Jagende fart

William Friedkin er manden bag klassikere som "French Connection" og "The Exorcist" (den oprindelige film, ikke de sløve fortsættelser), så hver gang han laver noget, leder man unægteligt efter, om han har fundet på noget nyt og spændende. Det har dog knebet noget i de senere år, hvor krimien "Jade" ikke blev rigtigt kunne slå igennem, og også "The Hunted" har ikke tiltrukket sig megen opmærksomhed.

Filmen har ellers forudsætninger med navne som Tommy Lee Jones og Benicio Del Toro i hovedrollerne, begge to herrer med Oscars hjemme på hylden. Lokalpatrotiske kan vi glæde os over at se Connie Nielsen i rollen som FBI agenten, der ihærdigt forsøger at fange Benecio Del Toro, der myrder sig gennem landskabet, men ikke rigtigt har midlerne til at fange ham.

Det er her Tommy Lee Jones kommer ind i billedet som eksperten, der kan gennemskue den tilfældige morders luner og træk. Det viser sig også hurtigt, at de har en fælles fortid, der bliver ret vigtig efterhånden som plottet tager form.

Rigtigt spændende bliver det dog aldrig, for selv om den grundliggende historie er interessant nok, så formår ikke Friedkin ikke at give den ægte dybde. Man efterlades derimod med en følelse af, at han sagtens kunne have gjort det mere dybfølt og alvorligt, men ganske enkelt ikke gad spilde tiden på det.

Det er trist, fordi vi derfor kun har det overfladiske plot at overveje. Jeg kan sagtens forstå, at de grumsomheder morderen Aaron Hallam (Benicio Del Toro) skulle have oplevet under de værste episoder af de etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien har forfulgt ham og gjort ham lettere sindssyg, men bortset fra at fremsætte det som argument for hans handlinger gider Friedkin ikke dykke mere ned i sagen, og så kommer det kun til at tjene som alibi for filmens handling. Det kunne sagtens have været mere interessant.

Men selv om det måske lyder overfladisk, så er morderen faktisk den af personerne, hvis fortid vi får mest at vide om. Borset fra scenerne, der fortæller os, at han har oplært Hallam, får vi stort set intet at vide om L.T. Bonham (Tommy Lee Jones). Heller ikke selv om vi først møder ham i et selvvalgt eksil midt i vildmarken, så er der ikke megen forklaring på, hvorfor han har valgt at isolere sig fra omverdenen. Underligt...

Men eftersom Abby Durrell (Connie Nielsen) og resten af FBI ikke kan fange Hallam, så henter man Bonham ind til opgaven, som giver Tommy Lee Jones muligheden for at gentage sin Oscar-vindende rolle fra "The Fugitive", hvor han jagtede Harrison Ford. Nu tåler de to film ikke helt sammenligning, men derfor virker det nu stadig påfaldende.

Nogen kopi af "The Fugitive" er det her nu ikke, for Hallam er bestemt ikke uskyldig. Tværtimod har hans oplevelser gjort ham til en nådesløs dræber i stil med en gal hund med rabies. Han er begyndt at se alle mennesker som potentielle ofre, og på grund af den snimorder-missioner han har udført for USA, er han blevet så følelsesløs, at drabet på et menneske ikke længere er noget han tænker nærmere over. Det gør ham til lidt af en seriemorder, især fordi vi hurtigt ser, at han også parterer sine ofre.

Selv om han forsøger lykkes det dog ikke helt for Friedkin at skabe sympati for den forpinte sjæl i menneskedyret. I begyndelsen af filmen dræber Hallam to jægere, der med meget avancerede våben er på jagt efter en hjort, hvilket han mener er respektløst. Men selv om det kunne menneskeliggøre Hallam, så er han selv en ligeså følelsesforladt morder. Det skaber dog forbindelsen til Bonham, som vi også møder i en scene, hvor han gør modstand mod menneskenes ligegyldighed over dyrenes lidelser, når vi jager dem. Vi får dog lidt af Hallams mere sympatiske side at se i scenen, hvor han forsøger at forklare Durrell (Connie Nielsen) om det amoralske i menneskets ligegyldighed.

Når Hallam bliver jaget er dog også selv nådesløs og dræber uden omtanke eller tøven dem, der jagter ham. Det bruger filmen lidt for meget tid på, især når det allerede er blevet fastlagt, at stort set kun Bonham vil have en chance overfor ham.

Deres konfrontationer er anledning til både interessant skuespil og voldsomme knivkampe. Spillet er veloplagt, og selv en Tommy Lee Jones der kører en smule på autopilot er stadig værd at se på. Man fornemmer eftertænksomheden og dybden, når han undersøger fodspor, lytter til lydene i skoven, osv. Benicio Del Toro yder et habilt modspil, selv om manuskriptet ikke giver ham meget at arbejde med. Hvis de to mænds fortid havde været dybere og bedre beskrevet, så kunne det her sagtens være blevet mere interessant, men der er kun skrevet det, der er absolut nødvendigt for at filme historien og ikke mere. Trist, men det fungerer faktisk stadig udemærket alligevel.

Knivkampene er også særdeles overbevisende og voldsomme, men som det næsten altid er tilfældet med den slags, så kan man ærgre sig over, at den slags kampe går så hurtigt, at vi ikke kan følge med som tilskuere. I denne film fornemmer man faktisk alvoren i knivkampene, men det er stadig svært at give tilskueren indsigt i hvor drabeligt den slags er. Uanset hvor godt man har øjnene med sig, når kampene går igang, så sidder man stadig tilbage med en følelse af "hvad fanden var det, der skete?", når det hele er slut, ganske som slåskampene i filmene om Jason Bourne eller lyssværdsduellen i Star Wars episode I, hvor man faktisk skal se det hele i slow-motion for at nå at se alle bevægelserne. Lidt surt, men jeg giver nu alligevel et skulderklap for at vise præcist hvor brutalt og dræbende en knivkamp kan være.

Men selv om alle aktørerne er på plads til noget stort, så bliver "The Hunted" aldrig rigtigt vedkommende. Dertil kommer vi aldrig tæt nok på hovedpersonerne. Man kan ikke beskylde den for at fortabe sig i action-sekvenser, så dem der leder efter den slags bliver nok en anelse skuffede. Ægte drama er der derimod heller ikke meget af, og derfor ender det hele som en noget lunken og jævn affære, der har snit (!) af lidt mere. Det er primært på grund knivkampene (for action-fans) og alvoren i og mellem de to hovedpersoner, at filmen forsøger at hæve sig fra det jævne. Det lykkes dog ikke rigtigt, og man føler unægteligt, at Friedkin sagtens kunne have fået mere ud af det her oplæg. For selvom helhedsindtrykket er ganske spændende og underholdende, så lykkes det ikke at efterlade tilskueren med et vedvarende indtryk. Men skidt er det ikke, bare noget på det jævne og lidt for let forglemmeligt.