Den er god fordi...

Requiem For A dream er fremragende fordi den, som en af de første film, for alvor skildrer hvordan stoffer kan dreje ens liv fra håb til håbløshed. Der er efterhånden opstået en form for accept af, at stoffer bare er en del af nogle menneskers liv og egentlig er ret uvedkommende for en selv. Filmen vender den opfattelse og gør afhængighed til noget man kan relatere til. Hvis det ikke er stoffer vi er afhængige af er det sukker, cigaretter, alkohol, tv-serier osv. Denne fletning giver seeren en følelse af, at måske er vi ikke afhængige af stoffer, men vi er til gengæld skyldige i at vende hovedet og sige, at det bare er de tungnemme junkies, der er så dumme, at de lader sig selv blive fristet af apati. Under andre omstændigheder kunne det ligeså godt være os selv.

Hvad der gør filmen endnu bedre er, at den ikke er belærende. Den starter med at være en realistisk fremstilling af mennesker vi selv kunne kende, men ender med at være en satirisk og psykotisk drama, som man ikke ved om man skal grine eller græde af. Denne fremstilling har den effekt, at vi ikke føler, at instruktøren løfter den store pegefinger og belærer os om hvad vi skal gøre og hvad vi ikke skal gøre i forhold til afhængighed. Ultimativt kommer vi dog ikke udenom at være klar over hvad instruktøren mener om temaet og det er kun godt.

9/10

(Ps: Det, at nedenstående herre skriver fire strofer om en film han ikke kan lide, giver vel en indikation af, at filmen opfylder sit formål. Man kan måske godt synes, at filmens tema ikke er relevant for en selv, og at den ikke siger en noget på et følelsesmæssigt plan, men hvis man alligevel føler trang til at ytre sin mening i forhold til temaet, så må filmen som et stykke kunst siges at være vellykket)