skamløst overset
5.0
Dolores Claiborne er, ifølge mig, indiskutabelt Stephen Kings bedste bog (selvom Knogler, der i øjeblikket filmatiseres af den talentfulde Peter Care, også tilhører toppen), og det er derfor mere end behageligt at se den fornemme filmversion være så vellykket, som den nu er blevet. Bogen blev ret opfindsomt fortalt singulært, altså som Dolores Claiborne som jeg-fortæller. Selvsagt kommer man i filmen ikke ind under huden på personen på samme måde, men Kathy Bates’ stærke præstation lader alligevel intet tilbage at ønske. Hun portrætterer denne kløgtige og stædige dame med stor indsigt og sikkerhed, som netop gør de enkelte sekvenser, hvor hun ubevidst distancerer sig selv fra virkeligheden, desto mere stærk. Som datteren ser Jennifer Jason Leigh tilpas hærget ud, men finder desværre aldrig den psykologiske dybde frem. Hun får dog filmens mest skræmmende scene, hvor hendes spejlbillede er omvendt, så at sige. En chokeffekt, der virkelig får hårene til at rejse sig, men alligevel formår at være en integreret del af filmens detaljerige og uhyggelig plausible fortælling. Man finder flere af denne slags originale visuelle idéer i filmen, og sammen med Danny Elfmans nærgående musik, er virkemidlerne velfungerende som medfortæller.
Instruktøren Taylor Hackford (der hovedsagligt har begået kvalitetsfilm, uden at nogen dog bliver lige så mindeværdig som denne) har struktureret Dolores Claiborne noget nær perfekt. Det psykologiske drama er hele tiden i fokus, men det er de forklarende flashbacks (og den æstetiske overgang mellem disse), der virkelig tager pusten fra en. De sprudlende farver i fortiden skaber en god kontrast til de tragiske hændelser, mens de livløse farver i nutiden repræsenterer eftervirkningerne. Hvad der på papiret ligner en standard politiundersøgelsesthriller bliver på celluloid en gribende familietragedie, der virkelig holder publikum fænget og man kan ikke undgå at blive rørt gennem den naturalistiske brutalitet. De talrige magtdemonstrationer fra den taberagtige fader retfærdiggøre tydeligvis Bates’ selvtægt, og man kunne måske nok have savnet lidt flere nuancer i den del af filmen. Hackford virker dog meget bevidst om karakteropdelingen, da en flaske sprut kaldet Black and White er katalysator for mordet. Jeg kunne ret godt lide symbolikken med solformørkelsen, der ikke kun giver nogle smukke billeder, men også indikerer hele Claibornes indre følelser og kamp.
Den forløsende slutning opretholder ikke helt filmens høje standard, hvorved man som publikum efterlader filmen med en sentimental smag i munden. Det trækker en smule ned i helhedsbedømmelsen, men kan dog ikke afvige fra det faktum, at Dolores Claiborne er en eminent film, der rangerer blandt Reiners uforglemmelige Stand By Me og Darabonts En Verden Udenfor, som nogle af de bedste King-filmatiseringer.
Instruktøren Taylor Hackford (der hovedsagligt har begået kvalitetsfilm, uden at nogen dog bliver lige så mindeværdig som denne) har struktureret Dolores Claiborne noget nær perfekt. Det psykologiske drama er hele tiden i fokus, men det er de forklarende flashbacks (og den æstetiske overgang mellem disse), der virkelig tager pusten fra en. De sprudlende farver i fortiden skaber en god kontrast til de tragiske hændelser, mens de livløse farver i nutiden repræsenterer eftervirkningerne. Hvad der på papiret ligner en standard politiundersøgelsesthriller bliver på celluloid en gribende familietragedie, der virkelig holder publikum fænget og man kan ikke undgå at blive rørt gennem den naturalistiske brutalitet. De talrige magtdemonstrationer fra den taberagtige fader retfærdiggøre tydeligvis Bates’ selvtægt, og man kunne måske nok have savnet lidt flere nuancer i den del af filmen. Hackford virker dog meget bevidst om karakteropdelingen, da en flaske sprut kaldet Black and White er katalysator for mordet. Jeg kunne ret godt lide symbolikken med solformørkelsen, der ikke kun giver nogle smukke billeder, men også indikerer hele Claibornes indre følelser og kamp.
Den forløsende slutning opretholder ikke helt filmens høje standard, hvorved man som publikum efterlader filmen med en sentimental smag i munden. Det trækker en smule ned i helhedsbedømmelsen, men kan dog ikke afvige fra det faktum, at Dolores Claiborne er en eminent film, der rangerer blandt Reiners uforglemmelige Stand By Me og Darabonts En Verden Udenfor, som nogle af de bedste King-filmatiseringer.
23/12-2004
