- Farmand klarer ærterne -

3.0
”John Q” er dagligdagmandens helteberetning, hvor Denzel Washington spiller den plagede far, der holder det lokale sygehus og personale som gidsel, indtil der indvilliges i at give hans syge søn et nyt hjerte kvit og frit. Flot lyder det, men i sidste instans får ”John Q” svært ved at overbevise enhver rationel biografgænger.

Særligt spændende er det nu heller ikke, og de dramatiske øjeblikke er få, selvom garvede navne i skuespillet er et stort plaster på såret. Desværre mangler filmen den dynamik og intensitet, som næsten er altafgørende for en film af denne skikkelse.

Hovedproblemet må dog siges at være det drastiske udgangspunkt for historien. Til gengæld er filmens samfundskritiske side god, og filmens markante budskab er et glimrende vink med en vognstang til det amerikanske sundhedsvæsen. Det er derfor også svært at afvise filmen helt og holdent, da den fungerer i sine alvorsfulde momenter uden at svælge i al for megen sentimentalitet.
John Q