altså, bedre end Gigli!

Under mit indlæg til Beniffer-floppet Gigli af den rutinerede Martin Brest, proklamerede og postulerede jeg højlydt, at deres følgende samarbejde ville være klasser over førnævnte, da bagmanden var ingen mindre end kultikonet Kevin Smith. Anmeldelserne og billetsalgene taget i betragtning, så er det ikke gået meget bedre for Jersey Girl, en sentimental romantisk dramakomedie, der har trukket Smith over i kommercialismens boldgade.

Et hurtigt kig på Kevin Smiths renomme danner et billede af en i sandhed unik filmskaber. Debutfilmen Clerks var med til at gøre independent-filmene famøse (naturligvis havde Tarantinos Håndlangerne også en finger med i spillet), og det var forståeligt, da filmen var et yderst charmerende bekendtskab, hvor det minimalistiske budget ikke indikerede filmens sande kvalitet. Den følgende Mallrats var en slem skuffelse, hvor Smiths indre (tegneserie)nørd ikke rigtig gik i spænd med de filmiske intentioner, hvorved underholdningen og komikken kun var sporadisk. Og så kom mesterværket over dem alle; Chasing Amy. For mig personligt er den en af de få film, hvor ord simpelthen ikke kan retfærdiggøre de frembragte følelser. En absolut perfekt film! Den lettere kontroversielle Dogma var en yderst seværdig sag, mens Jay and Silent Bob Strike Back var en doven affære fra Smiths side, hvor det højst sandsynligt virkede obligatorisk for ham at beære de to elskede potrygende ’samfundstabere’ med en film, der dog manglede Smiths kendemærke og charme. Jersey Girl har utvivlsomt været et personlig projekt for Smith (ligesom Chasing Amy og Dogma), der må siges at være blevet meget mere romantisk anlagt efter, at han er blevet far. Bevares, man må respektere, at en så personlig filmmager som Smith lader film imitere hans liv, men den sødladne smag forsvinder desværre ikke af den grund.

Jersey Girl er en sød film, ingen tvivl om det. Den er flere gange rørende, om end mere forceret end i eksempelvis Chasing Amy. Man kommer hurtigt til at savne det naturalistiske, den følelse af ægthed fra førnævnte. Nu er det måske uretfærdigt af mig at sammenligne de to film, da de tematisk ligger så langt fra hinanden, og Jersey Girl kan da heller ikke på nogen som helst måde hamle op med Amy. Til det er hele konceptet bag filmen for letkøbt, og Smith glider da også alt andet end dybdegående over emner som arbejdsfokusering (i Afflecks tilfælde, en selvværdsmåler), sorg, kærlighed og familiebånd. Alle de ting, som filmen egentlig handler om, men (meget forbavsende og meget skuffende) Smith formår aldrig at gøre problemerne for alvor troværdige og medrivende. Med en hvilken som helst anden Hollywood-instruktør ville denne film være topmål af eksistentialisme (generaliserer naturligvis overdrevent), men for Smith er det bare overfladisk. Karakterudviklingen er dybt forudsigelig, historien er flad og til tider uinspirerende, og man krummer tit tæer i pinlighed (som når Affleck heltemodigt overbeviser et samfund om nødvendigheden i et bestemt job for at imponere datteren). Slutningen kom som et chok for mig. Affleck skal nå at være med i datterens musicalopførsel i skolen efter lidt soulsearch og selverkendelse (katalyseret af en fantastisk Will Smith i en birolle). Når han det, eller gør han ikke? En ulækker og forslidt kliche, i det øjeblik hadede jeg Kevin Smith.

Heldigvis er der flere ting, der opvejer Smiths trang til skødesløs sentimentalisme. Ben Affleck er rigtig god i hovedrollen, jeg vil næsten bruge ordene ’undervurderet skuespiller’ om ham. Liv Tyler er sød som den insisterende og ærlige langsomt spirende flamme, og så er der også Jason Lee (en personlig favorit) og Matt Damon (en næsten personlig favorit) i to ustyrlig morsomme cameo-roller. Selvom tilstedeværelsen af Jay (Jason Mewes) og Silent Bob (Smith himself) ville have været malplaceret, så savnes de nu alligevel i Smiths univers. Dialogen er stedvis livlig og yderst tiltalende (en af Smiths mest exceptionelle talenter), men bliver aldrig for alvor en integreret del af filmen, som set i Amy. Desværre overeksponeres musikken flere steder (selvom tilstedeværelsen af et par af Springsteens hits ikke er uvelkomment!), og filmen er også en smule mere visuelt prangende, end vi er vant til fra Smith (antyder kommercialismen).

Alle kritikpunkter til trods, så er Jersey Girl en varm og humoristisk film, der dog aldrig bliver så god, som man kunne forvente. Den har utvivlsomt sine sublime momenter, hvor man underholdes bravt og griner højlydt, men det bliver aldrig til mere end sød eskapisme af den let forglemmelige slags. Selv efter et par skuffelser fra Smiths side, er han nu alligevel en af mine yndlingsinstruktører.