Propaganda i bredformat

Mens snart sagt alle film selvfølgelig er lavet til det store lærred, så er der film, der kun hører hjemme der. Selv om Independence Day er stor og flot, så falder den meget sammen på en fjernsyn-skærm. Pearl Harbor hører hjemme i denne kategori, fordi den store og voldsomme oplevelse slet ikke kan overleve, at komme ud af biografsalen. Star Wars og Lord of the Rings kan overleve, at komme ned på den lille skærm, men for de førnævnte går den ikke.

Nu så jeg faktisk filmen i biffen, da den kom frem for et par år siden, men jeg samlede den forleden op for et 50'er på DVD. At der så gik en uge før jeg fik taget mig sammen til at se den siger måske noget om, hvor vedkommende en film, jeg syntes det var...

Filmen er stort set en lang gang melodramatisk amerikansk selvforherligelse, og det hele er i grunden meget langtrukket. Bevares, omkring halvanden time inde i filmen når selve angrebet på Pearl Harbor begynder, så får vi ca. 30-40 minutters meget overbevisende og effekt-fyldte sekvenser, der i deres brutalitet og ødelæggelse har deres egen grusomme skønhed. Men netop det faktum at de mere voldelige krigs-situationer er dem, der helt stjæler billedet, viser at det er her man har ment filmens vigtigste del lå, og at man derfor har lagt flest kræfter her. På den måde taler filmen virkeligt til det laveste i tilskueren, fordi folkene bag filmen åbenbart udemærket godt er klar over, at folk kun troppede op i biffen for at svælge i blod, vold, og generel død og ødelæggelse. At filmen kom ud i samme år som terror-angrebet på USA den 11. september har sikkert heller ikke skadet. Det var ikke bevidst, men derfor har timingen nu nok alligevel været meget heldig for omsætningen...

Nu kunne man så indvende, at jeg er for hård, når jeg skælder filmen ud for at lægge store kræfter i de krigsscener i filmen, som naturligvis er nødt til at være med. Det ville også være berettiget kritik, hvis ikke det lige var fordi filmen ellers er uendeligt sentimental og kedelig.

Før selve angrebet på Pearl Harbor går der tæt på halvanden time, hvilket er den tid de fleste film bruger på at fortælle hele deres historie. Men her kører man på tomgang i over en time, og som i Titanic holder man det ud, fordi man jo ved, at den visuelle katastrofe venter forude. Jeg mener, blandt jer der har DVD'en, hvor mange af jer ser så hele filmen hver gang? Hvis svaret er nej, hvad siger det så om filmens kvaliteter? Bevares, jeg skælder ikke ud, for der er jo ingen tvivl om, at jeg også selv vil se netop de scener igen og igen, men det er også netop pointen - hvis man kun ser de drabelige kampe og aldrig selve dramaet, så kan en film ikke kaldes særligt god, medmindre man simpelthen har set disse så ofte, at man nærmest kan dem udenad (som mange af os engang kunne med Star Wars...). Jeg tvivler dog på, at det er tilfældet for Pearl Harbor, og det siger meget.

Som det ikke er slemt nok, så vender filmen tilbage til plotmæssig tomgang, når først selve angrebet er ovre, hvilket betyder man kan se frem til endnu en times overfladisk nonsens. Amerikanerne planlægger et modangreb, men vi får at vide, at det faktisk ikke vil gøre nogen forskel, bortset fra at hjælpe på moralen. Men andre ord er man altså villige til at ofre 16 fly med over 60 dygtige piloter for at opnå et mål, der ikke har strategisk betydning. Hmmm, er det bare mig, eller lyder det som om Roosevelt er villig til at ofre mænd ud fra ren hævnfølelse? Den del af historien hænger ikke godt sammen, og ser faktisk mest ud til at tjene som undskyldning for at lave nogle flere scener med store eksplosioner, hvor amerikanerne kan få slukket deres hævntørst. Det er muligt, at den historiske Doolittle mission havde en bedre baggrund, men hvis det er tilfældet, så spilder filmen i hvert fald ikke tid på at fortælle os den... desværre. Det havde måske været bare lidt interessant, og det kunne i hvert fald ikke være mere kedeligt end det vi i stedet bliver præsenteret for.

