mental ensomhed
5.0
Jeg har kun fulgt Brian De Palmas filmkarriere fra cirka midten af halvfemserne, hvor han har lavet alt lige fra fremragende (Mission: Impossible), middelmådige (Snake Eyes og Mission to Mars) og rendyrket elendige film (Femme Fatale), og derved har jeg nærmest selvsagt ikke kunnet forstå filmentusiasternes lovprisning af De Palmas signifikante indflydelse på nutidens film, da jeg ikke har været vidne til hans storhedstid og de sande mesterværker. Scarface må siges at være en af dem, et brutalt og realistisk portrættering af den idealistiske materialist. Den klassiske fortælling om opnåelse, den gradvise selvdestruktion, faldet fra toppen og det medmenneskelige fordærv. Det lyder jo lidt som en kliche, men man skal lede længe efter den samme karakterindlevelse og superbe historiehåndtering, som De Palma byder på her.
Oliver Stone skrev manuskriptet til denne film under hans egen kokainafvænning, men det er ikke afhængigheden, der er sat i fokus. Kokainen bruges som midlet til toppen og i slutningen af filmen som ren eskapisme. Hovedpersonen Tony Montana er en usympatisk person med moralsk forkastelige handlinger og mangel på samfundsomtanke, men som publikum følger man ikke hans livsforløb med fordømmelse og had til ham, da hans skyggesider og menneskelige mangler er let genkendelige og universale. Al Pacino er ubeskrivelig velspillende, han rammer nuancerne perfekt og troværdigheden er hele vejen igennem intakt. Pacino er en af filmhistoriens største skuespillere, diskutabelt den største, med hans aggressive nærvær og stærke og ubrydelige karisma. Hans portræt af den egoistiske Montana med de uopnåelige mål er sublim. Han er hele tiden så tæt på det, han ønsker og opnår det endda flere gange. Selvtilfredsheden udebliver dog konstant, og hans sind plages af andre folks opnåelser. I begyndelsen er det basketballkampen, hvor bolden rammer ved siden af, så er det jobbet som opvasker med udsigt til en glamourøs klub. Fatalt bliver det da han dræber hans allerbedste ven og sjælebror fordi han har valgt et bedre liv ved ikke at midlertidigt styre narkoforretningen, men gifter sig i stedet med Pacinos søster. Pacino skyder ham ikke på grund af hans beskyttertrang overfor søsteren, men netop fordi han har fået alt det, som Pacino selv stræber efter. Hans eget ægteskab er ikke baseret på ægte kærlighed, men udsprunget fra Pacinos personlighed, opnåelse af det, som han ikke kunne få.
De eneste tidspunkter, hvor Pacinos karakter føler glæde og tilfredsstillelse, er gennem søsterens oprigtighed. Langsomt trækkes hun dog ind i Pacinos univers, hvorved han er skyld i, at hun mister hendes uskyldighed og senere liv. Pacinos første besøg hos moderen og søsteren er filmens bedste scene, hvor alle Pacinos følelser og indre kampe tydeligvis lægges på bordet. Slutningen indikerer kraftigt, at Pacino somewhere along the line har opnået det essentielle. Han skydes bogstaveligt talt ned fra en høje tinding og lander i det blå vand, der hurtigt farves rødt af hans blod. Midt imellem vandet og trappesatsen er der et skilt, der siger The World is Yours. Om det er i genforeningens øjeblik med søsteren, at De Palma mener, Pacino har fundet det eviggyldige, vides dog ikke. Topmålets sødme er en selvindbildt illusion.
Scarface er spækket med De Palmas særlige signatur, og filmen nyder godt af hans virtuose iscenesættelse. Rebengas død med en motorsav er yderst ubehageligt at overvære, da De Palma ikke udpensler det, men nærmer insinuerer det. Hans famøse long-take anvendes også i denne sekvens, hvor kameraet fjerner sig fra hotelværelset ud til bilen, hvor makkeren charmerer en pige, og tilbage til værelset igen. Fra brutaliteten til det postkortagtige og luksuriøse og tilbage igen. Facetterne i deres selvvalgte liv. Mesterligt. Mest genialt er dog mordforsøget mod Pacino i klubben, hvor man øjeblikke inden ser hans ansigt spejlet flere gange. Hans egen selvopfattelse, der skydes i smadder. Scarface byder desuden på uforfalsket spænding, både i den overordnede historie og i subteksten. Actiondelen bliver et par gange lidt for actionsøgende (hvis man kan udtrykke det således), men realismen holder og op til flere scener er nutidsklassikere.
