- Langt fra overbevisende -

3.0
Den slagkraftige kinesiske tju bang-instruktør John Woo gjorde for alvor sit indtog i Hollywood med den imponerende ”Face/Off”. Man forstår godt, det ikke blev med denne her, der blev lavet et år forinden, for sammenlignet fremstår ”Broken Arrow” som en noget tam forestilling.

Som højst usandsynlig actionfilm fungerer den vel okay, da Woos talent for at skrue nogle gedigne og flotte actionscener sammen ikke fornægter sig, men vi mangler nogle spektakulære scener i filmen, før den kan hæve sig over det middelmådige. Selvom der underholdes godt uden at spare på krudtet, så er den ganske ordinær og med mange af genrens fortærskede klicheer klæbende til sig. Som f.eks. under indledningsscenen i bokseringen, som på rekordtid fordeler rollerne og introducerer os for vores kommende helt og skurk, og filmen er derfor dårligt nok begyndt, før man ved, hvordan den vil slutte.

Og når filmen oven i købet læner sig op ad en tynd og håbløst uoriginal handling, gør den det blot sværere for sig selv. Det kan end ikke den gode action råde bod på. Lige lidt hjælper det, at Slater og Travolta spiller uden det store engagement, selvom skurkerollen nu klæder sidstnævnte godt. Tre små stjerner.
Broken Arrow