Kunstværk af betydelig format
5.0
Irreversible er af mange blevet kaldt for både brutal, afskyelig, modbydelig og alverdens udtryk der minder om disse. Dette var bestemt grund nok for mig, til at sætte mig foran dvdafspilleren og se denne meget omtalte film. At bedømme ud fra anmeldelserne, har den skilt vandende, og lagt op til stor diskussion.
Jeg kan med det samme sige at jeg tilslutter mig den positive side.
Allerede fra den yderst ubehagelige, nærmest kvalmende, kameratur i begyndelsen af filmen, mærker man at det vil blive en filmoplevelse ud over det sædvanlige. Intuitionerne tager på dette punkt ikke fejl.
Den ekstraordinære fortællestil, de rå og realistiske kamerature samt de hudløse og ærlige skuespilpræstationer, er symboler for en ultimativ oplevelse.
Monica Bellucci spiller, som den udsatte og intelligente pige Alex, meget troværdigt, og sammenspillet mellem hende og manden Vincent Cassel er så overbevisende, at man finder sig selv i at tro, at man er vidne til en dokumentar. Det er dog meget indlysende, da de også danner par i virkeligheden.
Den væmmelige voldtægtsscene, der åbenbart har fået flere folk til at forlade biografsalene verden over, er rigtig godt timet. Indtil denne scene, har stort set alle kameravinkler været rystende og uklare, mens kameraet her står fuldstændig stille. Det er meningen at vi skal se brutaliteten på nært hold.
I mine øjne er den ikke så ulækker som folk beskriver, dermed ikke sagt at den ikke er brutal, for det er den helt sikkert.
Når alle disse positive ting er sagt, skal det siges at filmen fejler på et punkt: Den gode historie.
Historien om en voldtægt og en kærestes hævn, er ikke fyldig nok. Vi har set den tonsvis af gange før, og for en ellers fantastisk film, er det simpelthen ærgerligt at instruktøren ikke har villet gå i dybden med den.
Mens man er vidne til Irreversible rører det dog ikke en ligeså meget som efter, da den omvendte fortællestil gør filmen både nervepirrende og umådelig spændende.
Brutal og modbydelig er den, men når filmen er ovre og den smukke slutning har indprentet sig i hjernen, kan man med det samme se det smukke ved den. Og Noés budskab står skingrende klart:
Tiden ødelægger alt.
Jeg kan med det samme sige at jeg tilslutter mig den positive side.
Allerede fra den yderst ubehagelige, nærmest kvalmende, kameratur i begyndelsen af filmen, mærker man at det vil blive en filmoplevelse ud over det sædvanlige. Intuitionerne tager på dette punkt ikke fejl.
Den ekstraordinære fortællestil, de rå og realistiske kamerature samt de hudløse og ærlige skuespilpræstationer, er symboler for en ultimativ oplevelse.
Monica Bellucci spiller, som den udsatte og intelligente pige Alex, meget troværdigt, og sammenspillet mellem hende og manden Vincent Cassel er så overbevisende, at man finder sig selv i at tro, at man er vidne til en dokumentar. Det er dog meget indlysende, da de også danner par i virkeligheden.
Den væmmelige voldtægtsscene, der åbenbart har fået flere folk til at forlade biografsalene verden over, er rigtig godt timet. Indtil denne scene, har stort set alle kameravinkler været rystende og uklare, mens kameraet her står fuldstændig stille. Det er meningen at vi skal se brutaliteten på nært hold.
I mine øjne er den ikke så ulækker som folk beskriver, dermed ikke sagt at den ikke er brutal, for det er den helt sikkert.
Når alle disse positive ting er sagt, skal det siges at filmen fejler på et punkt: Den gode historie.
Historien om en voldtægt og en kærestes hævn, er ikke fyldig nok. Vi har set den tonsvis af gange før, og for en ellers fantastisk film, er det simpelthen ærgerligt at instruktøren ikke har villet gå i dybden med den.
Mens man er vidne til Irreversible rører det dog ikke en ligeså meget som efter, da den omvendte fortællestil gør filmen både nervepirrende og umådelig spændende.
Brutal og modbydelig er den, men når filmen er ovre og den smukke slutning har indprentet sig i hjernen, kan man med det samme se det smukke ved den. Og Noés budskab står skingrende klart:
Tiden ødelægger alt.
05/01-2005