Musikken er lidt for typisk 80’eragtigt, men ellers er der noget bestandigt over hele produktionen. Kvalitetsmæssigt er Scarface i hvert fald helt i top, og den fortjener helt klart den klassikerstatus, som den har opnået. En personlig historie for Stone, indsigtsfuld iscenesat af en dygtig instruktør, der utvivlsomt har scoret talrige respektpoint hos mig.
Oliver Stone skrev manuskriptet til denne film under hans egen kokainafvænning, men det er ikke afhængigheden, der er sat i fokus. Kokainen bruges som midlet til toppen og i slutningen af filmen som ren eskapisme. Hovedpersonen Tony Montana er en usympatisk person med moralsk forkastelige handlinger og mangel på samfundsomtanke, men som publikum følger man ikke hans livsforløb med fordømmelse og had til ham, da hans skyggesider og menneskelige mangler er let genkendelige og universale. Al Pacino er ubeskrivelig velspillende, han rammer nuancerne perfekt og troværdigheden er hele vejen igennem intakt. Pacino er en af filmhistoriens største skuespillere, diskutabelt den største, med hans aggressive nærvær og stærke og ubrydelige karisma. Hans portræt af den egoistiske Montana med de uopnåelige mål er sublim. Han er hele tiden så tæt på det, han ønsker og opnår det endda flere gange. Selvtilfredsheden udebliver dog konstant, og hans sind plages af andre folks opnåelser. I begyndelsen er det basketballkampen, hvor bolden rammer ved siden af, så er det jobbet som opvasker med udsigt til en glamourøs klub. Fatalt bliver det da han dræber hans allerbedste ven og sjælebror fordi han har valgt et bedre liv ved ikke at midlertidigt styre narkoforretningen, men gifter sig i stedet med Pacinos søster. Pacino skyder ham ikke på grund af hans beskyttertrang overfor søsteren, men netop fordi han har fået alt det, som Pacino selv stræber efter. Hans eget ægteskab er ikke baseret på ægte kærlighed, men udsprunget fra Pacinos personlighed, opnåelse af det, som han ikke kunne få.
De eneste tidspunkter, hvor Pacinos karakter føler glæde og tilfredsstillelse, er gennem søsterens oprigtighed. Langsomt trækkes hun dog ind i Pacinos univers, hvorved han er skyld i, at hun mister hendes uskyldighed og senere liv. Pacinos første besøg hos moderen og søsteren er filmens bedste scene, hvor alle Pacinos følelser og indre kampe tydeligvis lægges på bordet. Slutningen indikerer kraftigt, at Pacino somewhere along the line har opnået det essentielle. Han skydes bogstaveligt talt ned fra en høje tinding og lander i det blå vand, der hurtigt farves rødt af hans blod. Midt imellem vandet og trappesatsen er der et skilt, der siger The World is Yours. Om det er i genforeningens øjeblik med søsteren, at De Palma mener, Pacino har fundet det eviggyldige, vides dog ikke. Topmålets sødme er en selvindbildt illusion.
Scarface er spækket med De Palmas særlige signatur, og filmen nyder godt af hans virtuose iscenesættelse. Rebengas død med en motorsav er yderst ubehageligt at overvære, da De Palma ikke udpensler det, men nærmer insinuerer det. Hans famøse long-take anvendes også i denne sekvens, hvor kameraet fjerner sig fra hotelværelset ud til bilen, hvor makkeren charmerer en pige, og tilbage til værelset igen. Fra brutaliteten til det postkortagtige og luksuriøse og tilbage igen. Facetterne i deres selvvalgte liv. Mesterligt. Mest genialt er dog mordforsøget mod Pacino i klubben, hvor man øjeblikke inden ser hans ansigt spejlet flere gange. Hans egen selvopfattelse, der skydes i smadder. Scarface byder desuden på uforfalsket spænding, både i den overordnede historie og i subteksten. Actiondelen bliver et par gange lidt for actionsøgende (hvis man kan udtrykke det således), men realismen holder og op til flere scener er nutidsklassikere.
Musikken er lidt for typisk 80’eragtigt, men ellers er der noget bestandigt over hele produktionen. Kvalitetsmæssigt er Scarface i hvert fald helt i top, og den fortjener helt klart den klassikerstatus, som den har opnået. En personlig historie for Stone, indsigtsfuld iscenesat af en dygtig instruktør, der utvivlsomt har scoret talrige respektpoint hos mig.
02/01-2005
