ikke Shangri-La, men god
4.0
Afdæmpet og velinstrueret drama, der med sit måske ikke originale, men spændende præmis (der forbavsende nok holder hele vejen igennem) alligevel byder på en original indfaldsvinkel til kærlighedsdramaerne. Den forholdsvis uprøvede instruktør og manuskriptforfatter Wayne Kramer (der senere har været med til at begå Renny Harlin-floppet Mindhunters) holder den simple historie i kort snor, selvom enkelte scener føles unødvendigt langtrukne.
Omdrejningspunktet er en velvalgt William H. Macy, der, på trods af at han er skræddersyet til denne rolle, forbløffende nok ikke vækker den rette mængde af interesse og sympati for hovedpersonens ynkeligheder. Ens fokus flyttes hurtigt til birollerne, kærlighedspartneren, absolut fremragende spillet af den smukke Maria Bello, og den ondskabsfulde chef og elendige ven, der langsomt bliver filmens sande tragiske person. Macys metafysiske ’evne’ til at sprede uheld til medmennesker blot ved hans tilstedeværelse understreger selvfølgelig tabereksistensen, der har ramt bunden, men igennem sit uheld virker ubevidst om det. De økonomisk destruerende konsekvenser af hans handlinger forbliver uudforsket, og dette er ifølge mig filmens svageste punkt. Der fokuseres kun på de tre hovedpersoner, hvorved biroller er rene karikaturer og stereotyper. Men når de centrale figurer er så gennemført troværdige, accepterer man næsten filmens mangel på vigtige sidehistorier.
Det forunderlige ved The Cooler er, at Macys uheldighed ikke er selvindbildning eller selvmedlidenhed, men nærmest (uønsket, naturligvis) oprigtigt. Lidelsen symboliserer naturligvis ens medmenneskers humør og denne påvirkning på en, sat op på en spids. Kramer får rigtig mange fine detaljer med i Macys lykkeomvendelse, som man sagtens kan relatere til, hvorved troværdigheden ikke mistes. Kun den endelige plottwist virker for konstrueret, selvom Macy og Bello virkelig fortjener deres lykke.
Alec Baldwin giver en af karrierens mest nedtonede og bedste præstationer, et indædt portræt af et selvforskyldt plaget sind. The Cooler besidder nogle tragiske menneskeskildringer, men hvor Macy og Bello (igen må jeg sige, at hun virkelig er en skøn skuespiller!) hiver sig op af rendestenen ved hjælp af den bogstavelig talt frelsende kærlighed til hinanden, må Baldwin betale prisen for hans griskhed og ufortrødne udnyttelse af Macy. Renoveringen af Baldwins fashionable kasino katalyserer en selvindsigt, hvor han ikke nyder resultatet. Det planlagte nye kasino, en udnyttende postmodernistisk pengemagnet der nedlægger gamle traditioner og den trygge nostalgi, gør, igennem dens betydningsfulde symbolik for Baldwins egen personudvikling, at man som tilskuer finder sympati for hans person, da man aner, at der under overfladen banker et hjerte (for at lyde pladderromantisk). Perfekt spillet af Baldwin, der ikke tyer til overdramatiske virkemidler.
Om end, som førnævnt, historien er velfungerende, så er The Cooler skuespillernes film, og især Bello og Baldwin får filmen trukket op på de fire stjerner. Kramer viser forventningsfuld sikkerhed i flere af filmmediets aspekter, og man kan med rette forvente sig meget af denne herre (Mindhunters til side).
Omdrejningspunktet er en velvalgt William H. Macy, der, på trods af at han er skræddersyet til denne rolle, forbløffende nok ikke vækker den rette mængde af interesse og sympati for hovedpersonens ynkeligheder. Ens fokus flyttes hurtigt til birollerne, kærlighedspartneren, absolut fremragende spillet af den smukke Maria Bello, og den ondskabsfulde chef og elendige ven, der langsomt bliver filmens sande tragiske person. Macys metafysiske ’evne’ til at sprede uheld til medmennesker blot ved hans tilstedeværelse understreger selvfølgelig tabereksistensen, der har ramt bunden, men igennem sit uheld virker ubevidst om det. De økonomisk destruerende konsekvenser af hans handlinger forbliver uudforsket, og dette er ifølge mig filmens svageste punkt. Der fokuseres kun på de tre hovedpersoner, hvorved biroller er rene karikaturer og stereotyper. Men når de centrale figurer er så gennemført troværdige, accepterer man næsten filmens mangel på vigtige sidehistorier.
Det forunderlige ved The Cooler er, at Macys uheldighed ikke er selvindbildning eller selvmedlidenhed, men nærmest (uønsket, naturligvis) oprigtigt. Lidelsen symboliserer naturligvis ens medmenneskers humør og denne påvirkning på en, sat op på en spids. Kramer får rigtig mange fine detaljer med i Macys lykkeomvendelse, som man sagtens kan relatere til, hvorved troværdigheden ikke mistes. Kun den endelige plottwist virker for konstrueret, selvom Macy og Bello virkelig fortjener deres lykke.
Alec Baldwin giver en af karrierens mest nedtonede og bedste præstationer, et indædt portræt af et selvforskyldt plaget sind. The Cooler besidder nogle tragiske menneskeskildringer, men hvor Macy og Bello (igen må jeg sige, at hun virkelig er en skøn skuespiller!) hiver sig op af rendestenen ved hjælp af den bogstavelig talt frelsende kærlighed til hinanden, må Baldwin betale prisen for hans griskhed og ufortrødne udnyttelse af Macy. Renoveringen af Baldwins fashionable kasino katalyserer en selvindsigt, hvor han ikke nyder resultatet. Det planlagte nye kasino, en udnyttende postmodernistisk pengemagnet der nedlægger gamle traditioner og den trygge nostalgi, gør, igennem dens betydningsfulde symbolik for Baldwins egen personudvikling, at man som tilskuer finder sympati for hans person, da man aner, at der under overfladen banker et hjerte (for at lyde pladderromantisk). Perfekt spillet af Baldwin, der ikke tyer til overdramatiske virkemidler.
Om end, som førnævnt, historien er velfungerende, så er The Cooler skuespillernes film, og især Bello og Baldwin får filmen trukket op på de fire stjerner. Kramer viser forventningsfuld sikkerhed i flere af filmmediets aspekter, og man kan med rette forvente sig meget af denne herre (Mindhunters til side).
25/11-2004
