rendyrket kitsch

Instruktøren Jan Kounen stod sidst bag den voldsomme og flotte, men også håbløs prætentiøse og forfejlede Dobermann, der hovedsagelig kun fungerede gennem dens kompromisløshed. Værre er det gået med hans filmatisering af den kendte (western)tegneserie (der nok ikke er blevet, som fansene havde håbet på/forventet), som må siges at være ret så atypisk, men også ret så anstrengende og ligegyldig.

Kounen erklærer selv i en lidt malplaceret indledning på dvd-skiven (der fungerer lidt som en undskyldning for filmens rådvildenhed), at for at få fuldt udbytte af filmen, burde man nok have stærk kendskab eller tro på shamanisme, en person der kan hensætte sig i ekstase og lade sjælen rejse. Altså tilsidesætte vores normale filmopfattelse og tage med på en alternativ visuel rejse, hvor mening ikke nødvendigvis eksisterer. Okay… Kounen er tydeligvis gået efter den psykedeliske filmoplevelse, hvor man som publikum skal forføres af de abstrakte billeder, der serveres i stor stil for en. Det kan være jeg er blevet for standardiseret i min filmopfattelse, for jeg fik absolut intet ud af Blueberry. Ikke andet end en forfærdelig fornemmelse af tidsspilde.

Det er jo nemt nok for Kounen at postulere, at hvis filmen ikke rykker noget i en, er det fordi man ikke vil lade sig forføre og rive med af stemningen. Derved fralægger han sig jo alt ansvar fra dette eksperimenterende makværk. Man kan kun beundre Kounens filmiske overblik, hvor billedsiden utvivlsomt er gennemtænkt og ikke mindst gennemført. Desværre fokuseres der alt for meget på den del, og den ekstrem tynde handling (der dramaturgisk er dilettantisk struktureret) lader meget tilbage at ønske. Man har ikke rigtig nogen situationsfornemmelse, karaktererne er endimensionale med umotiverede handlinger (og det er synd for den fremragende skuespiller Vincent Cassel i hovedrollen) og det hele forekommer forbavsende ligegyldigt. Hvordan i alverden kunne manuskriptet til denne film blive realiseret? Tja, det går vel tilbage til den eksperimenterende billedside, der flere gange er sært fascinerende og dragende gennem den flamboyante stil, men som førnævnt også uhyrligt anstrengende og tålmodigskrævende i længden. Det fungerer ikke som en integreret del af filmen, og Kounens bagvedliggende ambitioner og intentioner er tydelige. I rulleteksterne står der a Jan Kounen lesson. Hmm, en lektion eller lærestreg?

Blueberry har tydeligvis været et dyrt projekt, og man kan da respektere bagmændene for ikke at have søgt efter den kommercielle indfaldsvinkel, men prøvet noget nyt. At resultatet er så forfejlet kan kun ærgre, for Blueberry er utvivlsomt en sælsom og sjælden filmoplevelse. Associationer til Oliver Stones kontroversielle og nådesløse Natural Born Killers (kan ikke lade være med at spekulere på, hvor forbandet god den film kunne være blevet, hvis Tarantino havde sat sig i instruktørstolen, som den står tilbage nu er den intet andet end provokerende stiløvelse), men Kounen har ikke Stones format. Jeg skal ikke benægte, at Blueberry kunne være et misforstået mesterværk, men jeg tvivler nu kraftigt. Om nogle år vil den formodentlig blive en dyrket kultklassiker via dens billedside, men som påstået emotionel oplevelse er den simpelthen for bizar, ufokuseret og decideret kikset.