Middelmådig og ujævn gyser

Midsommer er en ujævn gyser, om både overtro, sorg og mørke hemmeligheder.
Filmen starter fint, med en tragisk selvmordsscene. Musikken spiller dunkende og brutalt, billederne står skarpt og stemningen er sat godt op.
Herefter mister filmen nærvær og intensitet. I stedet for at fremstå mystisk med en anelse uhygge, bliver den for selvhøjtidelig og personerne virker meget stereotype. Uhyggen kommer dog på uventede tidspunkter i form af den mørke svenske skov de alle er omgivet af.
Scenerne der skal forestille at være rørende og dramatiske, kommer i stedet til at virke alt for konstrueret, og personerne er for uinteressante til at man har lyst til at involvere sig i deres liv.

Disse svagheder skyldes først og fremmest de meget middelmådige skuespillere.
Midsommer er en debut for de fleste af folkene, og er derfor ikke alle rutinerede nok. Måden de udtaler replikkerne på lyder skrækkeligt, og minder mest om en oplæsning af en glemsom og tynd børnebog.
Manuskriptet er ikke nutidigt nok beskrevet, og der er for mange pauser, som skuespillerne slet ikke kan fylde ud.
Nogle styrker har filmen heldigvis. Den, nogle gange, uforudsigelige historie og den snigende uhygge hjælper filmen over nogle af de stillestående øjeblikke, hvor man i sekunder tænker på at sætte en anden film på.
De svenske skuespillere spiller imponerende og stjæler hver eneste scene de optræder i.
Især den meget berømte og anerkendte skuespiller Per Oskarsson spiller, som altid, suverænt i rollen som den mærkelige og mistænksomme Persson.
På papiret ville slutningen se overraskende og opfindsom ud. På filmen ser den dog uprofessionel ud, med både dårlige effekter og utroværdigt skuespil.

Midsommer er en middelmådig gyser, som har en stor håndfuld problemer, samt et par enkelte fine ting.
Den kan ses hvis man trænger til noget uforpligtende og ujævnt underholdning, og et par hårrejsende gys.