Drømme består, realitet forgår

Filmens måske væsentligste og mest skræmmende budskab er, at fremtidsdrømmene består, mens selverkendelsen forgår i takt med den voksende afhængighed. Og jo mere ubærlig virkeligheden bliver, desto mere flygter personerne ind i drømmene.
Lykken er hele tiden "lige rundt om hjørnet". Det gælder for gammel såvel som for ung.

Derudover er både filmens billedside og lydside særdeles velgennemtænkt, hvilket de mange små "fix-sekvenser" og specielle kameravinkler bl.a. vidner om. Man mærker så at sige alle hovedpersonernes "puls" (følelser og anspændthed), hvilket ellers er et særsyn på film.

Selv om man næppe kan kalde filmen opmuntrende, så formår den alligevel at skildre begivenhederne med et strejf af "situationsgroteskhed".
Mest tragikomisk er Ellen Burstyn (moderen), som vistnok modtog adskillige kritikerpriser for sin præstation. Det er noget af det mest overbevisende, jeg har set på film.