Playstation-spil?

The Chronicles of Riddick blev raget ned af anmelderne og undlod at trække publikum i biografen, hvorved denne dyre produktion blev et økonomisk flop af dimensioner. Ambitionerne er steget betragteligt hos instruktøren David Thowy efter den overraskende succes med den gennemførte og genrebevidste Pitch Black, der var en yderst effektiv og underholdende sag. Fortsættelsen er blevet en pompøs og overlæsset action sci-fi film, der bedst kan kategoriseres som overflødigt effektjageri uden overblik over den kringlede historie.

Bevares, Thowy fortjener respekt for hans forsøg på at opbygge et kompliceret mytologisk univers, mere dystert og (ifølge mig) mere interessant end Lucas’ glamourøse Star Wars-film. Desværre føler man som publikum, at man mangler en decideret introduktion til dette ganske vist flotte univers, og historien bliver derfor meget hurtigt rodet og usammenhængende. Thowy kan derved tillade sig meget, men slipper ikke succesfuldt fra det. Man savner allerede fra begyndelsen af spændingen udmundet af den klaustrofobiske enkelhed fra den første film, hvor Thowy på grund af budgetmæssige begrænsninger skulle spille på insinuationens kunst, og han gjorde det egentlig godt.

Budgettet på Chronicles of Riddick har tilsyneladende været ubegrænset, da man skal lede længe efter en så effektfyldt og velproduceret film. Til tider føler man sig som en passiv tilskuer til et computerspil, men når Thowy ligger et låg på de værste lyster, så er der virkelig nogle smukke billeder at finde i filmen. Han er lidt af en visionær, men filmen skyder sig selv i foden med den ambitiøse billedside. Spændingen i de ofte velkoreograferede singlekampe ødelægges også af de heftige klip og tætte billedramme, hvor man hurtigt mister overblikket. Som førnævnt kommer man til at savne en fængende rød tråd og et velfungerende plot, det virker som om alt fokus er flyttet på billederne og at historien ikke er blevet gennemtænkt. Og det er virkelig en skam, da der er potentiale i universet, men Thowy får ikke rigtig facetterne eller finesser med, og den mytologiske følelse udebliver.

Vin Diesel fik meget opmærksomhed som anti-helten Riddick i Pitch Black (hans kommercielle gennembrud kom først med Rob Cohens tanketomme The Fast and the Furious), og det er derfor forståeligt, at han også gerne ville udforske karakteren mere. Desværre er Diesel ikke synderlig talentfuld (men karisma, det har han!), og læg deroveni noget af det mest tåbelige og klichefyldte dialog længe hørt, så er Riddicks tidligere tiltrækningskraft helt forsvundet. De andre skuespillere får heller ikke noget at arbejde med, hvor den smukke Thandie Newton og Karl Urban konkurrer i at overspille. Værst er det dog at se Judi Dench degradere sig selv til meningsløse mainstreamprodukter som denne.

Thowys manglende selvkontrol tvinger den udmærkede grundide i baggrunden og leverer i stedet en kold film uden rigtig engagement. Man skulle ikke tro, at det er den samme instruktør, der har begået subtile gys med både forløberen Pitch Black og ubådsfilmen Below. Med hensyn til Gott’s udtalelse, så ville jeg mene, at Soderberghs oversete Solaris (der er et mindre mesterværk) er langt smukkere. Men det er jo in the eye of the beholder.