Hvad Man Burde Forvente
2.0
Aldrende playboy (Nicholson), der kun gider kun have kærester under 30, har lige erobret en ny ung kvinde (Peet). Men så møder han hendes mor (Keaton), en jævnaldrende kvinde, og sød musik opstår.
Ligesom instruktør Meyers forrige film, succesen ”What Women Want” med Mel Gibson i hovedrollen, handler ”Something’s Gotta Give” om modsætningerne mellem mænd og kvinder og om at finde ind til de sande værdier.
Desværre er problemerne også de samme, for ligesom i ”What Women Want”, så starter den her egentlig ganske sjovt, men det går hurtigt ned af bakke i en alt for lang forestilling, hvor alt trækkes i langdrag i en politisk korrekt historie, der ender utilgiveligt kedeligt, mens alt undervejs er så forudsigeligt som det kommer.
Nicholson giver ellers en god parodi, på noget der minder en om ham selv, som charlatanen der nægter at acceptere, at han er ved at blive gammel og samtidig er bange for at binde sig, og de forpligtelser der deraf følger. Men hvad nytter det, når vi får det proppet ind med skeer hvad vi skal mene og helt ærligt, så gider jeg sku ikke skulle fortælles hvad der gør det gode liv, i hvert fald ikke når det fortælles så tandløst og konventionelt som her. Nogle gode provokationer og lidt omvendt psykologi havde da i det mindste pyntet på historien og dens temaer, men det er der stort set intet af undervejs. Den følger blot en skematisk vej, som man føler bliver længere og længere og også kedeligere og kedeligere.
Meyers viser ellers i nogle scener talent for godt skuespil, og særligt Keaton spiller indimellem så man tror man sidder og ser et menneske, der i al hemmelighed bliver filmet. Desværre er kontrasten til andre scener mere end stor, her overspiller Keaton i en sådan grad, at det bliver pinligt. Nok fordi man har prøvet at gøre det mere morsomt end tiltrængt, så det bliver det netop af den grund ikke.
”Something’s Gotta Give” er en pænt produceret metervare, der nok skal underholde den mindre krævende del af et ældre publikum, så kan alle vi andre bare ryste på hovedet over denne asteniske og pladderromantiske forestilling af en overlang gaaaber.
Ligesom instruktør Meyers forrige film, succesen ”What Women Want” med Mel Gibson i hovedrollen, handler ”Something’s Gotta Give” om modsætningerne mellem mænd og kvinder og om at finde ind til de sande værdier.
Desværre er problemerne også de samme, for ligesom i ”What Women Want”, så starter den her egentlig ganske sjovt, men det går hurtigt ned af bakke i en alt for lang forestilling, hvor alt trækkes i langdrag i en politisk korrekt historie, der ender utilgiveligt kedeligt, mens alt undervejs er så forudsigeligt som det kommer.
Nicholson giver ellers en god parodi, på noget der minder en om ham selv, som charlatanen der nægter at acceptere, at han er ved at blive gammel og samtidig er bange for at binde sig, og de forpligtelser der deraf følger. Men hvad nytter det, når vi får det proppet ind med skeer hvad vi skal mene og helt ærligt, så gider jeg sku ikke skulle fortælles hvad der gør det gode liv, i hvert fald ikke når det fortælles så tandløst og konventionelt som her. Nogle gode provokationer og lidt omvendt psykologi havde da i det mindste pyntet på historien og dens temaer, men det er der stort set intet af undervejs. Den følger blot en skematisk vej, som man føler bliver længere og længere og også kedeligere og kedeligere.
Meyers viser ellers i nogle scener talent for godt skuespil, og særligt Keaton spiller indimellem så man tror man sidder og ser et menneske, der i al hemmelighed bliver filmet. Desværre er kontrasten til andre scener mere end stor, her overspiller Keaton i en sådan grad, at det bliver pinligt. Nok fordi man har prøvet at gøre det mere morsomt end tiltrængt, så det bliver det netop af den grund ikke.
”Something’s Gotta Give” er en pænt produceret metervare, der nok skal underholde den mindre krævende del af et ældre publikum, så kan alle vi andre bare ryste på hovedet over denne asteniske og pladderromantiske forestilling af en overlang gaaaber.
27/11-2004
