Lækkerbisken for filmelskere
6.0
Både Tarantino og Sofia Coppola har lovprist Wong Kar-Wai for hans æstetisk fantastiske film. Faktisk takkede Sofia Coppola Wong Kar-Wai i sin Oscar-modtagelsestale. Og man kan forstå se hvorfor. Chunking Express er hurtig, underholdende, rørende og gudesmuk på en og samme tid.
Billedsproget i denne film er helt specielt. Dette skyldes i den grad kameramanden Christopher Doyle ("Hero", "Rabbit-proof fence"), der filmer hovedpersonerne i Hongkongs beskidte tage, underjordiske butikker, støvede handelsgader og neonbelyste natklubber med et håndholdt kamera i konstant bevægelse, så man hele tiden kan mærke byens puls. Når kameraet tager os med ind i de bittesmå Hongkong-lejligheder, så kommer vi helt tæt på personen, og det passer perfekt til fortællestilen. For Wong Kar-Wai vil i denne film tegne et intimt og tæt portræt af beboerne i denne rodede storby.
Historien er delt i to, og begge historier er lige underfundige og medrivende. I den første historie har en desperat ung mand (Takeshi Kaneshiro fra "House of Flying Daggers") hjertesorger. I en virkelig morsom scene ringer han alle til alle de piger som han nogensinde har været sammen med, gået i klasse med, snakket med, eller bare tænkt på, og alle afslår at gå ud med ham. Han ender slukøret på en bar hvor han møder en skummel femme fatale (Brigitte Lin) i regnfrakke, solbriller og blond paryk, og resten af fortællingen fortsætter derfra.
I den anden historie følger vi en ikke helt almindelig pige (underskønne Faye Wong) i en sandwich-bar der forelsker sig i en gadebetjent (Tony Leung), men hun nægter at indrømme det. I stedet bryder hun ind i hans lejlighed, og hun begynder langsomt at ændre på indretningen.
Filmen er værd at se for billedsproget og stilen alene, og historierne gør den kun bedre. Det intime portræt Hongkong og dens skæve eksistenser gør denne film til en af mine helt store favoritter. Chunking Express var den første Wong Kar-Wai film jeg så, og den har præget mit syn på filmkunsten lige siden.
Billedsproget i denne film er helt specielt. Dette skyldes i den grad kameramanden Christopher Doyle ("Hero", "Rabbit-proof fence"), der filmer hovedpersonerne i Hongkongs beskidte tage, underjordiske butikker, støvede handelsgader og neonbelyste natklubber med et håndholdt kamera i konstant bevægelse, så man hele tiden kan mærke byens puls. Når kameraet tager os med ind i de bittesmå Hongkong-lejligheder, så kommer vi helt tæt på personen, og det passer perfekt til fortællestilen. For Wong Kar-Wai vil i denne film tegne et intimt og tæt portræt af beboerne i denne rodede storby.
Historien er delt i to, og begge historier er lige underfundige og medrivende. I den første historie har en desperat ung mand (Takeshi Kaneshiro fra "House of Flying Daggers") hjertesorger. I en virkelig morsom scene ringer han alle til alle de piger som han nogensinde har været sammen med, gået i klasse med, snakket med, eller bare tænkt på, og alle afslår at gå ud med ham. Han ender slukøret på en bar hvor han møder en skummel femme fatale (Brigitte Lin) i regnfrakke, solbriller og blond paryk, og resten af fortællingen fortsætter derfra.
I den anden historie følger vi en ikke helt almindelig pige (underskønne Faye Wong) i en sandwich-bar der forelsker sig i en gadebetjent (Tony Leung), men hun nægter at indrømme det. I stedet bryder hun ind i hans lejlighed, og hun begynder langsomt at ændre på indretningen.
Filmen er værd at se for billedsproget og stilen alene, og historierne gør den kun bedre. Det intime portræt Hongkong og dens skæve eksistenser gør denne film til en af mine helt store favoritter. Chunking Express var den første Wong Kar-Wai film jeg så, og den har præget mit syn på filmkunsten lige siden.
20/12-2004
