ikke helt vellykket
3.0
Iain Softley’s minimalistiske sci-fi drama har ikke skyhøje ambitioner om radikal opfindsomhed indenfor genren, men trives ved at fungerer som et afdæmpet drama tilsat en smule poesi. Derved fungerer K-PAX faktisk ret godt på sine egne præmisser, men efter endt spilletid kan man ikke undgå at sidde tilbage med følelsen af, at man har været vidne til en god film, der havde potentialet til at være en fremragende, ja endda fantastisk film.
Kevin Spacey viser sig endnu engang som en af nutidens bedste karakterskuespiller, hvor hans rolle som den lettere mystiske Prot, der påstår han er på besøg fra en anden planet, er yderst velspillet og decideret respektindgydende. Ligeså god kan den oftest oversete Jeff Bridges ikke siges at være, men han efterlades også en smule i stikken af et lidt magert manuskript. Misforstå mig ikke, plottet er holdbart og gennemført, og hovedpersonen Prot kan ikke undsige sig at være gådefuldt dragende. Desværre er Softley ikke konsekvent nok i hans iscenesættelse. Bipersonerne (inklusive Bridges) mangler den nødvendige tyngde og motivation, der gør, at man som publikum kan relatere til dem. Når Bridges i flashbacks ser Prots tilsyneladende fortid, så røres man ikke efter hensigten, da forholdet mellem de to ikke er blevet tilpas udpenslet. Bevares, tiltagene til stærkere psykologisk dramatik fænger virkeligt, men der er for langt imellem dem, og historien kommer derved oftest til at føles en smule diffus, uden dog at være dysfunktionel.
Der er så mange ting i filmens historie om den fremmedes møde med vores verden, som kunne have været udforsket. Spacey hjælper medpatienterne på det psykiatriske hospital (som han naturligvis er blevet indsat på, da han ikke passer ind i samfundets normer som normal), men det bliver nærmest også kun ved det. Enkelte intelligente dialoger skraber overfladen (kunne især godt lide perspektiveringen om menneskehedens syn på selvtægt), men det kommer heller ikke meget længere end til det. Livet på K-PAX som Prot gengiver, får ikke rigtig den følelsesmæssige gennemslagskraft hos hverken bipersonerne eller publikum, som der sikkert ellers var meningen. Ikke engang en smule samfundskritik er der plads til. En halv times kortere spilletid ville desuden også have gjort underværker, mens komponistens trang til overfladisk poplyde også bliver trivielt i længden.
Alle de dårlige aspekter til side, så er filmen en nogenlunde velfungerende fortælling, der detaljerigt byder på flere ret så smukke billeder (brugen af lys nærmer sig det æstetiske). Man er hele tiden grebet af fortællingen (dog mest på grund af Spaceys pragtpræstation), men K-PAX efterlader ikke et mindeværdigt indtryk. Alligevel ligger den mellem de 3 og 4 stjerner, da den har så meget potentiale, og den fortjener ros for at opfylde omkring 50 % af det.
Kevin Spacey viser sig endnu engang som en af nutidens bedste karakterskuespiller, hvor hans rolle som den lettere mystiske Prot, der påstår han er på besøg fra en anden planet, er yderst velspillet og decideret respektindgydende. Ligeså god kan den oftest oversete Jeff Bridges ikke siges at være, men han efterlades også en smule i stikken af et lidt magert manuskript. Misforstå mig ikke, plottet er holdbart og gennemført, og hovedpersonen Prot kan ikke undsige sig at være gådefuldt dragende. Desværre er Softley ikke konsekvent nok i hans iscenesættelse. Bipersonerne (inklusive Bridges) mangler den nødvendige tyngde og motivation, der gør, at man som publikum kan relatere til dem. Når Bridges i flashbacks ser Prots tilsyneladende fortid, så røres man ikke efter hensigten, da forholdet mellem de to ikke er blevet tilpas udpenslet. Bevares, tiltagene til stærkere psykologisk dramatik fænger virkeligt, men der er for langt imellem dem, og historien kommer derved oftest til at føles en smule diffus, uden dog at være dysfunktionel.
Der er så mange ting i filmens historie om den fremmedes møde med vores verden, som kunne have været udforsket. Spacey hjælper medpatienterne på det psykiatriske hospital (som han naturligvis er blevet indsat på, da han ikke passer ind i samfundets normer som normal), men det bliver nærmest også kun ved det. Enkelte intelligente dialoger skraber overfladen (kunne især godt lide perspektiveringen om menneskehedens syn på selvtægt), men det kommer heller ikke meget længere end til det. Livet på K-PAX som Prot gengiver, får ikke rigtig den følelsesmæssige gennemslagskraft hos hverken bipersonerne eller publikum, som der sikkert ellers var meningen. Ikke engang en smule samfundskritik er der plads til. En halv times kortere spilletid ville desuden også have gjort underværker, mens komponistens trang til overfladisk poplyde også bliver trivielt i længden.
Alle de dårlige aspekter til side, så er filmen en nogenlunde velfungerende fortælling, der detaljerigt byder på flere ret så smukke billeder (brugen af lys nærmer sig det æstetiske). Man er hele tiden grebet af fortællingen (dog mest på grund af Spaceys pragtpræstation), men K-PAX efterlader ikke et mindeværdigt indtryk. Alligevel ligger den mellem de 3 og 4 stjerner, da den har så meget potentiale, og den fortjener ros for at opfylde omkring 50 % af det.
13/12-2004
