Med lidet reformation

Der er nok ikke megen tvivl om at Luthers reformation og opgør med den etablerede kirke hører til blandt de mest spændende kapitler af både Kristendommens og Europas historie. Det har folkene bag filmen om Luther således også indset og lavet en film om emnet.

Efter Gibson's enorme succes med voldsorgiet "The Passion of the Christ" kunne man formode, at en film om Martin Luther og reformationen ville trække mange interesserede i biografen, men faktisk har filmen ikke tiltrukket sig den store opmærksomhed og er vist ikke blevet opdaget af ret mange.

Det er sådan set også forståeligt nok, for selv om det hele egentlig fungerer pænt og udemærket, så bliver filmen aldrig så interessant og medrivende, som man kunne forvente af en film, der har et så spændende grundlag som oplæg.

Filmen er en grundlæggende gennemgang af Martin Luthers liv og hans arbejde med at reformere kirken i et direkte opgør med det ortodokse og grådige Rom, hvor politiske og økonomiske interesser lader til at veje en del tungere end forkyndelsen af Guds ord og barmhjertigheden overfor det jævne folk. Luther kommer hurtigt på sporet af den åndelige råddenskab og det grundlæggende paradoks i den konsekvente udnyttelse af de fattiges tro, og det bringer ham hurtigt på kollisionskurs med det etablerede samfund af gejstelige, der lever godt på de fattiges donationer til kirken. Med tiden udvikler det sig ikke blot til en hellig krig internt i kristendommen, men også til noget af en revolution indenfor det tyske samfund.

Skuespillet er lidt trægt. Joseph Fiennes gør en god figur i hovedrollen, selv om spillet bliver yderst anstrengt i de scener, hvor Luther føler sig forfulgt af Djævelen. Her er det slet ikke lykkes for instruktøren at lægge hverken dybde eller drama ind i handlingen, og det kan selv ikke Fiennes' spil redde disse scener fra - de er bare generelt kedelige og kan derfor kun fungere som ren illustration af Luthers indre konflikter. Det er skuffende, at man ikke filmisk har været bedre i stand til at visualisere en sådan konflikt, og at man som tilskuer derfor er fuldstændigt overladt til logisk at skulle fortolke sig frem til, hvad det er hovedpersonen gennemgår. Det kunne og burde man sagtens have gjort bedre...

Joseph Fiennes bærer dog langt fra hele skylden for det træge skuespil, eftersom de fleste øvrige medspillere har mere end svært ved at give noget igen, og mest blot stiller sig op foran kameraet for at fremsige deres replikker. Undtagelsen er Peter Ustinov, der her brillierer i sin sidste rolle. Han redder scener, der ellers er i stor fare for at blive kedelige - trist han ikke længere er iblandt os... Fiennes og Ustinov har dog kun en scene sammen, hvilket er trist, når man ser, hvordan vi i denne endelig får lov til at se lidt spil mellem to veloplagte skuespillere.

Martin Luther reformerede måske kirken i sin tid, men "Luther" reformerer ikke meget inden for filmens verden og risikerer derfor hurtigt at blive glemt igen. Det er trist, at man ikke har fået mere ud af det, når man nu har fat i en så spændende del af Europas historie. Til gengæld er filmen heller ikke så dårlig, at den er en skændsel at se på. Hvis man vælger at se den som en illustreret del af historien og er villig til at bære over med det lidt jævne filmværk og i stedet fokusere på de mere historiske perspektiver, så er "Luther" bestemt en oplevelse, der kan berettige til, at man ser nærmere på sagen. At baggrunden er spændende kan selv ikke det noget jævne filmværk og manglende engagement ødelægge. At resultatet burde have været bedre er der derimod nok ikke megen tvivl om...