Titanic-referencen er genial!

Den stjernebesatte Osmosis Jones er en til tider original og ganske humoristisk blanding mellem real life film og tegnefilm, hvor overgangen forklares simpelt. En ikke helt veloplagt Bill Murray (pris Wes Anderson og Sofia Coppola for at have bragt ham tilbage!) spiller rollen som Frank, der er lidt af et svin når det omhandler hygiejne og korrekt næring, og dette går ud over hans krop. Vi føres ind i kroppen, og takket være tegnefilmens mange muligheder, får vi en detaljerig beskrivelse af kroppens funktion. Der går dog aldrig dokumentarfilm i det, da de skøre Farrelly-brødre står bag roret. Hver eneste komisk mulighed malkes i det indre samfund, og Farrelly-brødrene serverer nogle enkelte humoristiske guldkorn. Efter en times tid bliver komikken desværre en smule anstrengende, og da hovedhistorien om Osmosis’ heltegerninger er yderst klichefyldt og ganske uophidsende, mister man interessen. I filmens sidste halve time er det kun den flotte animation, der redder den fra kedsomheden.

Chris Rock gør sit bedste med sin stemme til hovedpersonen Osmosis Jones, men man savner den satiriske og skarpe kant fra hans side, som nærmest naturligvis ikke har kunnet være til stede, da dette er en film for hele familien (selvom en hurtig monolog om barndommens fattigdom fra Rocks side er hysterisk morsom). Og da dette nu er en familiefilm, skal vi også trækkes igennem en tommetyk morale om sund kost. Selvfølgelig skulle dette element være med, men Farrelly-brødrene overdriver den i en nærmest uhørt grad. Lidt en overraskelse, da de altid har formået at indflette en morale ganske elegant i deres film.

Osmosis Jones er utvivlsomt en imponerende indsats, men også en kun sporadisk morsom film med en god portion charme, der dog desværre kan ikke retfærdiggøre en højere karakter fra min side.