- Woo går i krig -
3.0
Når actioninstruktøren John Woo beslutter sig for at lade sit næste værk være en krigsfilm, har man på forhånd sine bange anelser. Desværre bliver disse anelser ikke gjort til skamme, og ”Windtalkers” må siges at være mislykket - både som Woo-film men så sandelig også som krigsfilm.
Og her har vi i virkeligheden problemets kerne. Guderne må vide, hvorfor i alverden en blypumper-instruktør som John Woo overhovedet har valgt at lave en krigsfilm. Hans visuelle approach er uforenelig med de menneskelige og psykologiske vinkler, som (en god) krigsfilm besidder. Så kunne man så vælge at tro, at Woo simpelthen ønsker at udvide sin horisont som instruktør og tage udfordringen op, men desværre skal vi ikke langt ind i filmen, før det viser sig ikke at være tilfældet.
I bedste Woo-stil vægter ”Windtalkers” nemlig den flotte action højere end den meningsfulde historie. Filmen er proppet med kampscener, og vi befinder os hovedsagligt på slagmarken, hvor massiv ildkamp og et virvar af granateksplosioner mere fremstår som festfyrværkeri end egentlige krigshandlinger. Og det er præcis, hvad der er galt med ”Windtalkers”. Den er mere interesseret i at imponere visuelt og være et actionshow, end den er i at være en krigsfilm med meningsfyldt historie og psykologisk vinkel.
Den historie, som filmen så fortæller, er spinkel og til tider oversentimental, og selvom man har forsøgt at være human og fortælle en historie om mødet mellem to kulturer i en fælles krig, så bliver det aldrig gribende, men nærmere uinteressant, idet der ganske enkelt ikke er kød nok på fortællingen.
Filmen får alligevel 3 stjerner i underholdningens navn. Woo vil inderst inde bare gerne lave actionfilm, så det burde han holde sig til, men kan man i mellemtiden stille sig tilfreds med en actionfilm i krigsfilmsemballage, så tjener ”Windtalkers” alligevel et formål.
Og her har vi i virkeligheden problemets kerne. Guderne må vide, hvorfor i alverden en blypumper-instruktør som John Woo overhovedet har valgt at lave en krigsfilm. Hans visuelle approach er uforenelig med de menneskelige og psykologiske vinkler, som (en god) krigsfilm besidder. Så kunne man så vælge at tro, at Woo simpelthen ønsker at udvide sin horisont som instruktør og tage udfordringen op, men desværre skal vi ikke langt ind i filmen, før det viser sig ikke at være tilfældet.
I bedste Woo-stil vægter ”Windtalkers” nemlig den flotte action højere end den meningsfulde historie. Filmen er proppet med kampscener, og vi befinder os hovedsagligt på slagmarken, hvor massiv ildkamp og et virvar af granateksplosioner mere fremstår som festfyrværkeri end egentlige krigshandlinger. Og det er præcis, hvad der er galt med ”Windtalkers”. Den er mere interesseret i at imponere visuelt og være et actionshow, end den er i at være en krigsfilm med meningsfyldt historie og psykologisk vinkel.
Den historie, som filmen så fortæller, er spinkel og til tider oversentimental, og selvom man har forsøgt at være human og fortælle en historie om mødet mellem to kulturer i en fælles krig, så bliver det aldrig gribende, men nærmere uinteressant, idet der ganske enkelt ikke er kød nok på fortællingen.
Filmen får alligevel 3 stjerner i underholdningens navn. Woo vil inderst inde bare gerne lave actionfilm, så det burde han holde sig til, men kan man i mellemtiden stille sig tilfreds med en actionfilm i krigsfilmsemballage, så tjener ”Windtalkers” alligevel et formål.
05/01-2005
