Clash Of The Titans...

Der er lagt op til et møde af iøjefaldende proportioner, når to så prominente horror-/(slash)slasher-ikoner, som Freddy Krueger og Jason Voorhees, mødes.

Dette er ikke mindre tilfældet med ”Freddy Vs. Jason”, der rammer tilskueren med et overflødighedshorn af sex, vold og blod. Hvilken anden tilgang kan der også være i følgeskab med et sådan makkerpar, der har terroriseret biografgængere og filmelskere i ikke mindre end 17 film tilsammen.

Først og fremmest, tager ”Freddy Vs. Jason” udgangspunkt i Freddy Krueger (Robert Englund)’s medfødte sadistiske natur. Den forhadte barnemorder, der ynder at gribe ind i drømmeverdenen ved hjælp af metafysisk intervention, har brug for en skikkelse, der kan sætte frygten tilbage i livet på nutidens unge. Skikkelsen er den brutale, ishockeymaske-bærende, Jason Voorhees (Ken Kirzinger).
Tilbage på Elm Street, står Jason nu over for en bande unge, der må lide smertens død, således at Freddy igen kan hærge på den blodbestænkte hjemmebane. Er det overhovedet muligt at stoppe en dræbermaskine som Jason, og dermed også eliminere det frygtindgydende element, der former grobunden for Freddys tilbagevenden? Og hvordan forholder Jason sig til kun at være Freddys forlængede morderiske arm.

Filmen, ”Freddy Vs. Jason” skaber et interessant horror-befængt univers, hvor sadisme og mordlyst stortrives. I dette tilfælde er menneskeheden de uskyldige (til en vis grad), slagtekvæg, der skal nedlægges for at tilfredsstille disse morderiske væsners sygelige trang. Symbolsk set er den første, der må lide døden, en stærkt lysten ung mand, der bliver frataget livet af mere voldsom Jason end nogensinde før. Selve drabet tangerer det tegneserieagtige, og øjeblikkeligt bliver linien i filmen lagt. Der er tale om særdeles, grotesk udøvelse af brutalitet. For at forstærke det absurde i sådanne situationer, er der gjort brug af en væsentlig andel CGI-grafik. Til tider virker det som et regulært overforbrug. Unægtelig bliver mordscenerne fremstillet med en makaber ivrighed, når de tillægges sådan en nærmest komisk overdramatisering. Muligvis vil dette fremkalde jubelbrøl hos de mest hærdede individer, men i undertegnets tilfælde, fremstår handlingerne, for det meste, relativt fjollede. Til dels skyldes det også brugen af CGI, som jeg bestemt ikke bifalder i sådan en produktion som denne. Utvivlsomt er filmen utrolig voldelig og bemærkelsesværdig blodig. Her er der virkelig tale om en slasherfilm, der, med henblik på blod og bodycount, kan måle sig med dens forgangsværker. I den synsvinkel er der bestemt ingen grund til at rynke på næsen, hvis man dog kan udstå den overdrevne brug af computermanipulerede billeder. Kender man instruktøren, Ronny Yu’s tidligere arbejde, så må dette dog ikke komme som en overraskelse.

Historien er naturligvis sekundær i sammenhæng med det ovenstående, og den er da også en bedrøvelig affære. Tilsyneladende har Freddy virkelig brug for en marionetdukke som Jason, der myrder løs uden nogen egentlig grund. Tidligere var denne jo drevet af en misbilligelse af unge menneskers kødelige lyster. I ”Freddy Vs. Jason” er mordene lidt mere vilkårlige, dog stadigvæk med fokus på eventuelle episoder med udveksling af kropsvæsker. Filmens ungdommelige slæng har derfor ikke nogen særlige dybdegående motiver, og det er der egentlig heller ikke behov for. Alligevel figurerer der en lidt mærkværdig sidehistorie, med en af hovedpersonerne, Lori (Monica Keena), der er blevet efterlagt moderløs, angivelig efter at denne var impliceret i et trafikuheld. Dette er dog ikke tilfældet, hvilket gør at beskueren nu også skal gøre op med flere motiver til mord.

Skuespillet i ”Freddy Vs. Jason” er naturligvis ikke af prisvindende kaliber. Robert Englund er selvfølgelig essentiel i rollen som Freddy, men hans fremtoning virker ikke tilnærmelsesvis lige så skræmmende som det tidligere har været tilfældet med denne figur. Den tavse Jason Vorheeves er et udmærket alternativ til den evig vrøvlende Freddy, og Jason manifesteres også glimrende som en morderisk gigant, der virker ustoppelig. Hvorvidt de øvrige skuespillere har haft en intern konkurrence omkring overspil vides ikke, men det er ikke utænkelig, da alle tilfører en irriterende kvalitet til deres karakterer. Man har særdeles svært ved at sympatisere med filmens ”good guys”, hvilket gør at man bedre kan acceptere de mange nedslagtninger. Dette er dog ikke et nyt træk til slasher-genren, der virkelig har haft et utal af personligheder, der ikke fortjener andet end at lade livet til stor fornøjelse for tilskuerens øjne. Filmen glimter desuden også ved tilstedeværelsen af Katharine Isabelle, der er ved at opbygge sig et navn i horrorkredse. Tidligere har hun således begået sig i ”Ginger Snaps”-trillogien, der har fundet sig et væsentligt følge. Den karismatiske skuespillerinde har også vist sig i Christopher Nolans stjernebesatte genindspilning af ”Insomnia”, og er bestemt værd at følge i fremtiden. Foruden den førnævnte Katharine Isabelle, giver filmen også skuespildebut til sangerinden, Kelly Rowland, der dog ikke viser nogle tegn på et særligt skjult talent i denne retning.

”Freddy Vs. Jason” puster nyt liv i en underkategori indenfor horrorgenren, nemlig der vedrører crossovers, hvor forskellige filmmonstre mødes. Tidligere har markante profiler som Dracula, Frankenstein og The Wolf Man mødtes i gruopvækkende harmoni. Sågar har også revolvermanden, Jesse James, indenfor Western-genren også mødt et par anseelige monstrøse skabninger.
Efter ”Freddy Vs. Jason” er filmverdenen allerede blevet serveret en ny crossover, hvor to skelsættende figurer indenfor Science Fiction/Horror har krydset klinger. Naturligvis er der her tale om Alien-monsteret og Predator-jægeren. Hvilke filmiske cocktails, der vil blive hældt op i fremtiden vides ikke på nuværende tidspunkt, men spekulationerne er talrige, så det er bestemt ikke utænkeligt at man vil blive øjenvidne til flere værker indenfor denne filmiske genre fremover.

Er man en stor tilhænger af overdrevet splatter-effekter, tilsat en anelse grotesk humor, iøjefaldende overspil og mærkværdige figurer, så vil man muligvis finde et lys i ”Freddy Vs. Jason”. Der er ingen tvivl om at hvis man er fan af enten Freddy eller Jason, eller sågar begge, så skal man se denne film. ”Freddy Vs. Jason” er dog på ingen måde uhyggelig, og til tider kan man kun hovedrystende se til, navnlig i form af de mange, lidt unødvendige computereffekter.
Grundlæggende er filmen kun sparsom underholdning, der ikke helt kan leve op til det store potentiale, den, med rette, havde konstrueret. Blodet flyder dog i litervis, og på sin vis kan man kalde produktionen vellykket, men helt fængslende er ”Freddy Vs. Jason” dog ikke.