Kærlighedens natur
3.0
Zhang Yimou har lavet en hyldest til den store kærlighed med en enkel historie og skønne billeder i cinemascope
"Vejen hjem" er de storslåede landskabers og de uudtalte følelsers film. Den handler om den slags kærlighed, der trodser tidens gang og årstidernes skiften. Om 40 års trofast hengivelse til den eneste ene. Publikum bliver dog kun vidne til passionens første stadier, hvor nysgerrigheden, betagelsen og forelskelsen hersker. Zhang Yimou har valgt at dyrke sanseligheden i det flygtige møde mellem to længselsfulde blikke, og den heftige hjertebanken et kort replikskifte kan medføre. Han forlader sig i høj grad på stemninger og forsøger skruppelløst at påvirke publikums emotionelle sindstilstand. Og det lykkes et godt stykke hen af vejen.
Fortid og nutid
Yimou har spundet en nutidig rammehistorie i sort/hvide billeder, der sætter handlingen i perspektiv og viser traditionens trange kår i et Kina, hvor moderniteten har sat sine tydelige spor. En ung mand vender efter flere år i storbyen tilbage til sin landsby, da hans far er død. I 40 år bestred faren hvervet som byens skolelærer, og hans kone ønsker et traditionelt begravelsesoptog for at vise ham den sidste ære. Mens sønnen forsøger at tale sin mor fra idéen, erindrer og fortæller han historien om dengang i 1958, da hans forældre mødtes for første gang.
Det var en tid, hvor de fleste ægteskaber blev arrangeret, og man ikke sådan rendte efter hinanden. Men det gør bondepigen Di (Zhang Ziyi) nu. Hun er filmens og det spirende forholds udfarende kraft, der stædigt og tålmodigt forfølger sit hjertes udkårne. Det bliver til mange løbeture i Guds natur for at fange den unge, nyankomne Changyus (Zheng Hao) opmærksomhed, og efterhånden bærer anstrengelserne også frugt. Dog dryppes der malurt i bægeret, da Changyu bliver beordret bort fra landsbyen af ikke nærmere angivne politiske årsager. Dette er den eneste kritiske reference til den politiske situation i Kina, så man skal ikke forvente den store revselsestur fra Yimous hånd i denne omgang.
Vink med en vognstang
Uden at der løsnes et eneste kys fra hovedpersonernes læber åbenbares en kærlighedshistorie af Titanic'ske dimensioner. Det gives der et fingerpeg om allerede i filmens start, da der ikke hænger én, men hele to plakater fra den våde love story i den sørgende enkes hjem, og den storladne musik når da også tit James Hornerske højder.
Yimou viser sig endnu en gang som en eminent billedskaber af rang, og ligesom det var tilfældet med "Jo Dou" (1990) og "Under den røde lygte" (1991), har den kinesiske instruktør også fået en pris for "Vejen hjem", nemlig Sølvbjørnen i Berlin. Han holder støt en poetisk kurs hele filmen igennem og sætter alt ind på sin såre enkle historie. Enkelheden er en styrke såvel som en svaghed, og denne anmelder savner både bid i handlingen og en mere kompleks karaktertegning. Et mærkbart slag i bolledejen om man vil. Som det ser ud nu, minder "Vejen hjem" mest om et pænt glansbillede med en næsten usynlig bussemand i baggrunden. Kvaliteterne ligger i godterne for øjnene og måske som en klump i maven, hvis man bukker under for instruktørens fermt manipulerende strategier.
"Vejen hjem" er de storslåede landskabers og de uudtalte følelsers film. Den handler om den slags kærlighed, der trodser tidens gang og årstidernes skiften. Om 40 års trofast hengivelse til den eneste ene. Publikum bliver dog kun vidne til passionens første stadier, hvor nysgerrigheden, betagelsen og forelskelsen hersker. Zhang Yimou har valgt at dyrke sanseligheden i det flygtige møde mellem to længselsfulde blikke, og den heftige hjertebanken et kort replikskifte kan medføre. Han forlader sig i høj grad på stemninger og forsøger skruppelløst at påvirke publikums emotionelle sindstilstand. Og det lykkes et godt stykke hen af vejen.
Fortid og nutid
Yimou har spundet en nutidig rammehistorie i sort/hvide billeder, der sætter handlingen i perspektiv og viser traditionens trange kår i et Kina, hvor moderniteten har sat sine tydelige spor. En ung mand vender efter flere år i storbyen tilbage til sin landsby, da hans far er død. I 40 år bestred faren hvervet som byens skolelærer, og hans kone ønsker et traditionelt begravelsesoptog for at vise ham den sidste ære. Mens sønnen forsøger at tale sin mor fra idéen, erindrer og fortæller han historien om dengang i 1958, da hans forældre mødtes for første gang.
Det var en tid, hvor de fleste ægteskaber blev arrangeret, og man ikke sådan rendte efter hinanden. Men det gør bondepigen Di (Zhang Ziyi) nu. Hun er filmens og det spirende forholds udfarende kraft, der stædigt og tålmodigt forfølger sit hjertes udkårne. Det bliver til mange løbeture i Guds natur for at fange den unge, nyankomne Changyus (Zheng Hao) opmærksomhed, og efterhånden bærer anstrengelserne også frugt. Dog dryppes der malurt i bægeret, da Changyu bliver beordret bort fra landsbyen af ikke nærmere angivne politiske årsager. Dette er den eneste kritiske reference til den politiske situation i Kina, så man skal ikke forvente den store revselsestur fra Yimous hånd i denne omgang.
Vink med en vognstang
Uden at der løsnes et eneste kys fra hovedpersonernes læber åbenbares en kærlighedshistorie af Titanic'ske dimensioner. Det gives der et fingerpeg om allerede i filmens start, da der ikke hænger én, men hele to plakater fra den våde love story i den sørgende enkes hjem, og den storladne musik når da også tit James Hornerske højder.
Yimou viser sig endnu en gang som en eminent billedskaber af rang, og ligesom det var tilfældet med "Jo Dou" (1990) og "Under den røde lygte" (1991), har den kinesiske instruktør også fået en pris for "Vejen hjem", nemlig Sølvbjørnen i Berlin. Han holder støt en poetisk kurs hele filmen igennem og sætter alt ind på sin såre enkle historie. Enkelheden er en styrke såvel som en svaghed, og denne anmelder savner både bid i handlingen og en mere kompleks karaktertegning. Et mærkbart slag i bolledejen om man vil. Som det ser ud nu, minder "Vejen hjem" mest om et pænt glansbillede med en næsten usynlig bussemand i baggrunden. Kvaliteterne ligger i godterne for øjnene og måske som en klump i maven, hvis man bukker under for instruktørens fermt manipulerende strategier.
19/11-2018
