you haven’t seen this before!

Personligt kunne jeg ikke lide den retning, som instruktøren Guillermo del Toro trak Blade-universet i. Stephen Norringtons originale Blade-film var lidt af en bedrift, mens del Toro bare serverede mere af det gode uden det samme nærgående gys i fortsættelsen. Med den svage Mimic også på repertoiret havde jeg ikke særlig høje forventninger til del Toros filmatisering af Hellboy-tegneserien, men filmen må siges at være blevet et overraskende helstøbt og fornøjelig værk, som sagtens kan indlemmes i gruppen med fornemme og vellykkede adaptioner, der blandt andet også tæller Bryan Singers enestående X-Men film og ikke mindst Raimis umindelig succesfulde Spider-man film.

del Toro takkede nej til både den tredje Harry Potter film og Blade: Trinity, der i stedet fik manuskriptforfatteren David S. Goyer i instruktørstolen (med ret så dårlige anmeldelser til følge), for at kunne realisere hans drømmeprojekt i tæt samarbejde med tegneseriens bagmand, Mike Mignola. Hovedpersonen Hellboy, udtrukket af (naturligvis) nazisters ondskab, er en ret atypisk helt. Kæmpestor, rød og med noget af en højre hånd, men i besiddelse af menneskelige karaktertræk og oprigtig næstekærlighed. del Toros gengivelse af figuren på film er blevet overraskende fremragende, ikke mindst takket være den ufattelig grimme, men karismatiske skuespiller Ron Pearlman (alt lige fra neandertaler i Annauds Kampen om Ilden til actionhelt i Peunets fjerde Alien-film), der virkelig vækker figuren til live og skaber sympati. Hans handlinger udspringer fra ønsket om at beskytte menneskeheden, som naturligvis ikke vil kende til ham, hvorved vi får lidt af et X-Men paradoks. Det er ikke den overordnede historie (der er ganske forudsigelig og stedvis endda nærmest ligegyldig), der gør Hellboy til en rigtig god film, men de mange sidehandlinger. Især de enkelte kærlighedsintriger fænger, og selvom vi langtfra snakker Shakespeare her, så fungerer det upåklageligt i dette gotiske univers.

Effekterne overeksponeres heldigvis aldrig, men bruges tilpas neddæmpet til at filmen ikke bliver meningsløst effektjageri. Hellboy er en actionfyldt sag med en masse imponerende slåskampe, som nok skal sætte adrenalinet i gang. Desværre kommer slutningen som noget af et udramatisk antiklimaks, forårsaget af det forudsigelige hovedplot. Filmen mister også lidt af den hektiske drive cirka midtvejs, men interessen for de gennemførte karakter bevares, så man aldrig kommer til at kede sig. Scenografien er også helt i top, og den medrivende indledning viser desuden, hvor effektiv en underholder, del Toro egentlig er. Man kan tydeligvis mærke hans engagement og fortællerlyst, og Hellboy lever da også hovedsagligt gennem detaljerne. Humoren er virkelig lattervækkende, mens musikken (af Marco Beltrami) også er ganske underfundig. Filmen bliver aldrig for selvhøjtidelig eller tung, og selvom spilletiden sagtens kunne have været skåret ned med et kvarter eller mere, underholdes man bravt.

Hellboy er i familie med andre film som Blade, Men in Black, X-Men og til dels også The Matrix, da den skildrer en ukendt verden i vores verden, og det finder jeg dybt fascinerende. del Toro instruerer med en energi, der bringer mindelser om en flamboyant Robert Rodriguez. Vi kan i alle tilfælde glæde os til del Toro får begået en fortsættelse (så længe Pearlman er med igen!), da Hellboy er en seværdig og spændende filmatisering, som nok skal få kultstatus.