Braveheart som generalprøve?
6.0
Ha!
Nej, han råber sgu da ikke 'Freedom'! *LOL*
Når det er sagt, synes jeg nu godt man kan genkende nogle følelsesmæssige kneb fra Braveheart i PotC. Jeg mistænker personligt Gibson for allerede dengang at have haft en passionsfilm i tankerne, og at det delvist er derfor at Braveheart er så andægtigt skruet sammen. Ren øvelse, tænker jeg.
Personligt synes jeg for øvrigt udemærket om begge film, men kan da godt forstå at mange tager afstand fra så følelsesladet og sentimental retorik som tages i brug i begge.
Den får vitterligt på alle violiner. Det er så ok med mig, så længe det virker, og man i øvrigt ikke bliver prakket en alt for billig morale på. Det første kan vist ikke diskuteres, hverken for eller imod, kun konstateres. Det sidste kan i høj grad diskuteres, men i min helt personlige fortolkning handler begge film ret beset om hvad det vil sige at gøre sig eksistentielle valg som man vælger at kæmpe (mere eller mindre bogstaveligt) til døden for, og begge film prøver samtidig at give bud på hvorfor nogle mennesker rent faktisk prøver at leve (og for den sags skyld at dø) på den måde. For mig at se et svært tilgængeligt emne på mange måder, men også et væsentligt emne for menneskelig selvforståelse. Uanset om det lykkes os at vælge bevidst og moralsk, eller kun ubevidst og dyrisk, ja så lever og dør vi vel i og med de valg vi reelt træffer.
Jeg oplever samtidig at visse mennesker får røde knopper over den blotte omtale af så dybfølte emner. Hvilket sådan set bare gør det ekstra befriende for sådan en eftertænksom fætter som mig at der findes instruktører som tør tale så følelsesladet om hvad det _også_ vil sige at være menneske.
Men jeg husker PotC som en ret tankevækkende film.
Nej, han råber sgu da ikke 'Freedom'! *LOL*
Når det er sagt, synes jeg nu godt man kan genkende nogle følelsesmæssige kneb fra Braveheart i PotC. Jeg mistænker personligt Gibson for allerede dengang at have haft en passionsfilm i tankerne, og at det delvist er derfor at Braveheart er så andægtigt skruet sammen. Ren øvelse, tænker jeg.
Personligt synes jeg for øvrigt udemærket om begge film, men kan da godt forstå at mange tager afstand fra så følelsesladet og sentimental retorik som tages i brug i begge.
Den får vitterligt på alle violiner. Det er så ok med mig, så længe det virker, og man i øvrigt ikke bliver prakket en alt for billig morale på. Det første kan vist ikke diskuteres, hverken for eller imod, kun konstateres. Det sidste kan i høj grad diskuteres, men i min helt personlige fortolkning handler begge film ret beset om hvad det vil sige at gøre sig eksistentielle valg som man vælger at kæmpe (mere eller mindre bogstaveligt) til døden for, og begge film prøver samtidig at give bud på hvorfor nogle mennesker rent faktisk prøver at leve (og for den sags skyld at dø) på den måde. For mig at se et svært tilgængeligt emne på mange måder, men også et væsentligt emne for menneskelig selvforståelse. Uanset om det lykkes os at vælge bevidst og moralsk, eller kun ubevidst og dyrisk, ja så lever og dør vi vel i og med de valg vi reelt træffer.
Jeg oplever samtidig at visse mennesker får røde knopper over den blotte omtale af så dybfølte emner. Hvilket sådan set bare gør det ekstra befriende for sådan en eftertænksom fætter som mig at der findes instruktører som tør tale så følelsesladet om hvad det _også_ vil sige at være menneske.
Men jeg husker PotC som en ret tankevækkende film.
06/01-2005