På den anden DVD med ekstra materiale, gør folkene bag filmen ellers stort og bredt opmærksomt på, hvor realistisk og ærligt det hele er overfor historiens gang. Affleck fortæller, at han aldrig ville medvirke i propaganda. Problemet er bare, at de derefter prompte fortæller om, hvordan det amerikanske forsvar tog store skridt for at hjælpe deres produktion, hvilket sætter et stort spørgsmålstegn ved, hvor ikke-propaganda-agtigt det hele er, når man nu ved, at Pentagon ikke ligefrem er kendt for at give tilladelse til ret meget, der ikke udelukkende siger pæne ting om dem selv. Man fastholder f.eks. også, at historien også afspejler den japanske side af tingene, så helhedsintrykket skulle være upartisk og objektivt. Men der er nu alligevel ikke nogen B-historie om en japansk pilot, der tvinges ind i krigen eller den slags. Næ, den japanske side retfærdiggøres kun af en enkelt kommentar om, at USA tvinger Japan ind i krigen, fordi de er i vejen for deres olieforsyninger, og derefter ses enkelte scener, hvor den japanske flådegeneral, spillet af Mako, reflekterer over, at en klog mand ville finde en anden udvej og lignende slags afbrændte klichéer og højtidelig lommefilosofi. De samlede scener med japanerne er under fem minutter, og selv om Mako er en udemærket skuespiller, så har han her mindre spilletid som flådegeneral i en tre timer lang film end han havde i sin lille birolle i den langt kortere Conan The Barbarian. Det taler vist for sig selv. Vi får også at vide, at stort set hele handlingen er et opkog af autentiske begivenheder, som forskellige virkelige personer blev udsat for, og som så blev overført til filmens hovedpersoner. Jeg vil dog indvende, at med så spændende en baggrund og baseret på så mange menneskeskæbner, så kunne man vel godt have strikket noget sammen, der havde langt mere nerve dramatisk end det her. Filmen nævner f.eks. alle de søfolk, der druknede på U.S.S. Arizona, da skibet gik ned, men selv vi får det at se, så er alle de involverede folk ligegyldige statister, hvilket lugter langt væk af "Red Shirt" (fra Star Trek) eller "Crewman no. 5" (for dem af jer der har set "Galaxy Quest"), fordi vi sådan set kan være fløjtende ligeglade med at de drukner, eftersom de overhovedet ikke kommer os ved - de er baggrundspersoner som kun eksisterer for at dø når tiden kommer, så de kan illustrere tabene. Men vi lærer aldrig nogen af dem at kende, så derfor kan vi som tilskuere være ligeglade, når plottet myrder dem. Det havde sgu været mere spændende, hvis en af hovedpersonerne druknede dernede, men nej. Ak! Jeg er sikker på, at de historier veteranerne har at fortælle er langt mere medrivende, og vi får da heldigvis også et par interviews med enkelte af dem i ekstramaterialet, hvilket faktisk er langt mere vedkommende end selve filmen.

Cuba Gooding Jr. er også med i rollen som den sorte kok, der aldrig har fået lov til at affyre et våben på grund af racisme, men som under det store slag pludselig er nødt til at bekæmpe fjenden. Det bygger på en autentisk situation, men i filmens plot er det en helt igennem ligegyldig fodnote, der ikke har nogen betydning overhovedet, og det er faktisk fornærmende, at man har hentet en så dygtig skuespiller ind til et par ligegyldige scener bare for så at kunne påstå, at man tager afstand fra racisme (for vi er jo politisk korrekte!) og har en Oscar-vinder på rollelisten. Ak...

Det er egentligt trist, for der er gode kræfter med i filmen. Men skuespillet lugter af fast arbejde, når man ser folk som Affleck og co. citere deres replikker. De får nu heller ikke meget at arbejde med fra et manuskript, der er fyldt med en sjældent set grad af pladder-romantisk og sentimentalt sludder. Hele plottet mellem filmens tre hovedpersoner er fuldstændigt forudsigeligt og overfladisk, hvilket betyder at Pearl Harbor er en af den slags film, hvor man efter fem minutter kan forudse ikke bare hvad der skal ske, men også hvornår i filmen.

