ikke helt nummer 1

Jeg har allerede udtryk min uforbeholdne og uendelige begejstring for Wes Andersons instruktørvisioner under mine indlæg til han senere mesterværker, Rushmore og The Royal Teenembaums, så i fare for at gentage mig selv, vil jeg sige, at Anderson er en af Amerikas mest talentfulde og unikke instruktører, der med sine skæve film allerede har opnået velfortjent kultstatus. Debutfilmen Bottle Rocket besidder ikke den samme dybdegående appeal som de to førnævnte, men er nærmer en slags hurtig oplæring for Anderson, hvor han skulle finde sin egen stil. Det ændrer dog ikke det faktum, at denne film er en imponerede og viljefast debut, der hverken lider under et smalt budget eller manglende erfaring.

Indledningen er hylende morsomt og viser den subtile komik, som den fremragende skuespiller Owen Wilson mestrer til fulde. Wilson agerer også som manuskriptforfatter på Andersons film (på nær den seneste The Life Aquatic, som jeg glæder mig så meget til at se!) og fortjener derved også meget ros for filmenes kunstneriske succes, men heldigvis kan man sagtens distingvere Wilson som (absolut genial) komiker og manuskriptforfatter, der er aldrig noget prætentiøst eller arrogant over hans spil. Bottle Rocket omhandler en lille flok småforbryder, anført af den selvhøjtidelige og ambitiøse Wilson. Karaktererne er atypiske og skæve, men troværdige via den gennemførte karakterbehandling. Selve historien er en smule diffus og ufokuserende, hvor man som publikum aldrig finder fuld udbytte. Det er dog simpliciteten i Bottle Rocket der netop er dens uimodståelige charme og man underholdes da også fra første til sidste minut. Desuden besidder filmen nogle enkelte komiske genistreger, eksempelvis i scenen hvor Owen Wilson står og fyrer noget fyrværkeri af foran Luke Wilson (undervurderet skuespiller) og hans kæreste. En enkelt gestus er på samme tid evigt sigende for personen og yderst lattervækkende.

Selveste Martin Scorsese har udråbt Bottle Rocket til en af 90’ernes bedste film. Jeg kan helt ærligt ikke gennemskue hvorfor, da både Rushmore og især The Royal Teenembaums er langt bedre film (for at blive indenfor Andersons rammer). Bottle Rocket viser dog flere aspekter, som jeg virkelig elsker, der senere er blevet Andersons personlige signatur. Eksempelvis de skæve hovedpersoner, atypiske dramaturgiske struktur (dog langtfra så eminent som senere), og ikke mindst den velvalgte musik, der er så superb, at jeg får gåsehud. Og så er der naturligvis også slutsekvensen i slow motion, der viser Andersons enestående æstetiske sans, der går perfekt i spænd med filmens fortælling og den følelsesmæssige force.