klichefyldt!

Forholdsvis effektiv, men også 100 procent konventionel og forudsigelig actionthriller, der er så skabelonskåret og ustødende, at man hverken kan lide eller hade den. Det søgte præmis ligger op til en god del spænding, men endnu engang formår den alt for rutinerede instruktør Barbet Schroeder (Enlig Pige Søger, Dødens Kys) at pakke et potentielt godt manuskript ind i de rene banaliteter (selvom manuskriptforfatteren skal tage skylden for de pinlig trivielle replikker). Schroeder gjorde det også skamløst med hans seneste, Murder by Numbers, der kunne have blevet til en fantastisk thriller med interessante undersøgelser i en udspekuleret morders psyke. Men endnu engang fuckede Schroeder en god idé op. Det er ikke umuligt, at han kan begå gammeldags tjubang-film, som var så populære i 80’erne, hvor karaktertroværdighed ikke var en nødvendighed, men han har tydeligvis ingen følelse for nutidens krav for en god spændingsfilm.

Skuespilleren Michael Keaton er et kapitel for sig selv. Hvordan denne yderst talentfulde herre er gået fra hans superbe fortolkning af den plagede Batman til at være indskrevet i glemmebogen er mig en gåde. 1998 var et godt år for Keaton, der kunne ses i rollen som smartass FBI-agenten Ray Nicolet i både Soderberghs Out of Sight og Tarantinos undervurderede Jackie Brown. Hans rolle i Desperate Measures er ikke nær så velspillende, og han er da også kun seværdig af nostalgiske årsager. Nu er hans rolle også håbløs endimensional, hvor der ikke vises facetter i den tilsyneladende intelligente undvegne fange. Den psykologiske udforskning tilsidesættes fuldstændig, desværre. Andy Garcia gør, hvad han skal, men så heller ikke mere.

Desperate Measures er en samlebåndsthriller, der underholder moderat, men langtfra giver et længerevarende indtryk. Den er en af de slags film, som man ikke kan huske noget som helst om 2 minutter efter slutningen, da innovation tydeligvis ikke havde været på dagsordenen.