vigtig historie, dårlig udført

Der er ingen tvivl om, at intentionerne bag Beyond Borders har været mere end oprigtige. At anvende filmmediet, og i særdeleshed den bredtfavnende underholdningsgenre, har jo altid været ideelt til at udsende et alvorligt budskab om samfunds- såvel som verdensproblemerne til masserne. Roland Emmerich gjorde det nogenlunde succesfuldt med popcornsfilmen The Day After Tomorrow, der fik sneget velplaceret samfunds- og politisk kritik ind mellem de hæsblæsende effekter. Den samme gennemslagskraft ville Beyond Borders aldrig rigtig kunne få, da den er et langt mere temafokuseret produkt af de rette politiske meninger. Jeg gentager, at jeg virkelig værdsætter bagmændenes forsøg på at videresende deres evigt aktuelle budskab om rædslerne i ulandene og vores menneskelige pligt til at hjælpe med at forhindre det, men filmisk set reduceres de ædle intentioner til andenrangs underholdning, bugnet til kanten med forslidte klicheer og en dybt forudsigelig handling.

Martin Campbell er et nogenlunde sikkert navn indenfor strømliniet underholdning, hvor hans opgraderede version af den klassiske James Bond var et charmerende og nærmest kærkomment bekendtskab. Endnu bedre gik det dog med The Mask of Zorro (med manuskript af de ret forrygende Ted Elliot og Terry Russio), et helt perfekt eventyr uden prætentiøse bagtanker. Campbells manglende sans for dramatik fik Vertical Limit til at kollapse, og Beyond Borders lider da også under Campbells mangler som personinstruktør og fængende, menneskelig dramatik.

Angelina Jolies indladning i dette projekt hænger unægtelig sammen med hendes status som Goodwill ambassadør, men hun har velsagtens glemt den lille detalje med at læse manuskriptet, der nærmere må betegnes som en fortænkt og uoriginalt skitse. Jolies skuespil er (som vi har set på det seneste) svagt og uden nuancer. Magen til uengageret præstation skal man lede længe efter, og det forbavser faktisk en smule, Jolies virkelige næstekærlige indsats taget i betragtning. Nu er hendes rolle også rimelig flad skrevet, hvor det nærmeste man kommer på karakterforklaring symboliseres gennem tøjet. I starten går hun i hvidt, renhedens farve, der dog også indikerer uvidenhed. Siden hen agerer hun i sort tøj, den oplyste person, der ser verdens skyggesider. For det første er det simpelthen for letkøbt af Campbell, og for det andet burde disse sider også være reserveret til personudviklingen, udtrykt gennem Jolies spil. Der er uanede muligheder med denne dame, hvis overfladiske og luksuriøse hverdag sættes i relief ved mødet med den hårde virkelighed. Dette element udforskes desværre bare aldrig, hvorved meget af filmens tilsyneladende appel ødelægges.

Lidt mere guf er der i den karismatiske Clive Owens karakter, den nødtvunget kyniske læge, der af uforklarlige årsager forelskes i Jolies karakter og derved finder personlig frelse. Eller noget, man er egentlig ret ligeglad, for kærlighedsdelen er så sentimental og banal, at den er dybt forstyrrende i det store billede. Den umenneskelige hverdagsberetning (med dertilhørende skrækhistorier, der dog kommer alt for fragmentariske) tilsidesættes fuldstændigt for Jolie og Owens ligegyldige kærlighedsaffære, der gør, at hele filmen falder til jorden. Især slutningen er slemt ufokuseret, hvor man på tv-soap niveau hives igennem den ene selvopofrende kliche efter den anden. Hvis der så bare var en smule substans i karaktererne, men nej. Owen er ellers en fantastisk skuespiller, der desværre har satset lidt for kommercielt med denne film og Fuquas udskældte King Arthur. Se ham hellere i Hodges I’ll Sleep When I’m Dead, mens jeg personligt glæder mig rigtig meget til hans præstation i Mike Nichols’ kommende Closer, der ser ud til at blive et atypisk drama. Tilstedeværelsen af Natalie Portman angiver oftest kvalitet (den geniale Zach Braffs instruktørdebut Garden State ser ubeskrivelig fremragende ud!).

Beyond Borders havde potentiale til en råt for usødet film, hvor publikum blev grebet og fik noget at tænke over. Der er dog intet Welcome to Sarajevo (af Michael Winterbottom) over den, ingen i sandhed uafrystelige sekvenser. Bevares, scenen med babyen med håndgranaten i hånden illustrerer ganske fornuftigt den ligegyldige makaberhed og umenneskelighed, men en scene er ikke nok til at sætte mærke i sjælen. Især ikke når denne efterfølges af malplaceret action og nærmest umotiveret selvopofrelse. Beyond Borders besidder mange af disse usammenhængende og ’nemme’ klip mellem scenerne. Filmen er simpelthen for mild og ukompliceret til nogensinde at fænge publikum. De oprigtige intentioner er ikke nok til at gøre en god film. Så burde Mænd af Ære også være seværdig.