Fight Club

Jeg så denne film forleden og har tidligere læst bogen af samme navn som var Chuck Palahnuiks debut-roman. Selvom filmen indeholder ikke nær så meget af den psykologiske dybde, som Palahnuik præsenterer læseren for i bogen, så opfylder filmen til fulde det formål at forklare teorien omkring den simulation og virkelighed vi mennesker lever i i dag (The Matrix har lidt samme tema). Vi lever i en søvndyssende og følelsesløs virkelighed som hovedpersonen i filmen er desperat for at slippe ud af. For at føle noget igen skaber han Fight Club hvor han, og andre der har det på samme måde, kan få tæsk og dermed mærke at de stadig kan føle noget (smerte!). Filmens mantra er opfattelsen af at "når vi har mistet alt er vi frie til at gøre hvad-som-helst." Kernen af dette er selvfølgelig, at når vi ikke har noget, bliver vi ikke blændet af materielle goder og falske forhåbninger om noget mere. Dette giver frihed til at føle det som er vigtigst, nemlig livet.

Om man er enig i alt dette er selvfølgelig op til den enkelte og for så vidt underordnet. Det er et synspunkt og en tanke som bliver fremstillet af forfatteren, og til dels af David Fincher, som vi er frie til at fortolke.

Om en film er et mesterværk er selvfølgelig subjektivt omend der altid vil være nogle parametre indenfor hvilke vi bedømmer films kvalitet - dette være sig skuespillet, belysning, musikken, historien osv. Ultimativt er det dog de følelser vi før ud af filmen der afgør om den er god eller ej. Personligt synes jeg denne film er et mesterværk pga. dens sorte, men underligt nok realistiske, fremstilling af verden, dens eminente afslutning og måske fordi jeg kan relatere til nogle af dens temaer.

9/10