til film som Nightmare Before Christmas, Edward Scissorhands, eller nyfilmatiseringen af Planet of the Apes), men her viser han, at han også formår at underspille sin musik, når oplægget kræver det, hvilket blot afkræver endnu mere respekt, når man tænker på, hvor svært det må være at skrive musik til et drama som det her. Bemærk især baggrundsmusikken i scenen, hvor Jacob fortæller Hank, at han føler sig ond - mesterligt underspillet af Elfman, og dog af afgørende betydning for scenen.

Generelt er A Simple Plan en lille perle af et mesterværk af Sam Raimi, der her for alvor viser, at hans sagtens kan håndtere de mere jævne hverdagsdramaer. Her fortæller han det endda på en sådan måde, at man virkelig må overgive sig til de simple virkemidler han bruger til at udpensle sin historie med. Raimi er ellers mest kendt for sine vilde og usædvanlige kameravinkler i film som Evil Dead filmene og lignende, men her beviser han, at han sagtens kan fortælle historier uden effekter eller voldsomme kamera-tricks. Sam Raimi er ikke bare en lille instruktør, der har fået lov at lave Spider-Man. Nej, han har fået lov til at lave Spider-Man, fordi han har bevist han er en mester med film som denne.

A Simple Plan næppe vil gå over i filmhistorien. Dertil er den grundliggende historie for grusom og det efterfølgende filmsprog dog lidt for koldt, men ændrer ikke på, at man her virkelig har fat i en alvorligt vedkommende film, der er uhyggeligt velspillet, og mesterligt fortalt. Den bør dog komme med en advarsel, for der skal gode nerver til at holde den dybere elendighed ud. A Simple Plan er som et nærstudium af en rodbehandling ved tandlægen - den ene pinsel efter den anden over et langt og nedbrydende tidsrum. Hvis nerverne holder, bør man dog ikke snyde sig selv for en film, der i sandhed overrasker og har en rigtigt ond slutning, man kunne græde sig i søvn over...