bemærk John Candy.

Chris Columbus’ Alene Hjemme adskiller sig fra de andre endeløs sentimentale og evig søgte julefilm ved at være en forholdsvis voksen fortælling om en lille drengs opvækkelse til nogle af livets værdier. Det lyder måske anstrengende, men Columbus skruer ned for de mest tåkrummende klicheer og holder underholdningsværdien på maksimum med kun enkelte ligegyldige og irriterende afbræk i denne ellers flydende fortælling.

Alene Hjemme var kickstarter for Macaulay Culkins barnestjernekarriere, og han er da også ganske charmerende i hovedrollen som den lille dreng, der ved et uheld efterlades af familien i juletiden. Der er selvfølgelig diverse scener, hvor Columbus burde have iscenesat denne ugarvede barneskuespiller bedre, men man tilgiver ham nu, da Culkins præstation ellers fungerer upåklageligt. Filmen er en smart blanding af de ægte juletraditioner med familien og en barnlig tilgang til en drengs overdrevne overvindelse af to skurke. Den førnævnte opvækkelse fungerer gradvist og sættes ikke i fuld fokus, kun i slutningen. Det er dog de små sidehandlinger, der pynter gevaldigt på helhedsindtrykket og gør Alene Hjemme til en ganske seværdig film.

For det første er det den allestedsnærværende undervurdering af et barns handlekraft, altså skinnet bedrager. Dennes fejlfrie morale, der skammer sig over at have stjålet en tandbørste, men har ingen hæmninger med at deltorturerer to voksne mennesker. For det andet er det den langsomme destruering af den materealistiske besættelse (eller glæden over denne), der medfører en realisering af de sande familieværdier. Udover det gives der også plads en smule kritik fra Columbus’ side. Moderen, der må lokke det ældre par med alverdens ting for at få deres flyplads, mens hun slutteligt må ydmygende appellerer til deres næstekærlighed, der lettere modvilligt kommer frem.

Og så er der jo filmens, ifølge mig, bedste scene. Det er ikke noget spektakulært, men i sin egen enkelhed påminder den os i julegaveræset om, hvad det hele egentlig handler om, og det kan da ikke andet end varme lidt om hjertet. Culkin skjuler sig i et krybespil foran en kirke for skurkene, man kan sige han finder frelse der. Hey, vi får endda senere scenen, hvor julemanden vises som en gnaven og rygende svindler.

Alle de mindre detaljer til side, så ved vi, hvad der er væsentligt i denne film. Culkins kamp mod de to indbrudstyve, hvoraf den ene er en perfekt castet Joe Pesci. Daniel Stern er en smule mere anstrengende som tumpet medhjælper. Den fysiske afstraffelse for disse to tyve i denne søde juletid nærmer det sadistiske, hvor Culkins mange fælder sprænger alle troværdighedsrammer, men alligevel er en sand fornøjelse at se. Sjældent har Davids kamp mod Goliat været fremvist så komisk, og meget af de skyldes Pescis indsats. Hans mumlen er ubetalelig, og så er der da også noget tilfredsstillende ved at se psykopaten fra Scorseses velsagtens bedste film, Goodfellas, blive afstraffet. Sidehistorien med den gamle mand, der finder forløsning med sønnen, tilsætter lige filmen det sidste feel-good stemning.

Alene Hjemme er selvfølgelig nogenlunde harmløst familieunderholdning i letvægterklassen, men den fungerer rigtig godt på sine egne præmisser. Som julefilm overgås den dog af mere brutale film som McTiernans Die Hard og ikke mindst Dantes fantastiske klassiker, Gremlins.