Tjulla hop, tjulla hej, tjulla gab gab gab
2.0
Gad vide hvad der ville ske, hvis Pippi mødte Woody Allen? Lille svage, skrantende Woody og lille, stærke og vilde Pippi. Woody har jo som bekendt en forkærlighed for meget unge piger, og Pippi har jo levet det meste af sit liv uden sin far. Mon ikke det ville være god terapi for dem begge, og hvem ved, måske får vi en dag filmen "Pippi Days", eller noget der ligner...
Pippi på de syv have er historien om Pippis far, Kaptajn Langstrømpe, der en dag dukker op for at hente Pippi, for nu skal de altså ud og sejle. Pippi slæber selvfølgelig de bedste venner, Tommy og Annika samt aben Hr. Nilsson og hesten Lille Gubben, med ombord på Hoppetossen. Kaptajn Langstrømpe har fortalt om perler, der er så store som mågeæg, og det frister svage sjæle som tyvene Dunder Karlsson og Blom. Som blinde passagerer håber de også på at få en bid af kagen. Her er alt lige fra blodtørstige pirater til ligeså hajer, eksotiske øer og kæmpeblæksprutter. Og i Pippis selskab kommer alle ud for det ene vilde eventyr efter det andet. Bortset fra Pippis far, der kort tid efter ankomsten til Kurredut-øen rejser fra sin lille selvstændige pige igen. Underholdningsbarometeret varsler om ikke hvid jul, så "vild" jul, hvis man går i biffen med Pippi.
Todimensional kedsomhed
Som med så mange andre børnefilm er fantasien og drømmene i højsædet, og de realistiske briller kan man godt smide langt væk, for de forvrænger bare billedet. Det unge publikum, som var til stede, da filmen blev vist, og som er filmens målgruppe, morede sig da også højlydt og spurgte lystigt i tide og utide. For de voksne er der vist ikke så meget at komme efter. Pippi er et verdenskendt ansigt, og hendes vilde væsen har fornøjet store og små verden over. Men i todimensional version med store puttenutte-tegneserieøjne forsvinder hendes karisma. Det anarkistiske og rebelske, som Pippi repræsenterer, går tabt i ufarlige tegneseriebilleder, hvor baggrunden i visse sekvenser står bemærkelsesværdigt stille, mens kun forgrunden bevæger sig.
Skinger stemme, overfyldt eventyr
Der er naturligvis danske stemmer til den danske version, så især de mindste kan være med. Til det formål har man valgt Stine Bjerregård, Philip Correll, Simone Dreschsler og Ole Fick som henholdsvis Pippi, Tommy, Annika og Kaptajn Langstrømpe. De leverer alle et ret hæderligt arbejde, selv om Pippis stemme i den danske version er ret skinger og påtrængende, hvilket er lidt trættende i længden. Selve historien forsøger at få så mange elementer af eventyr med som muligt, hvilket givet indtryk af en overfyldt kransekage, som de færreste børn nok ville protestere imod. Til tider virker det, som filmen taler mere ned til de små størrelser end så mange andre børnefilm, men det er noget, den lille purk selv må tage stilling til " og spørgsmålet er, om purken overhovedet gider det, hvis han/hun er blevet godt underholdt.
Til de voksne, der naturligvis ikke smider ungerne i børnebiffen, mens de selv går ind og får ødelagt ægteskabet ved at se "Eyes Wide Shut" ('99), så kan underholdningsværdien måske forhøjes, hvis Woody Allen i fantasien trænger sig på med alle sine neurotiske spørgsmål og i et evt. forhold til Pippi vil være i vildrede, for hun er jo ikke jødisk. Måske ikke.
Pippi på de syv have er historien om Pippis far, Kaptajn Langstrømpe, der en dag dukker op for at hente Pippi, for nu skal de altså ud og sejle. Pippi slæber selvfølgelig de bedste venner, Tommy og Annika samt aben Hr. Nilsson og hesten Lille Gubben, med ombord på Hoppetossen. Kaptajn Langstrømpe har fortalt om perler, der er så store som mågeæg, og det frister svage sjæle som tyvene Dunder Karlsson og Blom. Som blinde passagerer håber de også på at få en bid af kagen. Her er alt lige fra blodtørstige pirater til ligeså hajer, eksotiske øer og kæmpeblæksprutter. Og i Pippis selskab kommer alle ud for det ene vilde eventyr efter det andet. Bortset fra Pippis far, der kort tid efter ankomsten til Kurredut-øen rejser fra sin lille selvstændige pige igen. Underholdningsbarometeret varsler om ikke hvid jul, så "vild" jul, hvis man går i biffen med Pippi.
Todimensional kedsomhed
Som med så mange andre børnefilm er fantasien og drømmene i højsædet, og de realistiske briller kan man godt smide langt væk, for de forvrænger bare billedet. Det unge publikum, som var til stede, da filmen blev vist, og som er filmens målgruppe, morede sig da også højlydt og spurgte lystigt i tide og utide. For de voksne er der vist ikke så meget at komme efter. Pippi er et verdenskendt ansigt, og hendes vilde væsen har fornøjet store og små verden over. Men i todimensional version med store puttenutte-tegneserieøjne forsvinder hendes karisma. Det anarkistiske og rebelske, som Pippi repræsenterer, går tabt i ufarlige tegneseriebilleder, hvor baggrunden i visse sekvenser står bemærkelsesværdigt stille, mens kun forgrunden bevæger sig.
Skinger stemme, overfyldt eventyr
Der er naturligvis danske stemmer til den danske version, så især de mindste kan være med. Til det formål har man valgt Stine Bjerregård, Philip Correll, Simone Dreschsler og Ole Fick som henholdsvis Pippi, Tommy, Annika og Kaptajn Langstrømpe. De leverer alle et ret hæderligt arbejde, selv om Pippis stemme i den danske version er ret skinger og påtrængende, hvilket er lidt trættende i længden. Selve historien forsøger at få så mange elementer af eventyr med som muligt, hvilket givet indtryk af en overfyldt kransekage, som de færreste børn nok ville protestere imod. Til tider virker det, som filmen taler mere ned til de små størrelser end så mange andre børnefilm, men det er noget, den lille purk selv må tage stilling til " og spørgsmålet er, om purken overhovedet gider det, hvis han/hun er blevet godt underholdt.
Til de voksne, der naturligvis ikke smider ungerne i børnebiffen, mens de selv går ind og får ødelagt ægteskabet ved at se "Eyes Wide Shut" ('99), så kan underholdningsværdien måske forhøjes, hvis Woody Allen i fantasien trænger sig på med alle sine neurotiske spørgsmål og i et evt. forhold til Pippi vil være i vildrede, for hun er jo ikke jødisk. Måske ikke.
19/11-2018