dilettantisk umorsom!
1.0
Ni Fod Under fra 2000 var en habil morsom sag, der hovedsagligt fungerede gennem Matthew Perrys ret så komisk geniale præstation og den kontrasterende livsopfattelse og sammenstødning mellem Perrys lettere neurotiske læge og Willis’ iskolde lejemorder. En fortsættelse var ikke ligefrem en kærkommen nødvendighed, men en halvanden time i selskab med de tilbagevendende stjerner var heller ikke uønsket. På papiret. Fortsættelsen, men den spidsfindige titel Ti Fod Under, er simpelthen så dum og latterlig, et fuldstændig unødvendigt produkt fra producenternes ønske om at gentage den forholdsvis succesrige formel, som forgængeren anvendte.
Jonathan Lynn er blevet udskiftet med den rutinerede komedieinstruktør Howard Deutch, der dog ikke medbringer noget erfaring i hans udførelse. Sjældent har man set så uengageret og kvalitetsfraværende instruktion, der simpelthen skriger efter skældsord. Deutchs største problem er, at han ikke holder historien i kort snor. Hændelserne kører bare derudaf uden komisk timing eller mulighed for karakterindlevelse. Endnu værre er det næsten, hvorledes han lader de medvirkende overspille i den grad. Især Bruce Willis er for manisk og mekanisk i hans komik, og her snakker vi ellers om en af alle tiders mest karismatiske skuespillere. Perry får fyret enkelte genistreger af, men er (og hvor hader jeg at sige dette!) hovedsagligt bare anstrengende. Hans normalvis komisk subtile replikaflevering og exceptionelle kropssprog har ingen tyngde, intet scenarium at hænges op på. Og det er en skam, for Perry er en af nutidens mest begavede komikere. Paradoksalt nok er den ellers så talentløse Natascha Henstridge mest troværdig, men det hænger måske sammen med hendes begrænsede spilletid. Intrigerne er komplet overflødige og alt andet end suspensefyldt.
De medvirkende har tydeligvis haft det morsom under indspilningerne, men det smitter ikke af på publikum. Jeg håber, at de skammer sig hele vejen til banken, for man skal lede længe efter en mere pengefikseret og kommercielt fortsættelse. På et punkt rammer filmen dog plet. Perrys sidste replik er ’det er for pinligt’, og det kan man da kun give ham ret i!
Jonathan Lynn er blevet udskiftet med den rutinerede komedieinstruktør Howard Deutch, der dog ikke medbringer noget erfaring i hans udførelse. Sjældent har man set så uengageret og kvalitetsfraværende instruktion, der simpelthen skriger efter skældsord. Deutchs største problem er, at han ikke holder historien i kort snor. Hændelserne kører bare derudaf uden komisk timing eller mulighed for karakterindlevelse. Endnu værre er det næsten, hvorledes han lader de medvirkende overspille i den grad. Især Bruce Willis er for manisk og mekanisk i hans komik, og her snakker vi ellers om en af alle tiders mest karismatiske skuespillere. Perry får fyret enkelte genistreger af, men er (og hvor hader jeg at sige dette!) hovedsagligt bare anstrengende. Hans normalvis komisk subtile replikaflevering og exceptionelle kropssprog har ingen tyngde, intet scenarium at hænges op på. Og det er en skam, for Perry er en af nutidens mest begavede komikere. Paradoksalt nok er den ellers så talentløse Natascha Henstridge mest troværdig, men det hænger måske sammen med hendes begrænsede spilletid. Intrigerne er komplet overflødige og alt andet end suspensefyldt.
De medvirkende har tydeligvis haft det morsom under indspilningerne, men det smitter ikke af på publikum. Jeg håber, at de skammer sig hele vejen til banken, for man skal lede længe efter en mere pengefikseret og kommercielt fortsættelse. På et punkt rammer filmen dog plet. Perrys sidste replik er ’det er for pinligt’, og det kan man da kun give ham ret i!
05/12-2004
