En Socialistisk Mainstreamfilm

John (Washington) og Denises (Elise) søn (Smith) har brug for et ny hjerte, men sådan et koster mange penge, flere end de kan skaffe. John er forsikret, men forsikringen nægter at betale. I desperation tager John hospitalets skadestue og de folk der er der som gidsler.

Vedkommende og godt drama om et moralsk og etisk spørgsmål, der for mig præsenterer de eneste rigtige meninger der må være på det område.

Selvfølgelig kan man give den skylden for at den er politisk korrekt, for det er den, og ikke nok med det, men den alt for pæne slutning er en anelse svær at sluge, plus det at persontegningen grænser ofte til det karikeret. Men filmen fortæller også godt, hvorfor vi skal sige nej til brugerbetaling på sygehus området. Den hjælp et menneske har brug for, skal ikke være afhængig af om man har penge og/eller forsikringsselskabernes tolkninger af, for normale menneske uoverskuelige regler og paragraffer.

Filmen spiller måske også tykt og åbenlyst på vores sympati for den lille mand og på vores retfærdighedssans, og den præsenterer sit emne meget ensidigt, så man er aldrig i tvivl om hvad man skal mene. Om virkeligheden er så firkantet som vi får den serveret her, er jeg ikke sikker på, der må være flere nuancer (selv om man ikke overraskes hvis det i USA forholder sig som i filmen).

Men selv om den spiller på det åbenlyse, så gør den det egentlig udemærket, den er fint lavet og godt fortalt, så man bliver fanget af det politiske emne, hele problematikken og det paradoks og dilemma, at vores hovedperson, som vi selvfølgelig ved ikke virkeligt kan finde på at gøre et uskyldigt mennesker fortræd, det ville passe dårligt til en amerikansk mainstreamfilm at vise sådanne tænder, prøver at løse en uretfærdighed ved at begå en anden.

Man kan så beklage, at filmen nærmest kan virke som den fremturer den holdning, at det John Q gør er rimeligt i en sådan situation. Men et desperat menneske begår nu engang ofte desperate ting, og uretfærdigheden kan være så stor og muligheden for at ændre situationen med demokratiske midler så lille, at der findes mennesker der vil ty til fortvivlede handlinger (og hvem ved, om historien vil se dem som helte eller terrorister?).

På skuespillersiden skal Washington nævnes, den kære skuespiller er svær ikke at holde af, selv om hans præstation ikke for mig virker som noget særligt, men blot er okay. Men han er et godt valg til at spille rollen som ganske normal arbejder, der bliver drevet for langt ud. Heche er også ganske god som kold sygehusdirektør, selv om hendes omvending i slutningen er lidt for nem og derfor svær at sluge.

Men lad os gøre som John Q, og sige nej til brugerbetaling på sygehusområdet, det er det eneste rigtigt og anstændige at gøre som menneske.