Når karaktererne så samtidig totalt mangler dybde, så falder filmen helt fra hinanden. Det her er måske nok flot, når de store kampe begynder, men de øvrige to timer er rent fyld, og det efterlader en bitter smag af, at de kun tjener som undskylding for de tilskuere, der trækkes i biffen af ren krigsliderlighed.

Det grundlæggende plot er også et håbløst main-stream trekants(melo)drama med alle de værste sider af Hollywood, man (ikke) kunne tænke sig. De to barndomsvenner, der falder for den samme pige, men selvfølgelig ikke samtidigt, for det gør venner jo ikke. Næ, Danny har ingen interesse i piger overhovedet før Evelyn bliver ledig efter Rafes formodede død, hvorpå han selvfølgelig falder pladask for hende med det samme, da vi jo ellers kunne få den tanke, at han var bøsse, og det går jo slet ikke.

Rafe har ganske vist løjet for Danny ved at antyde, at han er beordret til England, når han faktisk tager afsted frivilligt, og han tager afsted selv om han påstår at elske Evelyn åh så meget. Men selv om han efterlader hende alene og er væk i mange måneder, så forventer han alligevel, at hun venter på ham, selv efter han skulle have været død i månedsvis. Den vrede retfærdiggøres med, at Evenlyn er blevet gravid med Dannys barn, hvilket jo viser, at det er dem, der har fejlet her, for at have sex udenfor ægteskabet er jo en synd i det puritanske USA... Det er som sådan ikke en skidt historie, men den er set mange gange før i meget kortere film, og hvor dramaet bliver langt mere alvorligt, voksent, og ærligt, og det siger ikke pæne ting om filmen, at den nægter at beskæftige sig med problematikken på et seriøst plan, og i stedet bare belejligt dræber Danny i slutningen, så problemet er løst og Rafe kan få sin Evelyn. Suk...

Skuespillerne har heller ikke selv troet på historien, for selv om Ben Affleck og Josh Hartnett begge er habile skuespillere, så er det pinligt at skulle se Dannys oversentimentale dødsscene og høre Affleck græde krokodille-tårer, så det sentimentalt hungrende publikum endelig kan få udløsning. Bvadr!

Det går spændende for sig, når Pearl Harbor er i luften under selve angrebet, men i modsætning til f.eks. Top Gun, hvor dramaet blot er nede på jorden, når det, tja, er nede på jorden, så udsætter Pearl Harbor sig selv for så fatale dødsstyrt i handlingen, når vi skal se drama på landjorden, at man skulle tro, der var tale om en episode af Jackass eller lignende.

Pearl Harbor skraber måske bunden plotmæssigt, men burde nok få en ekstra stjerne alene på grund af de flotte effekter midt i filmen. Den mister dog den stjerne igen, fordi den så krigsliderligt hungrer efter døden og volden i disse scener, at det bliver åbenlyst, at den ikke er interesseret i andet end at svælge i død og ødelæggelse, og ellers er villig til at overlade alt andet til ren sentimentalitet og pladder-romatisk vås. Ja, det er flot og imponerende, at Michael Bay kan bygge det meste af et krigsskib og vende det på hovedet, men det bør altså være en illustrerende effekt og ikke en baggrund for overhovedet at lave filmen, og det er utilgiveligt at spilde de øvrige to timer med romantisk pladder, som åbenbart slet ikke interesserer ham. Hvis du vil se vedkommende krigsfilm om anden verdenskrig, så se Schindler's List eller Saving Private Ryan, eller sørg for at få kigget på Band of Brothers (Kammerater i krig) næste gang den dukker op på tv. Hvis du vil se film om Pearl Harbor, så se klassikerern Tora, Tora, Tora istedet, der har langt mere nerve og objektivitet. Pearl Harbor er lige præcis værd at kigge på for nogle flotte sekvenser, når japanerne angriber. Der er en nærmest morbid ironi i, at det faktisk er det mest opløftende i hele filmen...