tilpas latterlig

Stjernebesat og løssluppen, men også herlig amoralsk og uforpligtende (samt lettere sort) komedie, der veloplagt tager tykt pis på gangsterklicheerne. Matthew Perry (den eneste, sammen med dejlige Jennifer Aniston, der tilsyneladende har komisk talent, der rækker udover tv-serien Venner) spiller den utilfredse, men kompromissøgende tandlæge, der ufrivilligt (takket være hans had til konen, en irriterende velspillende Roseanne Arquette) trækkes ind i lejemorderintriger, da han opdager, at hans nye nabo, subtilt underspillet af en morsom Bruce Willis, er eks-lejemorder. Kultursammenstødene (hvis man kan kalde dem det) og forskellighederne mellem Perry og Willis’ moraleopfattelser er grobund for de allerbedste grin, hvor kemien mellem dem er fremragende. Birollerne gør et udmærket stykke arbejde, hvor ingen rigtig skiller sig ud. Andet end naturligvis Kevin Pollak, der får det bedste ud af en primært set ukomisk rolle.

Det høje humør og de mange morsomme optrin til trods, så er Ni Fod Under en smule trættende i længden. Man savner lidt ægte dramatik, og overgangen mellem sort komedie til en mere alvorlig fortælling i filmens sidste tredjedel er ikke helt flydende. Komikken trækkes for langt ud, og i sidste ende forglemmes den helt. Filmen er dog alligevel anbefalelsesværdig, mest på grund af Perry, der har en absolut sublim fysisk komik. Hans evindelige løben ind i døre og store mænd er nærmest ubetalelig. Toppen nås dog, da han skal løbe en ekstra omgang for at åbne en bildør for Pollaks benhårde karakter. Det lyder ikke morsomt, men det er det! Perry er et komisk geni.

Instruktøren Jonathan Lynn, der tidligere har begået den seværdige Min Fætter Vinny med altid fremragende og altid undervurderede Joe Pesci, instruerer uden det store engagement, og jeg havde forventet mig noget mere. Fortsættelsen Ti Fod Under (genial titel), med rutinerede Howard Deutch i instruktørrollen, skal dog alligevel have et kig med på vejen. Perry vil utvivlsomt begå enkelte genistreger igen.